Forbundne i Húsavik

At vinde byen for tidens føl.

Du er fysisk før høst!

Ord trækker ud i rummets cirkler

de halve, hylende lyn. Urvogter?

Lagt helt blødt ind til øret - -

Latteren runger stadig

havnen baglæns ud af Spartacus-biografen.

Lyset støvsuger linsen for kort.

I aften vinder det ægte, fugtige

du vinder i aften dit bidsel, lille muleføl.

Sådan bider søvnen februar.

Kan I banlyse skønhed?

Øret er det usædvanlige tårns lysende B - -

Salenes ører af lysfyldte ø'er at takke i cirkler.

Kanylekarneval

lagt i ø-sækkens vandfald,

helt ind i væsken.

Jordens myldrende programpagt - -

Har ørerne tatoveret tov fra orkanens øje?

Drej dit øre rundt om lyset.

Fantomer sniger ord-guirlander

hver gang du nyser.

Din næse snorkler sirligt

bønneremser rundt og rundt

luller lysene

i vores jule-ar; vi nusser; vi tøver.

Kakaotårnet har ørets vinduesramme

op over hvalfærd og tiramisu.

  

:::

Et hor er et hor

hunden gik fra sit knæ

som en mund af få mænd.

  

Ved Evighedens Grav

Sygeplejerske Nålefod som du dræbte

bærer din kærlighed

på sin urskives klode.

Hun løber mumlende

hvad helvede vil muren

champagneflasken i en navlesnor kvastes imod?

De søsygt humpende

vi isolerer i bøger

begraver hende i håndens mørke.

Synet af de skælvende mure

vi rører

imens du sopper

slynger sig som en hemmelig agent

gennemlyst på det kløvede loft

hun hører alle jeres bønner som honning.

Lår ved lår bylter sig

i fødende køer og hun syr

det dagens ar vi er.

Udvid livfulde haver

du er sagens arkitekt

udvid det til kys døden ringer efter.

Stol på de rovsyge

sætninger, tænkte eller følte

der er dun nok

til at begrave venner

under glemselsgranit

senere er skriget

dit nærmeste ly.

  

En Fjer Til Hannahs Lykke

Du har lange indkodede øjne

og Mariabrændt er hvert smykke du bærer

jeg mindes hermetisk garagen

mellem sorte minkplamager

rens min hud bruskyldig

som før naziampulernes kvasning

min alder gange to rigtig mange gange

min fod i thaipapkone

som den sø vejer mit ansigt

aer fremtidsforken min fyldte vandlås

hvis den førstefødte vinder

skræller vi mit sidste skrig

alt hvad min hånd kan gøre

terrænet der keder mosen

partisanøjet vampyroverskyet

og oliegrenen mellem mine tænder

som jeg langsomt ånder ud

vil tørre dagene snart, snart

vil kødet i de bibelske grave

finde sit beat

og komme hjem til sin smilende arie

til dit pludselige gudindepalads

et højhus af ankler er i dig, kattegudinde

i din have times mine fejl

måden at dø

og måden dette mumieverbum

berogner mig sen åndetime

sikke en million filamenter

trækker brusende krager

blødere end jeg vaniljeset

i dig u-indpakket og næsten urørlig

for min hånd

min tænkehånd

som du griber nu.

  

Konsultation

Vi går med rytmen i en sætning 

                      gennem omklædningsrummet

vi går med regnen i et brev og vasker brevet hvidt

du må selv fiske papirstumper 

             ud af munden på læsesalen

du må selv med dine egne fimrehår i næsen 

                                      holde skyerne svævende

så mange bakker at gå gennem landskabet med

så mange bukker bufferzonen 

                      sammen i et monsterrally

vi går ind i omklædningsrummet 

                      og skifter bogstavers køn

slip væk før pyromanen tager dig med sit sjippetov 

og fortryder din bortgang

slip væk tosse til det aldrig stillede spørgsmål

zoologisk have tager næppe din hjertelige 

                                      lykke længere end reb

bjerge af muld sømmer dig hønefuld

fast til alfabetet imens det går 

             igennem skjorte efter skjorte

af ubrugte sætninger vi sanser under rytmen 

der giver bogstaverne liv.

 

Faraos tårer

Er vi hey

tørretumbler biler

sving der bruser

faraos tårer.

Af en skovlfuld jord

er vi tvundet

husk jeg står her

husk jeg står her.

Stille - vores nummer

se os Lucy

oppe i vores kuffert

som små små mus.

Er vi hey

sving der bruser

faraos tårer

i endnu et sving.

Er jeg hey

bruser jeg hey

vores lykkenummer

farv farv farv!

Indsy os nuser

se os Lucy

oppe i vores kuffert

som små små mus.

  

Proviant for i morgen

 

Røgen hvirvlede langsomt op og mødte det høje

småmønter lod bussen svæve

vi fandt fugt langs vinduesskeder

og fra vaser steg de sovende ud.

Sindssygen fumlede med låsekasser

og udvendigt havde symaskiner løftet

lufferne højt op over de sovendes kroppe

bønneruller huskede alle vers.

Svævende skosåler tog fat i udsynets køje

dér lå drenge og lugtede af dagens møje

foran din død føjede issylens øje

de døves patroner fulde af sæd.

 

Det enormt moderlige

 

Stille skaber du et hold måger

og tager temperaturen på vanlig vis

selv i tornysteret har du måger

som får dig til at strække ben.

Lunser lader sundhed lyse

før du lægger slægten til ro i sin æske

ører helt til bunden gennemlyste

ører ud af mørkets fyrretræs kiste.

Typer svæver gennem dig

med sårskorpers rygte

at du vil løfte de mølædte synkoper

festen bøjet over knæet

giver kaffekopper knoer til at ro.

Mågestellets stakåndede frelse tvinger

modersynden til at byde

de døde fisk at flyde

med skildpaddevinger

op i Goethes himmel.

 

Efterældning

Alfabetet svor en sløjfe

             døgnet holdt lav profil

den høje lyd af stylter

             strejfede nattens hikke

læber gift med hinanden

             krøb ret igennem sugerør

Jesus åd de rygende myter.

De savnede katte på listepoter

             over skibskister fyldt med epidemiske myg

mægtige løgne jævnet med jorden

             bimlende dansehaller under ørnevinger

udfyldte mønstre i smeltende bøn

             hvalen sov med a-bomben som hovedpude

ud af det dobbelte landskab fødtes en klode.

Og landskabet havde vinger

             Lot rejste gennem Jylland med succes

fyldte motorveje med menneskemasser

             lod natten hugge katteklokker

støvlernes tvivl føltes som rytmiske rum

             slipsene røg det erotiske kors

til duften af den sidste billige vin.

  

Arkæologisk

Flaskedrengen trækker skeletter gennem halsen

nældefeber er det blæk brevet er skrevet med

rensebåndet trækker skygger ud af muren

den kraftige slinger i fyrretræernes pollensky

sætter sig tørstigt på en algeskov.

Tolvtonepatroner sprutter fra den udslåede arm

vi er for pentatone til at folde syndefaldet sammen

et karneval løber gennem rottekongens flæb

vores kranier er omvendte skåle

til at tygge de bukseløse skyer.

 

 

Fosser

 

Det, der ligger af høvlede minder

fra hvilke det fosser som antændt døvhed

presset sammen i gustne havsyn

rundt om det muntre ørige,

bliver belyst af de der vogter

disse faldende masser.

Samtlige sfære læser fyrretræernes krogede grænse

ved den yderste øges duften af det sårede sind

dér ligger dit hus lagt køligt af storm

og vogterne koger suppe

af hvert stillestående blik.

I dine øjne ligger sammenkrøllede hvirvler

og snedrivers fugtige aftenbøn

dér ligger forhastelsen

du trak op af din lomme.

Benævnt af fortabelsen

strækker du hånden ud

mod det levende væld.

Det fosser i et stadigt og uafbrudt 

lystogt mod dybet.

 

 

Dyner af skumring

Den tætte tåge begraver bakkerne

i malede rammer

bulmeurten trækker vores løse ender

op af salmedigterens kiste

gennem almenvældets søvn.

På vores nøgne rygge

sniger gudesønnen verdener beboet af verdener

vores læber læser stumt

alt der bøjer sig  ind mod nattens bløde bløde ler.

Og imens læberne langsomt bevæges

sænker en symfoni sine blommer

i den store taktmesters hånd

sneen fremsiger i søvne et tyndere tysh

påkalder på ny sine tyste søjler 

der krydser hvert sit dobbeltkøn.

Søsteren læser vores stilhed

søsteren kommer med sin lyre

gennem lysende haver

og åbner øens irgrønne dør

ud til julenattens vemodige sang.

 

 

:::

 

Piletræerne har vendt et gelænder mod husets gavl

snart svæver vindskederne løftet af gæslingefeber

kristuspilen peger mod nord.

 

Judaskysset

Døden før våbnet ånder døden i nakken

med mavesyren printet ud som bon

døden før våbnet er helt ordentligt ladt

døv op til ørerne tysser hver bølge

døv i hvert hule host.

Havfruemorderen er ikke en havgud

med kæmpe fuldskæg

havfruemorderen er tre ansigtsløse skikkelser

hvor af den ene hedder David

og har en Davidsstjerne ridset i panden.

Salamitaktikken om nogen skulle vågne

de berusedes vej synker i en sprække

med de skiveskårne løgkuplers verdensorden

stoppet i kærvens grænsebom

ketoganers bogmærke i vedbendslyngning.

Havfruemorderen er ikke en havgud

med kæmpe fuldskæg

havfruemorderen er tre ansigtsløse skikkelser

hvor af den ene hedder David

og har en Davidsstjerne ridset i panden.

Kys sønnen der rejser nervetræet med kys

rygsøjlers høje løft

kys sønnen der rejser os rhododendron epik

hver celle er et kort til dit overvågningskamera

og kysset er kameraets maskinrum.

Havfruemorderen er ikke en havgud

med kæmpe fuldskæg

havfruemorderen er tre ansigtsløse skikkelser

hvor af den ene hedder David

og har en Davidsstjerne ridset i panden.

  

Dæmringsøjne

Der er en rytme bag de skæve atomer

som holder os flydende i sprudlende kildevæld

der er femfingersøm der spænder oktaven

ud i tungers nervestrenge

lyden af lav der farver himlen og

alle endestationer harpuneret

med bevidsthedens syge syge sørøverhval

luk nu bare dine øjne halvt i på klem

og den ansigtsløse kvinde smiler til dig

som et hestevæddeløb over ordet skraldespandsstativ

de landkort vi bapper på

har skildpaddevinger

lufferne tegner nye operaruter

med flammeravsgyldne coffeinstempler

på novembers helligste dage

koralkor dunker dine øjne

fra sunkne byer du har vundet

blot ved at være til.

  

Det ukendte og det kendte

Jeg kunne ikke give slip

på det jeg ikke kendte

og alligevel slap det,

som jeg ikke kendte, væk

og da det langt om længe

kom tilbage

kunne jeg ikke genkende det

som noget jeg kendte

jeg kendte det ikke

det var ukendt

men alligevel kendte jeg

det, som jeg ikke kendte

selvom det var sluppet væk

og jeg ellers havde sagt

at man aldrig skulle

at man ikke måtte

give slip på 

det, som man endnu ikke kendte

som man næsten lige 

var begyndt at kunne kende

og så lærte jeg det at kende

jeg kom til at lære det ukendte at kende

det ukendte 

som hele tiden havde været der

og alligevel var sluppet væk

og nu vidste jeg

at jeg skulle give slip

både på det jeg kendte

og på det som jeg aldrig før

vidste, jeg kunne have kendt

men da jeg gav slip på det kendte

blev det kendte

ukendt igen.

 

Klarsyn er det sår der kommer solen nærmest

  

Ro er den dovne uafbrudte

 

 

 

dans som løfter højt

 

 

 

de sjove umage sving

 

 

 

før du dør for nogens fødder

 

 

 

mor som glædesstrålende køber

 

 

 

de mange menneskers dufte

 

 

 

og følger syningen søsygt hjem

 

 

 

træt af dagens larm.

 

 

 

 

 

 

 

Svæveballoner over græssende køer

 

 

 

og du der peger stumt her op

 

 

 

floder under dovne fugle

 

 

 

synet fyldt med optisk støj

 

 

 

føler hvert et sandkorn falde

 

 

 

døvt til jorden for de døde

 

 

 

som dovenskaben nok befrier

 

 

 

ud af halsens pigtråds føde.

 

 

 

 

 

 

 

Kom blot nærmere stenlavs olding

 

 

 

helt så nær som du kan

 

 

 

med jomfruhåret mod din mave

 

 

 

her er intet søm der nagler

 

 

 

dig til købeglæden

 

 

 

hvilken støj har nogen sinde fået nok

 

 

 

der vælter bælter op som kaktus

 

 

 

fra den kurv vi sidder i.

 

Sjælens blomst

I søvne læser jeg de dødes skrift

halsen strækkes for hver sætning

eftermælet har sin egen rebus at kysse

søstre løser vores violforvandling

her glider hvaler gennem blå hjælps kvinde

min blomst den står i Edens have

hvor søvnen sier mine tanker fra

så hjertet smager døgnets musik

hvor fornøjet føjer ranke kuffertkæber da

himlens tyttebær til havet

en rebstige af syner vokser

igennem stilken på min sjæleblomst.

 

 

Ataraxia

 

De stille skal stadig søge gæstfriheden

i den niarmede lysestage

vores søsyge finder sin ro i.

Den ottende zone sidder på lokum

og tilbeder jeg'et eller egoet

som en lyskreds tapper drømme fra.

De bare fødders kykloptilværelse

risler med glasserede hvalpe-øjne

søer køligt gennem gardinet.

I lyset fra min datters værelse

får piletræerne den allerede beskrevne

midvinterglans.

 

 

Lyserødt nattesyn

Træernes grene kommer nærmere

i frostens kirsebærlys

der er et særligt skær

selv månen ikke kan ønske sig

mere klart.

Oblater af en anden årstids blomstring

hænger tæt og uforklarligt

løftet i heliumhulrum

foreviget postkortagtigt og sælsomt

- et menneske vågnet til drøm

naturens rosenbladsbryllup

vintersøvnens vågne genkomst

lige til at ånde ind

som sit eget sjæleblitz

strakt i kronbladefryd.

  

Vejen ind i den næste verden

Hvordan vil du lande dine bare fødder i kornet

spindelvæv strækker oktavprismer

i hvert rebuskys

kærlighedens amfiteater

er køerne til Ø's fertile kyst

jeg-pistoler ridder de elektriske tosser

selv spøgelserne tager sig en enkelt tiltrængt pause.

Meldrøjelyn cementerer søens øje

fra en lang gangbro strækkes lyset gennem november

tråde får de berusede til at vågne

fødslen er allerede gået i gang

bassinet er fyldt til randen

vi går i solen i tusindtallige skare.

Du hører vel også disse fugle flyve gennem øret

den store tegning over stien banet for han som kommer

kysser honningbier på alle læbers kort

kiselfossen griber vores led

endestationen findeler hvert væsens port

ind til alles rum.

Du der nærmer dig i engleskarens salmekor

har flere cirkler end et kuffertbjerg

vi nærmer os, kom

veer er vores betaling

hyacinter holder torskegilde:

vil du venligst lægge din besked her

under mit ansigts tynde hud.

  

:::

Under masken

at blive forelsket

i hån, spot og ironi

fuldmånen kunne

ikke have fundet

en bedre sol

at lyve sig lys til.

  

Fatamorgana

Gør intet træs honning til driver af sand

og saml ikke for tidligt

landkort under de bare fødder

de lykkeliges land

er den sociale norm

kufferter hungrer efter

som enhver senfølge rejser lig sig op fra døden.

Koranydelsen skvulper i de blå sakramenter

bogstavsbølger mere svungne

end solsortens greb om solens sidste stråler

en buttplug af solnedgange

at cirkle svimlende om

med alle de bølger kroppen har syet af hav.

Våben ladet med naftalinlæber

levner de vippende vandrefalke

billet til et fritgivent syn

en sæk fuld af tørrede berberisbær

klumper af myrra og sandeltræs røg

der er intet mere at fortvivles over

tomheden kæntrer i en bøtte mælk.

  

Rikki-Tikki-Tavi-Taro-Tår

 

Den der svømmer ind i hvalen

er sin egen endestations afkom

du hvæsser elfenben med din kødbensenke

de syv hullers syner 

             holder bryllup i encyklopædien

køen er sit eget ophavs læber

en tinnitustornado falder på knæ

             for kuvøsetrompeter

osteklokken slår en kolbøtte

vi drikker astralkaffe af opvaskebaljer

og bapper østerslisten på altanens kertelys

dit ærme er fra dette øjeblik helligt

som læberne selv

læbernes tynde erkendelse af desmerdyr

stikker cirklende reoler slanger

de seniles kroketbuer

lyser op som blotlagte vejsidebomber

ribben trækker isvolde 

             over kyklopens barselsuge

lopperne springer fra censuren

med sprængte irisstrenge

æblerne regner kentaursøvnen ud

sønnesolen åbner havet

og skyller sin snorken med en konge-eg

snart flyver Balis elefanter

gennem stempelkandens 

arbejdspladsvurdering.

 

:::

The Rapist is not a therapist.

 

  

:::

Før de syge katte

lod sig tryllebinde

af reformkolosser

og søerne lod sig falde

fra de to tusinde klatter

da Struense tabte masken

så hikkede hovedhår

højt over universets sorte halse

skråremme afskar idiotiens lyksalighed

fra at splintre sine spejle

i mulatvin og hundestejleheste

fæstebønder gled tilbage i sumpen

med munde fulde af opløst lovtekst

de blå øjenbryns fjamsede grin

over ligkisters flammeskæg

blev paraplyer for bødlens hug.

 

 

Plan

 

Hvor mange af klodens væsener har mon en fuld klar dags bevidsthed om en for dem bagvedliggende plan. Og kan der på én og samme tid være en plan og ikke en plan. Hvis ikke begge muligheder findes samtidig, hvis kun én af mulighederne findes, så ville det (for mig) være det samme som at sige, at livet er meningsløst. Hvis der er en plan og altså en planlægger som planlægger, hvad jeg og alle andre skabninger skal blive, hvorfor lod denne planlægger så terningerne opfinde. Hvis der derimod ikke er en plan, et sigte eller et mål med at være til, hvorfor lader et lille nyt væsen sig så føde, hvad driver overhovedet en sædcelle til at kæmpe sig vej ud af sit ophav og ind i en hel ny verden - kun med en plan, et sigte og et mål!

 

Kæmpeporesvamp

 

Kæmpeporesvamp er en af de trænedbrydende svampe. Det er ikke en af de svampe, som svampesamlere almindeligvis går efter, når der er andre mere smagfulde tilstede. Mange synes ikke, at den har nogen særlig smag af værdi - og da den lever på træstubbe etc kan garvesyre-indholdet også være forhøjet. MEN der er mindst to gode og væsentlige forhold ved den. Det grundlæggende er, at den er en poresvamp. Ingen poresvampe i Danmark er giftige. Men en del er hårde, seje og uspiselige eller smager bare ikke for godt. Den gode ting ved Kæmpeporesvamp, når den vel at mærke er lys og ung - er konsistensen, den trævlede konsistens, der kan give tekstur til en ret. En ung Kæmpeporesvamp er som navnet siger stor og vokser i en klynge, hver svamp har lysende bådformede bånd af sand-ferskenfarvet variationer på oversiden og har hvide porer på undersiden. Når du trykker på svampen kommer der mørke plamager, hvor trykket har været, som går fra sodbrun til nærmest sort.

Sådan her forbereder jeg tilberedning af Kæmpeporesvamp. Svampen skæres i strimler, som koges godt igennem i en gryde. Kogevandet hældes bort og strimlerne lægger jeg i sød bærsaft i en beholder, som opbevares på køl natten over.

Der på tages strimlerne op og steges på en varm pande med planteolie. De steges godt igennem. Så tilsættes et fintsnittet rødløg samt ½ strimlet aubergine og ½ aubergine i tern. Det steges godt igennem til aubergine og løg er brunede. Så tilsættes en håndfuld tomater + ditto majs. Til slut tilsætter jeg ganske små ananasstykker og den søde bærsaft, som svampestrimlerne havde som lage. Det hele får lov at snurre på laveste varme ½ times tid.

Selvom svampestrimlerne har været både gennemkogte og ditto stegte beholder de teksturen, der gør, at der er noget at tygge i på en velbehagelig måde og på en måde, der spiller godt op imod auberginens cremede blødhed.

 

Alfevej

Jeg har ventet næsten lige så lang tid

som en hund i sin midterste livsblomst

hoveder kappet fra den aller første spæde start

jeg har hvirvlet nedad 

             med næsten samme normalfart

gennem den nordligste bonsaihave

i Havnefjordens udkant

alle sætninger gennem en imaginær makulator

helt anderledes gyroskopisk

bare for at høre en gammel kælling hvæse

at jeg intet har at gøre 

             oppe på denne hellige klippe.

  

Ind i den ordløse gru

Dalsuget fyldes af pseudo afkom

fingerfligede nøgler står i hver sprække

storkenæb kommer for at åbne 

             de hermetiske alfabeter

hvilket sprog vælter mon bogstaver

             ned i massegraves kratre

regnen vil aldrig standse

             tudserne i at strømme fra halse

vores læseheste tysser på hændernes larmende syn

fimrehår til at gribe atomer

alle skørter er toldfrie søstre

det læskede kalk bag huset

som et bjerg af hvide pelse

kister er sovsekander for det gyldne fedt

en luksus båret gennem tunneler

Lots geder krydser stien

med våben ingen så

hospitalsmarkens grå stubbe

er kors for mågernes magre nåde.

  

Hovedskalshavet

Havet er graven

for helikopterkorsets hval

og i bølgerne åbner

hvalen sit gab

for at lade dig træde ud

i din lysende skikkelses

blikstille gang.

 

 

:::

Spejl dig aldrig

i stumperne

af andre

menneskers

tragedie.

  

:::

Én afklæder sig sine smykker

en anden tager dem på

enhver maske savner sit ansigt

før det modtager slaget

fra den ottende zones had.

 

:::

De døde er en perlekæde af tårer

du bærer om din hals.

  

:::

 

Februar er gennemhullet af skud.

 

Det tungeste hjerte i verden

 

Kornmarker druknet i hagl

er vores offergave

se kaffen vinker fra kolben

med dynen under sin arm

modertårer tørres op

af jeg ved ikke hvor mange hermetiske bokse.

Det tungeste hjerte i verden

er smertens barn

det tungeste hjerte i verden

er helt uerfaren

med det tungeste hjerte i verden.

Se kaffen vinker fra kolben

i det sammenfoldede køkken

modermørket er kausalt og kuldslået

i luftsikre cirkler

tømmermænd vifter møl i din pengetank.

Det tungeste hjerte i verden

er smertens barn

det tungeste hjerte i verden

er helt uerfaren

med det tungeste hjerte i verden.

Modermørket er kausalt og kuldslået

ret blot vores rebuslys ud

tømmermænd vifter møl i din pengetank

vi køber ønskelys

og planter dem dybt i vinterens mørke.

Det tungeste hjerte i verden

er smertens barn

det tungeste hjerte i verden

er helt uerfaren

med det tungeste hjerte i verden.

Vores vesterlands kurve er solnedgang

i den koldeste rille

paraboler i en pindsvineboble

det samlede samkvem

det triste hjertes hyacint.

Det tungeste hjerte i verden

er smertens barn

det tungeste hjerte i verden

er helt uerfaren

med det tungeste hjerte i verden.

 

:::

Stilhedens sult:

At hele kloden

min egen.

  

:::

Deres ansigter langs horisonten

som en fortryllet

mytologi så manisk

at du momentant tror dig indskrevet i den.

  

:::

Får med sorte masker

flokke af fugle

tegner på jorden.

  

:::

Den sorte jomfru

fik mig i gryden

med et lille skub

den lyse trak mig

op igen

sådan gik atten år.

  

:::

Du har gjort hende grim

og syg af vulkaner

du skulle ikke have 

gravet så dyb en spurv

du skulle ikke have

limet dem sammen

vinge ved vinge

eller have drysset

safran som en tynd stribe krudt

mellem pillernes kærv.

  

:::

Svævende græstørv

dit ansigt ruller

som presset fra en tube

skyerne ud.

Hvert sit tomme skib

af måner og stationer.

En smule varme

fra de kæntrende flag

vi hejser.

  

:::

 

Den underste skuffe

støver skinnerne

af for sprog.

Også de sår

der åbnes indefra

kalder på bødlernes lugtesans.

Skyggerne er

sommerfuglens

flygtige glemsel.

Kroppen lyser

ud af sin grav.

 

:::

Et hjerte går bag et bjerg

som skyerne foran solen.

Blide sø langt inde

i Paradis

findes kun i virkeligheden.

De udeblevne kirsebær

kan ikke fratage os

glæden ved vrimlen af børn.

  

:::

At bære flaskecontaineren

som et nys gennem næsen.

At erindre en flammebirk

imens blishønen jogger

flere meter vandspejl

frem under sig.

At mærke lugten

af forrådnelse

snige sig op

mellem alle de brombær

jeg ikke fik spist.