:::

 

Med femtedøgns øjne

ser vi fugle gennem Genezareth vandre i vindsvæv

bag denne rude af mod tæller blodmånen sine vipper

disse tynde fisk udredte og båret

i graners lysende form

mod horisonten igen en bro

der gror af grønne

sankthansorme

der vokser vingelyde over lodne sekunder

selvfortsættelsen synsvendt;

bag den tvivlendes blik

ser Erato vores  vinterhimmel;

lyset yderst i storkens tabte kvadrat

frostnynner hvor du bløder

blod jeg finder en mening i

trækker med døden huden

af kroppene, sneen taler

fra bjørnenes øjne

sit klare dansesprog

og druknede lader I mine hænder

gribe søjlernes lysår

i en kortvarig tyngde;

i det venstre væsens øre

vakler rummet ud af universet;

hvor du står i dit solemblem

rejser den uendelige verden sig i et hvidt snit.