Din stemme er en nåde af frydefuld nåde
når dugdråber i spind og jeg
er dækket til af vores til randen fyldte kop
og rystet af hymnisk
fællesskabsfølelse læberne tipper over
af mirabelleblomstring
i kumulus akkumulering
et skår ude af kontrol
under din bagagebærers brostenshumpende jubel
dit røgsværtede chesterfieldhjerte
kan jeg ikke gradbøje puppes hår med
dine øjne giver mig vagtsomme ornamenters tekster
de der kan åbne
den sitrende spaltning
mellem hoved og have
jeg har ingen rækker af fremmanede tinsoldater til at
nedskyde dine kys
jeg siger ja til fuldmånen og fuldmånen
oplyser din græske tragedie
så du hjemvendt
må krølle alle ord sammen
i elsker.
No comments:
Post a Comment