Det var de nærmeste trapper
vores fødder kunne føle
svinde for hvert åndedrag
som solenes sol
og over mig kun sol
en søspejlet slyngning mod issen.
Hver fane bærer dun
rystet ud af vinger
som ønsket i det åbne sår
det lav der voksede mod nord
jomfrueligt og fattigt
hyler sin tavshed til månen.
Vores overbevisninger sået
af mødre i vuggegave
blev dyner af modstand
lad himmelmoderen løfte
dig stille ind
i din egen syvstjernede mor.
Der danser sølv som savl
løber alt som var
erindringen om dit selv
som fik dig til at føle dig hjemme
og varmede din sammensyede moral
som så mange før dig.
Det du anså for legetøj
var dine medmennesker op i røg
de står i din ryg mod muren
og hvirvler gennem dig nu
giver sorgen ånde
og dæmringen omfavner din usle bolig.
Alle de mange gemt i lommer
er dem hun nu giver navne
koen river sig løs fra sin slagter
og kaster sig i bølgen
og se - hvor den stiger i land
står grønne tun under rosa himmel.
No comments:
Post a Comment