Salamander 

midt i mosens dynd 

lytter solen af. 

  

 

En smule grus skred 

mod dammens åbne læber 

guldfisk og karper. 

 

Eksamenssveden 

løber mellem brysternes 

gåen helt amok. 

  

 

Øjenvipper 

hvisker 

tæt på søvn 

havet 

mellem 

hver celle. 

 

 

Urgnomens   latter er skadefro 

skubber   afgrund af voks og økse 

kløver   dit kys 

langt   ind i gardinernes skove 

hvor   den hver dag står og griner 

når   du skal op. 

 

Husgavlen er kyklophoved

 

Husgavlen er kyklophoved 

tænderne nederst 

æder mig sine plakater. 

Rugmarken står popnittet 

bag hasselhegnet. 

Knagerækker fosser 

toldmøllens takykardi.  

Cellefryd rykker 

kroppen gennem driver. 

Kyklopens hoved 

har fanget sit eget røgslør

i en rude. 

P-pladsen står og tygger 

menneskemængdens kæmpestøvbold. 

Fra tove hopper sønner 

igennem solens dug - 

nudistforstøvet. 

 

Myokarditis & pericarditis hos børn undersøgt i stor skala i forhold til covid-sprøjterne

 

En endnu ikke peer-reviewed undersøgelse, der involverer 1,7 millioner børn, viser, at myokarditis og pericarditis kun optræder hos de børn, der tidligere har modtaget Covid mRNA-vacciner. Undersøgelses rapport fra MedRxiv HER.

 

 

Du var Saturnringen om mit køn

 

Du var Saturnringen om mit køn 

uro tog sit tøj i åh så søde strimler 

da du kom til hælen af en mågepæl 

baskede en hejre op af barselssengen 

med sine vinger løftede den 

låsesmykket fri af halsen 

intet ahorntræ var nok for begge måner 

lykkerusen lo så højt af iver i et grønt asyl 

i en ode blev dit syn tentakler 

fyldt med mirabellesyrlighed 

med fin umærkelig sitren 

blev Sappho nærmest tam 

den dybe nappen fra papegøjenæb 

bød os helvedesrønnens galgebedekrans 

da kastedes en sti igennem kornet 

for lagentulipaner 

alvorsordets hugtand 

blev til kirkemosaik 

osmoseborgen satte silkeskodder 

mellem vores søskendeflammer 

kuffertsuget tog djævlen ud af sin ligning 

veer slog den løstfotograferede søn ihjel 

kunne du bare høre englenes befaling 

at vi var tin imod det stærke reb 

øksen tyndede hymnefugle 

og tog bad i lysets elektriske skov 

var vores frokost af kammerklassisk vandfald 

en flod af kys foden trak til sig 

som fanget i et kølvands hvirvler 

gled jeg - efter dig 

ind i blandt de stille eksistenser. 






 

Sprække

 

Jeg vil ikke fortælle dig hendes navn, vil ikke have, du skriver det med din håndskrift eller på tastevis; hendes navn skal være hemmeligt, men jeg kan godt fortælle dig hendes liv, hvordan hun ser ud, hvordan hun så ud og om hendes vaner. Og måske vil jeg også engang fortælle dig om vores samliv. Men jeg kan ikke fortælle dig hendes navn. Hendes navn er helligt.

Kun hendes venindes navn tør jeg røbe dig. Du kender det allerede. Du har også sådan en veninde, der giver dig horn, ikke. Du kender det ganske godt. Hvordan noget kan være ufuldbyrdet. Det kender du godt. Og så kan jeg også fortælle dig, at denne veninde, hvis navn du allerede kender, kort efter, at jeg havde været sammen med hende, fik en elsker, der, ligesom hun og jeg, interesserede sig for poesi.

De havde kendt hinanden mindre end et år, da han styrtede ned med et fly. Hun var stadig meget forelsket, og blev en tid boende i området. Hver dag skrev hun breve. Og der igennem erfarede jeg, at hendes veninde havde fået en datter med en alvorlig hjertefejl.

Det var derved, jeg så det uforløste i et nyt lys. Det lys, der falder ind gennem et hjerte, er et lys, jeg kender.

 

Ryggen kæfter åndenød

 

Ryggen kæfter åndenød 

hovedet på vej ud af ovnen 

de kendte lyspukler 

råder hvalen ved bedstemors margarinegrav 

istapper går i selvmål 

før nogen når at række ud 

tårnværelsets løv 

har solpopler og måger 

og alle flodens klirrende faner 

til at modtage tågen 

færgerne ligger i søndagskoma 

tændhættemåger 

lyser så lykkelige vingespidser 

ryster den gamle lade 

så ruderne snyder en gyde.

 

Selvbekendelse

 

Jeg er børneoplever 

jeg har oplevet fænomener skifte form 

jeg har set døre og skuffer 

åbne sig af sig selv 

jeg har set livet i det døde væv 

jeg forudaner nære og fjerne hændelser

jeg er gået ud og ind 

af min krop 

jeg hører af og til stemmer 

nogle gange i et brus af kor

jeg har set lyset skinne under sten 

jeg har fået hjælp fra lysende væsener 

jeg har set engle bøjet over min krop 

og har hørt dem tale opgivende sammen

jeg har oplevet mig som en søjle af lys

jeg har set min dobbeltgænger 

med arme så stille og mangfoldige 

min hud er tyndere end de flestes 

mit blod har altid haft 

en voldsom længsel efter stjerner. 

 

Nu er jeg midt ude i syndfloden

 

Nu er jeg midt ude i syndfloden 

og er mit eget manuskript 

jeg øser af lyset som var jeg et hækkeløb 

freden har kysset min golfstrøms verden 

befal blot poserne at synge for Styx 

her er jeg svejset til bundproppens hvirvel 

med føddernes pyt og gællernes gæld 

befalinger ligger i sindet indfoldet hjemve 

rødt er det græs kølen berører 

snart indånder jeg vandmassers em 

når båden vipper ud over klodens kant. 

 

Nogle gange er jeg lige ved

 

Nogle gange er jeg lige ved 

at være genial 

så ved jeg ikke 

om jeg er nattergal eller hval 

lyset falder på sådan en måde 

er jeg døv eller hører jeg dem virkeligt synge 

i junglen og ind i min søvn bliver jeg stum

hvor dine sjælelys kysser og brænder 

løftet sådan op til din nåde 

vil jeg aldrig glemme

ud over alle rammer 

der står jeg i et eneste rum 

og er univers omfavnet af univers 

igennem mig lyder en stemme 

du har været her før 

som et barn på min arm 

du er ikke alene

du er ørnen der letter 

fra Verdenstræets ni grene. 

 

Galgetræet har tabt sin krone

 

Galgetræet har tabt sin krone 

og krymper ind i næste himmel 

lyset frigør følgets gæller 

løkken sanser ilten som et gisp 

Golgata drypper klodens jeg 

brusebadet er et næsehorn af nys 

sygdomssøvnen ligger i ske med Logos 

syndefaldet vugger hvert et kys 

i sit svanesavn. 

 

De udvendige vejrmøller

 

De udvendige vejrmøller 

bevæger tusinde pligtopfyldende mavesår 

du husker faner 

udstrakte som gulve 

de knælende overgiver sig til. 

Der er kager parate 

til at vippe døgnet overbord 

du dasker til din ungdoms materpæl

det gemte plyssede lys i dine lokker 

får askene til at svimle knoglerne flammer. 

Du ser ud over kålmarker 

den søde regnføde 

bevæger spurvene i små glædeshop 

følger ålenes slimede spor 

gennem græsset. 

 

Vi bunder det rå fosfor

 

Vi bunder det rå fosfor 

i skæbnens stakitbundne poser 

vi får næppe vores kroppe igen 

med merværdiens søsterbarn 

alt hvad vi peger på 

af fuglenes flugt 

har natten som løfte 

rudernes hjælp fra tårnværelsets lys 

er den biosfære 

bevægelsen måler op i tæppe 

de sprittede tavler 

du næsegrus hilser som påfuglefjer 

lyser ud på havens redekasser 

besat af dit håb. 

 

De gule sedler forsvinder

 

De gule sedler forsvinder 

til fordel for gyvlernes glorier 

lyngkroppens duft af eksil 

er i virkeligheden din tilbagevenden 

til din venstre hjernehalvdel 

så langt fra hinanden 

står de enkelte bogstaver 

at de med ét 

bliver genboer til døden. 

 

Et digt er en åreladning

 

Et digt er en åreladning 

af blodets billeder 

et hvæs fra en ægte Treblinka skorsten 

et tæppe af isblomsters og spiseskeers 

hæsblæsende æg over blikstille vand 

lyset der øges 

i en rigning for de uddøde sneppefængere 

en våge for sjæl og besjælede 

de tydelige halses tilsølede klokke 

disen givet lyset af søkvinder 

steget op af Geneves vådeste hul 

som sædceller der deler sig i mørket 

for at finde en vej 

for hver sin skabning. 

 

Danrea

I miniputriget Danrea er alle A'er placeret ved hver eneste skole og så følger plakaterne ellers alle veje der fra ud gennem alfabetet. Sådan vil alfabetet ætse sig fast hos hver lille Mette og hver skravlede Magnus, når de for fremtiden skal GÅ - HELE VEJEN til skole BAGLÆNS GENNEM ALFABETET, til de når til det forjættende A : Øjet der stirrer NED på dem og dybere ind i jorden.

  

Den rå urneføde smager sin spiral

 

Den rå urneføde smager sin spiral 

med hovedet åbnet som et isflagehav 

pølserne kender ikke sine levende råd 

sovsen farer ind for at snave skovens løv 

kunne lyset bare soppe så længe 

natfaklen i sin forkølede præstekjole 

hamrer på olietastaturet 

farindækkede pyromaner 

lyser med snogefryd 

ud over de hjemsøgte tropper 

fra hvert sit vandhul 

stiger de fredede 

for at mødes under samme groftmønstrede hjul  

et efter noder løftet rekviem 

skygger sproget for utroskab. 

 

Kalman Stefánsson & Árnardalsætt

 

Den islandske befolkning rummer et fåtal af klodens befolkning; så fåtallige er de, at bare én hovedgren af mit stamtræ udgør omkring en procentdel af den samlede nuværende population. Måske dét er årsagen til, at jeg, når jeg læser islandske forfattere, let kommer til en oplevelse af at åbne min slægts bog. Sådan er det fx meget udpræget og især med forfatteren Jón Kalman Stefánsson og hans romantriologi: HIMMERIGE OG HELVEDE, ENGLENES SORG og MENNESKETS HJERTE. Ikke bare udspiller fortællingen sig på den egn hvor fra min slægt stammer, men selve tidsrammen og en lang række personnavne og handlinger stemmer overens med personer som var og handlinger som foregik - omkring min oldefar Hannibal. Enkelte navne er lavet en anelse om, og nogle forløb er lidt anderledes. Min oldefar blev gift meget ung med sin udkårne Gudrun, som var syv år ældre end han. Faktisk måtte han løse kongebrev for at blive gift. I Jón Kalmans fortælling bliver den person, hvor om det hele kredser, konsekvent benævnt 'drengen'; drengen er forelsket i en pige, der hedder Gudrun, men i Kalmans version får drengen blot ikke sin udkårne. Min oldefar havde en meget nær ven som hed Boas, denne ven døde på tragisk vis fra ham. I Kalmans fortælling synes der at foregå noget lignende, idet vennen dog her hedder Bardur. Sådan er der flere hændelser, som forekommer lidt for hyppige til blot at kunne betragtes som absolut tilfældige. Kalman skriver på en på en gang meget poetisk rørende og detaljeret måde, og jeg kan varmt anbefale at læse hans bøger. 

 

De savnedes hjerter

De savnedes hjerter står lige på den 

anden siden af muren 

som en tynd eurytmidragt af vanvid 

de står lige på den anden side - 

og er den modsatte bred 

gådefulde står de 

og hamrer med dun

og strækker på tæer for at snuse

til muleposers gravøl

bevæger sig ganske sagte 

bare for at drømme en slurk

deres flammenæser er en gave

lyset giver sig selv. 

 

Kyklopen lister pælenes blusel

Kyklopen lister pælenes blusel 

gællerne lammer de travle får 

fødderne slutter med at male dalenes  undren 

et gyldent følge flipper løftet ud som tæppe 

og vi er båndoptagerens spoler 

rullet ind i lårtyk tobak  

det snedige kød sønderriver pinsler 

ånde-zonen sponsorerer 

rådhussælernes spin 

skibskøle flænger hulmurens fald 

våbenloven kysser de fem 

alt hvad vi kender grillet på spyd 

silende sedler der holder 

høloftets suverænt sorte krop 

for et vers.

  

Plukker min stemme op gennem halsens løv

 

Plukker min stemme op gennem halsens løv 

i frøposer puster jeg ganens hældning 

den rå feber er ganske tålmodig 

noget føler kølede svaner 

genfortalt i gøgeurt efter gøgeurt 

glorier maler gyvlernes gnistpulver 

ømtålelige snipper guffer lånehajer 

sniffer chifre af månehost 

dulmer pistolfødsler 

i plysstoles kuvøsestolte 

guillotine-gotiske 

ordslot. 

 

 

Når jeg kører gennem bladene

 

Når jeg kører gennem bladene 

hvirvles de op og falder 

mod asfalten med fjerlette falser. 

Sådan standses tiden i en tunnel af syn 

alt hvad jeg forlader 

står mejslet i hjertet. 

Hvert kys peger mod solen for solen skifter køn 

og det er rigtig nok at lys 

slikker tårnværelser med sin tunge. 

God til at kysse 

gane efter gane eftersøger sin perle 

lyset har så hæse læber 

noget føler gnækkende ilten presse sig på. 

Syvarmet smelter sål under sål 

gæstegæller bøjer lysstofrør 

til lemmerne slipper 

svaner i knæk. 

 

Badstuen synes ikke om uhyggen

 

Badstuen synes ikke om uhyggen 

gammel udløbsdato afklæder sig sine klove 

elskovsjubel bevæger de afkølede løg 

ved sol hvor end gammel 

slår kalvemuler gnister 

de dømte er regnens føde 

sørøvere lyset tisser på 

i rykvise bevægelser ned ad 

med fede mølvingers sølvstriber 

døgnfølte plakater 

ånder gyvler forfra 

i hugormemønstre 

for de undslupne 

søndagsskorpioner. 

  

:::

 

 

 

 

 

 

Hvor svært er det at løsne disse muskler

 

 

 

en glæde inde fra, der siger, at du skal befri solen for vigepligt

 

 

 

siger, du skulle kunne låne maven dine fødder

 

 

 

de vil uafbrudt og i høj grad forme

 

 

 

det liv du gerne vil leve

 

 

 

 

 

 

 

slim som i rigt mål fortæller hvem af os der bærer

 

 

 

fortællingen om dørenes knirken

 

 

 

hvem der gav siden sit sidste dyk og sagde

 

 

 

du vil løfte din klædning over mange vers

 

 

 

og gennem alle slør stadig se disse øjne

 

 

 

 

 

 

 

sådan som slimsamleren siger, hvem skulle

 

 

 

løsne sine kys som enorme indsigter

 

 

 

hvem prøvede i mørket

 

 

 

halvt at stille sig højt som lys

 

 

 

 

 

 

 

kun armene fortæller, hvem der får,

 

 

 

siger søster sø

 

 

 

siger ethvert svømmetag

 

 

 

den som rører svævende i dyk, må mærke sit dyk blive muslingens boblende lyd

 

 

 

der hvor pillens kærv er folden

 

 

 

mellem to kontinenter

 

 

 

 

 

 

 

nærmere, siger ørets dæmringsnat

 

 

 

dyk svævende, siger svævet og vævet siger

 

 

 

tider vil give dig fødder af larvens fremdrift

 

 

 

hvor dine omgivelser siger, kyniske knæ og albuer

 

 

 

saves af og pulveriseres til grus

 

 

 

 

 

 

 

hvor det bliver sagt, ømfodet kommer du

 

 

 

kun nøjsom og søskendekrum som bladenes raslen

 

 

 

kun i dit fald gennem smalle passager

 

 

 

kun dystopisk døv som altet kan du mave dig op klingende som en karryret før

 

 

 

servering

 

 

 

kun yderst i din ramme har elmenes grene fat i dit svæv

 

 

 

hvem bøjer hviskende din ramme mørkere end med hvilken dysfunktionel

 

 

 

erindring du kan sanse

 

 

 

er det den dulmende stening af hverdag i slagenes skive

 

 

 

der ønsker du føler løvet vrimle i hvirvler

 

 

 

 

 

 

 

så væk mig du som kommer og går

 

 

 

og aldrig bliver her længe nok

 

 

 

råb til dæmringen bøjer sig væk som fødder i køjen

 

 

 

kun til det du siger, vil jeg sværge, hvor meget jeg forsøger

 

 

 

at tro på den som vil lande enhver begyndelse

 

 

 

 

 

 

 

sådan er tiderne som snefnug der daler i snefnugs svimlende dyb

 

 

 

urtid sparker som et fumlefingret monster

 

 

 

hver gang du nynner bare en lille strofe

 

 

 

af det der får søvn til at danse som bølger på vandet

 

 

 

 

 

 

 

vær som lav der fører sit snirklede simreguld frem af længslernes tåge

 

 

 

du som ønsker at komme i svæv, vil snuse syv puf fra en snude af lyn

 

 

 

du som har ønsker

 

 

 

dine omgivelser vil omfavne tilfældets lagune

 

 

 

når du benævner den løsslupne søm i din sjæleforfatnings trøje

 

 

 

sørg for at omgivelserne passer

 

 

 

til din indre vulkan og gang på alle fire

 

 

 

når du krammer døden som en pude du holder som et trygt kæledyr ind til din

 

 

 

krop

 

 

 

eller når du kan høre hvem af os

 

 

 

bagbundne tigger

 

 

 

vandfaldet om at åbne sit gab

 

 

 

 

 

 

 

hvem lever så nøjsomt som munkene siger

 

 

 

sådan en cyklus

 

 

 

der som solstråler finder vej i en slanges lodrette hamskifte

 

 

 

hvem har nogensinde ønsket sig

 

 

 

i sansernes sanselige og sansede

 

 

 

betroelse, du aldrig må fortryde

 

 

 

et skrig hengivet til alle dråbers fald

 

 

 

mod en skål af omvendte paraplyer og brosten, vi går på med din dybe stemmes

 

 

 

søskendegral

 

 

 

giv os aldrig sådan en knibe

 

 

 

hvor du jomfru infernalsk og tumultarisk

 

 

 

afsværger blåsyren sin blomst

 

 

 

 

 

 

 

alt hvad der er at vide

 

 

 

er at ønskerne havner dybt

 

 

 

og dybere end vi nogensinde kunne forberede

 

 

 

og selv om det er omme næsten før det er begyndt

 

 

 

fortsætter øjnene deres vandring som tvilling orkaner

 

 

 

det er ikke kønnet der bestemmer

 

 

 

hvilket offer dit bæger hælder mod jorden

 

 

 

lynhavet holder din sø svævende i dig

 

 

 

dybere end kærlighed

 

 

 

bliver dybet aldrig.

 

 

 

Flod af såler vælder ud over husene

 

Flod af såler vælder ud over husene 

lyset leger gemmeleg 

mughuller holder knoglerne for at plapre 

hver glædesløse tale udtydes 

gåsehudens åndenød på sit ugæstfrie tæppe 

pønser på at vælge sluserne af svaner 

lys slår ind over hvert mughul 

glas løftes gennem skyer 

med valgsprogs flyvende galionsfigure 

for alt bevæger sig 

ud af sit kul med fumlefingre - 

noget føles som sidste måge-udkald 

i et æg på vej mod hav. 

 

De er ellers højere end uvelkomment sølv

 

De er ellers højere end uvelkomment sølv 

jeg fylder rummet mellem manglende hieroglyffer 

skubber nyfødt kuffert 

parat til at tyde hver dæmring 

kyklopsolen under dine såler 

ruller lys ruller bevægelsens lov 

med gæller vidt udspilede 

tagene skråner i deres kilometersvøb 

dalsangene eftergiver 

de prøvede skælv.