Rejser oplyst af det tomme sæde
imens planeter drejer øjeblikkets sprog
sekunder af største præcision
står stille i apatiens tavse opgivelse
glassprog skriger og splintres
umuligt at fastholde
spinkelt opløses septembers glaskolber
ser det soleklart skinne
i muskeltræt desperation
springer ud som forsinket lampe
i forbifartens dunkle genskær
svagt blomstrer hvepse i en sidste rudes gisp
husene står og synker i deres højdepunkter
springbrættets opskrift protesterer
som at slippe sin personlige søvn og dens drømme
til fordel for tusinde opgivne ruiner
disse stille sprængfarlige papirer
dryssende over talløse angstanfalds depressioner
kaos sprænger hjertefrekvenser og jeg
sidder og ryster trodsende et tæppe
af robotsnurrende støj
kun den stille velopladte sol
skal være
og intet mere.
No comments:
Post a Comment