Det har blæst med blade gennem gaderne
der har været græssende svaner
parate til at omhælde lyset
nålesfærer der faldt så dumpt
lige så parate til at føle noget
som rabarberparasolhatte
klemt inde mellem grå vægge.
Lyset gemmer gyldne floder
som nålesfæren føler helt ind i søvnen
hver enlige kop løftet
ud af verden og ind i verden
med en knugende gestus
dryp på dryp der udhuler det grusomme.
Lyset ridder ikke kun sine svaner på en søndag
men bevæger sig gennem skyggedage og dale
du kan tælle bladenes kredse
imens de hæftigt kysser din berøring.
Ud af en tonerække
rækker du sjælens ærteblomst
selv gennem følelsens tyngde
er der frø der skal såes.
Løvhvirvlernes tonevæld
slikker åkandernes fatning
og noget begynder at lyse
i sig selv.
No comments:
Post a Comment