Vi var
skovens skaberlyn
en tynd
sorgs valsetakt
en dyb
skygges hvide fod.
Vi var søvand
mellem breve
vores
scepter tog
solskins-økser
kastet gennem lys.
Verden
er
blomstrende ordbjerge
faner
svunget med stilladsets hænder.
Grene blev
ark og vink
glasruller
kronet stopfyldte blikke.
Slagene
samler
dunkende
hver skravering
bader sig i
kuglepen.
Floder
kranset paradis
bygger en
drømme-regent
mens
hestekastanjen binder hans digt.
Mærkeligt
skarpe stjernetårer
lever
oktober hundredesårssåret
brødregjorte
senge falder salte ud.
Fra brøndene
fosser
regnsorg
snejubel skadefortvivlelse
stumfilmens
juvelbesatte ø
fremslår
halve slag
bølger
støvbagbundet
solen hun
bærer
i et bæger
saft:
No comments:
Post a Comment