:::

 

 

 

 

 

 

Hvor svært er det at løsne disse muskler

 

 

 

en glæde inde fra, der siger, at du skal befri solen for vigepligt

 

 

 

siger, du skulle kunne låne maven dine fødder

 

 

 

de vil uafbrudt og i høj grad forme

 

 

 

det liv du gerne vil leve

 

 

 

 

 

 

 

slim som i rigt mål fortæller hvem af os der bærer

 

 

 

fortællingen om dørenes knirken

 

 

 

hvem der gav siden sit sidste dyk og sagde

 

 

 

du vil løfte din klædning over mange vers

 

 

 

og gennem alle slør stadig se disse øjne

 

 

 

 

 

 

 

sådan som slimsamleren siger, hvem skulle

 

 

 

løsne sine kys som enorme indsigter

 

 

 

hvem prøvede i mørket

 

 

 

halvt at stille sig højt som lys

 

 

 

 

 

 

 

kun armene fortæller, hvem der får,

 

 

 

siger søster sø

 

 

 

siger ethvert svømmetag

 

 

 

den som rører svævende i dyk, må mærke sit dyk blive muslingens boblende lyd

 

 

 

der hvor pillens kærv er folden

 

 

 

mellem to kontinenter

 

 

 

 

 

 

 

nærmere, siger ørets dæmringsnat

 

 

 

dyk svævende, siger svævet og vævet siger

 

 

 

tider vil give dig fødder af larvens fremdrift

 

 

 

hvor dine omgivelser siger, kyniske knæ og albuer

 

 

 

saves af og pulveriseres til grus

 

 

 

 

 

 

 

hvor det bliver sagt, ømfodet kommer du

 

 

 

kun nøjsom og søskendekrum som bladenes raslen

 

 

 

kun i dit fald gennem smalle passager

 

 

 

kun dystopisk døv som altet kan du mave dig op klingende som en karryret før

 

 

 

servering

 

 

 

kun yderst i din ramme har elmenes grene fat i dit svæv

 

 

 

hvem bøjer hviskende din ramme mørkere end med hvilken dysfunktionel

 

 

 

erindring du kan sanse

 

 

 

er det den dulmende stening af hverdag i slagenes skive

 

 

 

der ønsker du føler løvet vrimle i hvirvler

 

 

 

 

 

 

 

så væk mig du som kommer og går

 

 

 

og aldrig bliver her længe nok

 

 

 

råb til dæmringen bøjer sig væk som fødder i køjen

 

 

 

kun til det du siger, vil jeg sværge, hvor meget jeg forsøger

 

 

 

at tro på den som vil lande enhver begyndelse

 

 

 

 

 

 

 

sådan er tiderne som snefnug der daler i snefnugs svimlende dyb

 

 

 

urtid sparker som et fumlefingret monster

 

 

 

hver gang du nynner bare en lille strofe

 

 

 

af det der får søvn til at danse som bølger på vandet

 

 

 

 

 

 

 

vær som lav der fører sit snirklede simreguld frem af længslernes tåge

 

 

 

du som ønsker at komme i svæv, vil snuse syv puf fra en snude af lyn

 

 

 

du som har ønsker

 

 

 

dine omgivelser vil omfavne tilfældets lagune

 

 

 

når du benævner den løsslupne søm i din sjæleforfatnings trøje

 

 

 

sørg for at omgivelserne passer

 

 

 

til din indre vulkan og gang på alle fire

 

 

 

når du krammer døden som en pude du holder som et trygt kæledyr ind til din

 

 

 

krop

 

 

 

eller når du kan høre hvem af os

 

 

 

bagbundne tigger

 

 

 

vandfaldet om at åbne sit gab

 

 

 

 

 

 

 

hvem lever så nøjsomt som munkene siger

 

 

 

sådan en cyklus

 

 

 

der som solstråler finder vej i en slanges lodrette hamskifte

 

 

 

hvem har nogensinde ønsket sig

 

 

 

i sansernes sanselige og sansede

 

 

 

betroelse, du aldrig må fortryde

 

 

 

et skrig hengivet til alle dråbers fald

 

 

 

mod en skål af omvendte paraplyer og brosten, vi går på med din dybe stemmes

 

 

 

søskendegral

 

 

 

giv os aldrig sådan en knibe

 

 

 

hvor du jomfru infernalsk og tumultarisk

 

 

 

afsværger blåsyren sin blomst

 

 

 

 

 

 

 

alt hvad der er at vide

 

 

 

er at ønskerne havner dybt

 

 

 

og dybere end vi nogensinde kunne forberede

 

 

 

og selv om det er omme næsten før det er begyndt

 

 

 

fortsætter øjnene deres vandring som tvilling orkaner

 

 

 

det er ikke kønnet der bestemmer

 

 

 

hvilket offer dit bæger hælder mod jorden

 

 

 

lynhavet holder din sø svævende i dig

 

 

 

dybere end kærlighed

 

 

 

bliver dybet aldrig.