Når klipperne stiger

 

Når klipperne stiger

stiger klipperne

med vandet

og vandet stiger

op over klipperne

klipperne klipper vandet

stiger op over klipperne

klipperne stiger med vandet

og vandet stiger

op over klipperne

stiger og stiger

med klipperne

op over vandet.

Når poplerne popper

popper poplerne

op over gulvet

og gulvet er tynde

tynde skiver

omkring osten

osten ligger 

i poppelflis

hvor før

brødet lå

i den gyldenbrune

flis

med poplerne ud over gulvet.

Når kirkerne står

står kirkerne

med jorden

og jorden står

under kirkerne

kirkerne holder fast

om jorden

holder kirkerne 

fast på deres løfte

og jorden 

åbner sig

og flyder uden om kirken

og flyder og flyder

ud i fjorden.

Når poplerne svajer

svajer poplerne

med vinden

og vinden suser

gennem poplerne

poplerne proppes

med blæst

op over kirkerne

kirkerne stiger

op over 

lavastrømmen

og lader dén

være første trin.

 

:::

 

Saftsuseme rutsjende

saftsuseme rutsjende

saftsuseme rutsjende

ind i skovens grene.

 

:::

Gardinerne duvede let og fedt rålys trak dagene efter sig trak egeløvet ind mod gavlene og noget sad fast som et kys af lys, noget fængede sne, sne indrammede dagene og fik fuglenes massegrave til at glædes, det var de døves dånen. At fuglene faldt til jorden bag kirken og fik sneen over sig som dyne i trefjerdedels takt var vindharpens gave, da jeg vågnede uden angst. 

 

:::

Hvor er en næse tættere på det gudefødte

end der hvor næsen rammer sin ravnehimmel

og måger sejler kyster 

og noget af din fletning er sol. 

Jeg maler gaver af den bevægelse 

lyset er næsten en knytnæve, 

næsten et medhør af gyvel og

slange.

Der er en lige linie fra den sorte hånd 

til det hemmelige håndtryk.

Illusionen  læser din næse og falder ud af kloden. 

Vandpytter trækker røntgenstråler 

fanget af æblerne trækker

Davidsstjerner og gyvler 

trækker egeløv og nålepuder mod

endestationen.

Alt ligger parat som en hammer der rammer

parat og lige så fiffig og suveræn

som læber mod din hud. 

Sådan trækker jeg hvæsende måger 

som mørklægningsgardiner over søen. 

For sådan at føle noget 

hopper det lige så fiffig og vælter og

hvor er denne bevægelses 

flimren i stemmens egeløv?

Jeg fortæller, hvor tyvene 

er floder du genkender i en vandpyt.

Overflodsgaver kan fylde og sådan står vi våde 

og ryster os i raslende blade.

 

 

:::

Jeg skriver og sætningerne glider som sædvanligt

og tålmodigt giver poserne fremdrift

som et rent hvidt lagen pudrer søvnen sine svaner

bevæger den tålmodige pukkelryg sig mod afgrund.

Jeg vågner og ligger og ser 

  sneen vælte ned i små flags vals

sæden er blevet rytterløs 

   og glødende tygger jeg hver glose.

To digte kan ligesom søskende godt 

deles om det samme billede

ligesom to billeder kan deles om det samme digt.

Giv mig hofsnogen 

   og snevejr forsølvet så det synger.

Jeg vågner og ligger og ser 

     døgnet blive til vanvittig dans

hele nåleskoven bevæger sig 

  som en undsluppen fange

og fangedragten giver skyggerne stemme.

Jeg skriver og giftes sidelæns med søvn.

 

:::

 

Der er altså forskel på blod og så rødbedesaft. Det behøver man ikke at tage til Antarktisk for at se. 

Det så jeg vel afprøvet da skeen fangede dit tillykke i kagen. Der var tyve lys, som sov så godt i deres flamme. De gamle dage og det pustefærdige fejrede sin verden. Din fod var noget bevægelsen brugte syvtabellen til. Imens kaldte det så tydelige medhør mælken de lod vågne op som svanefloder af vaser bevæget ind i skyggernes tynde rørelser som bisonoksers ånde. At stjæle lyset fra slyngelstuens yngel var den gode sport. Med hætten fuld af gaver fløj måger ud og så dig bjæffe. Sådan kaldte en dronning sine flyttemænd i habitter ind med de sidste kister til arkivet.

 

:::

Da snehelvedet var ovre sad følelsen stadig tilbage. Solen rundede af med et røgslør. Du kunne die en hvilken som helst nåleskov. Sådan som lyset gør. Fanerne var snoet rundt om det uudslukkelige. Hvert tegn var givet af vaser farvet i jordens dyb.

Kunne det have været samme hvælving, vi blev begavede med; noget der skødesløs bevægede sig inde mellem de rette stammer. Det var din tur til at give teskeen et tydeligt strint af tidens ende til selv samme toner.

 

:::

Jeg møder dig igen på den anden side af et brombær. Du står ved siden af mig foran hængende ranker. Og løv solen ruller fri af et momentant snehelvede et snehelvede er løv solen pludselig fænger medfølende falder gennem gammel måneds mågelatter. Jeg sidder åndeløs og gylden mellem familielukkede døre.

Efterfølgende syntes noget at hoppe over i en anden historie, som er den samme under flimrende egeløv. Og der er du igen og alting er åbent og munden fyldes med saft.

 

:::

 

Og det raslede som om noget var holdt op med at drømme. Jeg gik sådan og ønskede mig delfinsang. Det gamle filtreredes gennem flængerne og skulle hilse fra de forsvundne klæder. For helvede så pynteligt. Da du undersøgte hvordan gulvet var strammet til. Det gynækologiske gulv jeg mødte fra en vase.

 

 

:::

 

Så violer ud af øjenkrogene.

Snuder trak røntgen ud af hvert duftspor, rådyr kom dvælende under egestammer. Noget lyttede i det lys jeg tændte stemmen med. Faldende flager gav luften nålestiksskub som biblioteker fulde af æselører. Vi maste os igennem snudernes træk med røntgenkroner på vores hoveder.

 

:::

 

Vi er parate, ulige føl rekviemførte gennem skove af forvandlede kongesvaner. Tulipaner er vores væddemål.

Med en teske skriver jeg i sandet og tyder sålernes spor og trækker nutid ind med alvor og puster den ud og det rasler; hvor fra kommer disse folder stemmen pulveriseret fanger og atter tømmer ud.

 

 

:::

 

Verden rullede som en rynke over tiden og talte alle sine poser. Hun holdt verdensfællesskabet på en finger. Jeg havde mine egne knager at tælle i floden. I min klokke så jeg lys filtreret fra stemmens afgrunde og gav solen et skub kun for at fange selv samme stemme. Og midt i den tykke stemmegrød vågnede jeg og gav noget op som havde det været mit eget. Det var fra stemmegrøden; den lød som mælk, der løber ned i en bæk og jeg fik svedeture og svanefloder og gåsehud og sugedes tom for bevægelse og ånde. Verden handlede nu udelukkende om at holde på vejret i et sidste farvel med lysfanfarerne, der løb gennem den gule kirke.

 

:::

 

De blå flammer i udkanten af en udånding. 

Følte jeg sad på prøve. Snehelvedet rømmede sig.

Fanget levende for ikke at falde i kannibalernes hul. Så langsom en udånding som en brændende komet.

Egekviste indenfor rammen. Tønder fyldt med mælk; vi kedede os tålsomt og gned os ind i fedt.

Noget af tusmørkets stemme påvirkede mig og trak et kys i langdrag; det var velgørende og du sad alvorsfuld på nålepuden som kamfer.

 

:::

 

Jeg raslede ned gennem natten og gav døgnet sin vanvittige følsomhed. Det hele var pakket i nåleskov og maste sig som et i lysningen enligt løvtræ med stor afhængighed og snæver, sensibel længsel. Jeg raslede og selv et kys ville ikke kunne gætte hvor bevægelsen dvælede det stille vands gæller. Hvad jeg sortseende forsøgte at være for sortsynet, som jeg vitterligt forsøgte at være noget for og for den gnist af stemme, der holdt til i min åndenød, rynket og afskrællet sin stigende raslende løvbladskrone, var det spinkleste af alle min håb.

 

:::

 

Af alle mine mest naive drømme var du det første så røde æble jeg bed i og som du senere med en enkelt finger inviterede hele verden ind i skroget af. Gravøl gav mæle til et badekar fuld af kinesiske vagtler.

Jeg sejlede i det ud over kanten og mærkede dig som sandpapirsgummi. Din næse trompeterede en ufuldstændig men helt vindblæst egeløvskrone. Gaverne lyste. Parate til at folde gyngende gulve af efeu ud for solens skægløse åndedrag. Spurvenes rislende og pludrende døgnevighed. Åndsfællesskaber lå sådan. Og hvorfor lyset var farvet i lige den tone fik vi halvnøgne spurgt hinanden om. Der var spøgelser. De gik på tæer ned ad trappen for at se et stedbarn blive kysset af verdens største rotte.

 

:::

 

I begyndelsen giver det gryende lys vores hud, vores igangværende hud tulipaner og gyvler.

 

Det handler om at føle noget og hoppe ind i sin stemme og være det ru egeløv. Jeg ønsker at rasle og bjæffe af det, der rasler mod min hud.

 

:::

 

Kys kan udveksle fanger. Og ud af solen ruller plysstole tudsefjæs efter tudsefjæs og ud af solens plysstole stiger gamle fyrtårne op mellem mågernes klarhed. Vandpytter er tunneler og vaser. Væddemål giver stemme til gaver for hvem kan kuple barndomsmindernes grædende gryde.

 

:::

 

Du skrev, at du ville giftes med en rudekuvert. Jeg husker tydeligt dit sovende kys skubbe æselører af egeløv ud over skrænten. Kys genkendte og rålyttede, ja, rålyttede lyden af bånd, der strammes til. Da jeg vågnede, var jeg helt gennemblødt og en teskefuld tynd ånde steg fra vibrerende læber. De stramme bånd var alt, der gav lige så god mening som intet. Kys genkendte fuldmånens kirsebærallé og poserne med uhøfligt dryssede kronblade fra solens korridor. Et ekko mangedobledes i rullende hoveder ud over skrænten som kysset igen og igen.

:::

 

Ryggen er det gulv, hvor på du lå og sov og fra en mælkekarton hviskede det sødt. Åbn dig for der siver mælk fra din mund og ned mellem dine bryster og blå vener står tydeligt frem. Lyset kom listende med sine drukne dage. Jeg strakte hals uden at trække vejret. En væltet flaske trådte i karakter med mirabelletræets sødmefulde røg. Skyggerne ævlede løs og mælken dryppede, striber af mælk dryppede, mælk dryppede og snart ville fuglene også få mig til at huske og til at glemme, hvordan du med stort begær tømte det sidste ned i dit svælg og lod sirlige striber forgrene sig ned over din krop.

 

Ruts Radius

Han boede i byen Sjæl, som ligger i landet Pause. Han boede i Sjæl på vejen Genkend.

Han holdt af at være i Pause. Han holdt af at vende tilbage til Pause. Det tog ham tolv år, før han for første gang tog fra Pause til Pi for at studere Pi-mål. 

Pi var meget større end Pause og Pi-mål var et meget mere udbredt sprog, talt af mange flere mennesker, end der var i Pause, hvor folk hovedsageligt talte paulingi.

Hans barndomskæreste havde også talt paulingi. Men hun var flyttet til Radius - langt borte fra både Pause og Pi. Hun havde sikkert forlængst glemt at tale paulingi, glemt alt om ham og Sjæl og Pause. 

Hun var ikke flyttet direkte fra Pause til Radius. Hun var først flyttet til Tænkepause og nogle år senere var hun rejst til Radius. Men først til Diameter, for det var mindre problematisk at komme ind i Radius via Diameter - end at komme direkte fra Tænkepause.

Når han opholdt sig i Pause, tænkte han tit på Rut i Radius. Hun havde skrevet til ham, at hun havde mødt en mand, som kom fra Cirkel. Det hellige land Cirkel. Et land han aldrig havde været i. Han savnede sin barndomskæreste, som nu var omsluttet af manden fra Cirkel.

Han tænkte på, om han skulle søge tilbage til Pi og forsvinde ind i den uendelige folkemængde. Finde sig en pige i Pi og glemme alt om Rut i Radius. Alle havde sin lykke og ulykke at forfølge. Det var skæbnens ironi spændt ud mellem Radius og Pi.