:::

 

Verden rullede som en rynke over tiden og talte alle sine poser. Hun holdt verdensfællesskabet på en finger. Jeg havde mine egne knager at tælle i floden. I min klokke så jeg lys filtreret fra stemmens afgrunde og gav solen et skub kun for at fange selv samme stemme. Og midt i den tykke stemmegrød vågnede jeg og gav noget op som havde det været mit eget. Det var fra stemmegrøden; den lød som mælk, der løber ned i en bæk og jeg fik svedeture og svanefloder og gåsehud og sugedes tom for bevægelse og ånde. Verden handlede nu udelukkende om at holde på vejret i et sidste farvel med lysfanfarerne, der løb gennem den gule kirke.