Af alle mine
mest naive drømme var du det første så røde æble jeg bed i og som du senere med
en enkelt finger inviterede hele verden ind i skroget af. Gravøl gav mæle til
et badekar fuld af kinesiske vagtler.
Jeg sejlede
i det ud over kanten og mærkede dig som sandpapirsgummi. Din næse trompeterede
en ufuldstændig men helt vindblæst egeløvskrone. Gaverne lyste. Parate til at
folde gyngende gulve af efeu ud for solens skægløse åndedrag. Spurvenes
rislende og pludrende døgnevighed. Åndsfællesskaber lå sådan. Og hvorfor lyset
var farvet i lige den tone fik vi halvnøgne spurgt hinanden om. Der var
spøgelser. De gik på tæer ned ad trappen for at se et stedbarn blive kysset af
verdens største rotte.
No comments:
Post a Comment