:::

Hvor er en næse tættere på det gudefødte

end der hvor næsen rammer sin ravnehimmel

og måger sejler kyster 

og noget af din fletning er sol. 

Jeg maler gaver af den bevægelse 

lyset er næsten en knytnæve, 

næsten et medhør af gyvel og

slange.

Der er en lige linie fra den sorte hånd 

til det hemmelige håndtryk.

Illusionen  læser din næse og falder ud af kloden. 

Vandpytter trækker røntgenstråler 

fanget af æblerne trækker

Davidsstjerner og gyvler 

trækker egeløv og nålepuder mod

endestationen.

Alt ligger parat som en hammer der rammer

parat og lige så fiffig og suveræn

som læber mod din hud. 

Sådan trækker jeg hvæsende måger 

som mørklægningsgardiner over søen. 

For sådan at føle noget 

hopper det lige så fiffig og vælter og

hvor er denne bevægelses 

flimren i stemmens egeløv?

Jeg fortæller, hvor tyvene 

er floder du genkender i en vandpyt.

Overflodsgaver kan fylde og sådan står vi våde 

og ryster os i raslende blade.