Borer sig ind i sen søjle
før alt er forsvundet
blød som vigtig celle
vipper lyde langs rælling
specialven våd som en pindsvinesnude
labber huse i sig
sniffer landkort
søber rækker af toldfri samba
forlis dysset til drøvtyg
virkeligheden fosser
fra dampende kedel
lun sæk åkandestængler
tygger din sål
helt ned i foden vokser
benet dug
fra rugmarker letter
rystede fugle
dækpletter stemmer
gule floder
af natriumklorid
i tålmodige genskær
tælles sønner savtakket
mod den hvide båd.
At føle svanelyset tæve medbør
løst af fanesål fra sol
vandklar i en given bov
snild i gul alvor fæstnet.
Sådan som din nat er omme
da du tar din egen pose
og måles op i æsler
så elgehæder foldes ud.
I posevinger nu parat
åndehoveders strøm af nåleøjer
som nipper fra din afgrund
i et medpuf skabt til noget.
Professor du er møl som dykker
drukne kø hvor du elskes
for at hive efter vejret
følelsen ser væsener opstå af noget.
Du tror at tilværelsen er et gribebrædt
du prøver at antænde englen i sit skift
du gaber over højt belagt fodmassage
du beder om lysets krumning
kan du bede koret bag din afsked
fortsætte lidt endnu
succesens jern sejrer over den signede slåbrok
messernes vellyd løber gennem rækker
af genkaldte kald
du tror at tilværelsen er et gribebrædt
at lydene tørrer hver tunnel du ser
chifrene varmer op til ulæselige varsler
bøgetræer er bunddække for alverdens tyraner
der er lyslederkabler i hver lotusrod.
Paradis hviler i hellig skov
med urtids lyde messer hvalens klokke
fødselsrelikviers liv
pagten båret i hver kuffert
læbernes møde er den nye cikorienat
edderfugledun for tynde lommer
paradis hviler i hellig skov
svanevægen oplyser rønnebærpytter
den enestes sål gyder fred mellem tænder
kufferter ofrer orkesterets bikubeserenade
fe-kabinen kysser korridore
en by af helbredende urter
sier vellyst i pladernes riller
naturens barn sover under tvillinge-L
biavleren skraber med sin spartel
honningtaget af Hollywood.
Tyve måder at gø på gælder de bjæf, som køteren, der har hjemme i gustent goplelys, giver af sig. Lyset fra gopler er nemlig kåber af gækkebrevelys.
Fuglenes sol falder gennem gammel frønnet følelse. Mågerne fx er næppe så målløse og sølverne i mælet. Solen snyder nemlig de sølverne ganer - vægge gøres til fupfølelse som ind i helvede.
Lyset, som difunderer gennem løgnens snude, er stadig lys, om du vil det eller ej.
Det går sådan med floden, at den mest af alt er floder, der bærer et mægtigt lys gennem søvnens næse. Jeg er næsens skygge, når den bevæger min stemme og bliver det hidtil usete væsen, der altid har været sit overjordiske lys. Alt det overjordiske har jeg næppe mere næse for end nogen svane.
I en rynke består månens skær sin eksamen. Det berømte lys bevæger sig i røntgenstråler gennem den sorte hud. Se bevægelsen vælder sine fugle i plukkede vinger. Svanenæb skyfødte. Vores åndedrag bevæger mørkets berømmelse.
Lea fanger farverne, der hænger i bevægelsens negativ og må stå med halsen strakt fra krumning ned i dynd. Svaner visker rynkerne ud af din hud. Så flittigt bevæger berømmelsen sit røntgensyn, at den ikke længere behøver døre at gå igennem.
Stops the hole
and says
Do you hear
what history tells us?
We've all
had a puff
a huge puff
which made
us listen.
Easy steps
on the path
the ear
listens to itself
and jumps
down the hole of the cave to you.
The ear
cannot say anything by itself
the carp of
our sadness
sinking
through the mountain of the mind
the ear
tunes in
on our
gathered storm
child of
murmur
the seat of
light is at your door.
The path of
the holiday storm
so far too
close
the ears
are the feet of the head
in the world
of sounds.
The ear
cannot say anything by itself
the carp of
our sadness
sinking
through the mountain of the mind
the ear
tunes in
on our
gathered storm
child of
murmur
the seat of
light is at your door.
The path of
the holiday storm
so far too
close
the ears
are the feet of the head
in the
world of sounds.
Jeg ville helst heller ikke se Woody Allen film, også selvom
jeg ikke havde vidst noget om hans person.
Men jeg kan med fryd læse et digt af Ezra Pound, selvom jeg
ved, at han var svoren fascist.
Jeg har altså ingen model for, hvordan man læser slette
menneskers/mennesker med for mig uacceptable holdninger 's værk. Hvis værket er
godt og jeg synes om det, så fokuserer jeg på dét og ikke på personen, der
'tilfældigvis' har fået lov at skabe det.
Jeg har med stor interesse læst Goebbels dagbøger - ikke
fordi, der er tale om stor kunst, men fordi det er interessant at få indblik i,
hvordan hans tankeverden udvikler sig fra idealiseret begejstring for idealer
og myter til en fordrejning af idealisering hen mod mere og mere hadefuld og
antipatisk tilgang til dem, der før antændte de store idealer og
myte-interesse.
Lige sådan har jeg læst morderen Ole Kollerøds dagbog alene
af den grund, at Vagn Predbjørn Jensen bruger ham som romanperson i en roman
med dobbeltsporet portrættering af netop Ole Kollerød versus digteren Carsten
Hauch.
Kærlighed forudsætter interesse og uden interesse for H E L E V E R D E N og alle slags mennesketyper bliver kærligheden ikke komplet. Der med ikke sagt, at der ikke er emner og forhold, der er så grusomme og onde, at jeg med min begrænsede kærlighed til verden IKKE orker at bære med på disse, fordi jeg endnu ikke kan rumme det eller ikke kan finde nogen begrundelse for at beskæftige mig med det.
Du går ind i et univers og er det et litterært univers, skal du sørge for at møblere det med et interiøre, der hører et litterært univers til. Udskifter du fx møblerne, må du stadig være opmærksom på de nye møblers indbyrdes forhold. Du kan stakke dem sammen i et dødninge bjerg midt i rummet i forsøget på at sprænge den litterære ramme. Du kan sætte ild til bjerget til tonerne af Grateful Dead. Det vil stadig være rytmen og klangen, der får det hele til at hænge sammen som en reference til en oprindelses poesi. Hvor langt dette kan strækkes, før teksten kollapser - er et spørgsmål, hver enkelt individualitet i virkeligheden hele tiden stiller sig selv, som et univers at gå ind i - eller ud af.
Jeg kan ikke standse tiden
som tiden kan standse mig
nu kommer den og nu
hele tiden er vi elskende
i et rum af tid.
Kroppen er den ældste af os
den slipper stederne
langsomt som en flygtningestrøm
ind i min drøm.
Sådan hviler jeg i trøsten
- det er længe siden
fire engle rystede opgivende
og lod mig vågne
til en march
ind i helvede.
Men selv her ved jeg
at de ville mig det godt
og stadig våger
som var jeg for længst
kravlet ned fra mit kors.
Seks måneder i jomfruhulen -
gå lodret op ad klippevæggen
efter årets første terneæg
fortæl ingen at de har fældet
vores træ
og bygget en hvid kano
til at føre vores fælles drøm bort
på nattens mange bølger
- sneblind som et nyfødt barn.
Løber hul i ålegræs hvor svanehals som en ru pølse
ryger mere end en bande statsløse i Malmø
teenage-nabo hænger sincler ud med nødder på nettet
festen er høj hvis nogen er honky
de hysteriske hviner til hymne-frankering
Lea har fået en dosis for meget
nu ligger hun med lufferne i dommerens celle
købt subkultur så tam som en radioaktiv harmonikabus
naturen er nærmeste konge
kun ½ meter fra køkkenvinduet
pikker fjerbold lus af hvert blad.
Giver kys, der lever af sæden, der navngiver.
Lad dem blot optage så vildt meget,
de overhovedet kan
af alle syv verdener.
For du er nød til at give dem noget mere.
Røntgensynet er havets hyacinter. Tyttebærægget er vel skubbet, før jeg vil skifte, er vel algernes gustne kys på den modsatte kyst. Goplerne opfører rynkernes alvor i svanernes tyste ballet, hvor kys er det lys, der gælder. Neglenes mange valg over bimmelhuen vil jeg tømme for gift. Algernes gustne kys og goplernes lys, goplernes tyste månedryppede skær. Lyset kysser de, der har hjemme i kys.
Lukker min barndoms valgmuligheder
bliver symmetrisk som nybagt brød
mumler min afsked
forlader til min fortrydelse
næste station
efterlader min berøring på perron
lader mig sennepsgul være nabo til fald
luften gennem det åbentstående vindue
spytter dagens overvindelse
fylder igen frisuren med tomhed
vel ikke sådan atter alene
tilsyneladende ringer følelser mig op til samtale
basilikumminutters skyld
skal uvilkårligt gribe
selv om jeg ikke kan nå
kærligheds usammenhængende glimt
har lyst
vil smuk alder
lytter til yndlings sales musik
paraply i morgenens tulipanbælte
føler intenst T-shirts snuptag
følger min sommers chokolade ind i ind
forlader min barndoms fakler
lukker min barndoms valgmuligheder.
Væbnet før den hurtige tyv ruller kugle-øjet
hullet bapper en rende langs banden
lirker rent suk nærmeste skud nær her, der
fyr lemmerne parate amok
rødt flag toner mørket
faldbolden hæfter kattelem
bremseklodsen vil, forsigtige tå, du ligger
dybt sådan hovedet smager ømt din maske
løb venner om halsen - er det dig
digtet er en blindefodbold
der vokser når den nærmer sig randen
rul hel - reserven lytter
før fine tynde kirker knirker med klokker
tæl for toppen føddernes ping-pong
ro lægger sig i skud
bagfra falder selv stænglernes løn
lyn ommøblerer hjørnet
holder næste evne hen som en særlig messe
løber hanegal efter ternet lyn.
Hvis dine ord er dybere
end din forståelse af dem
er din tavshed
evighedens guldbæger.
At nænne lillas blå sne
at ombytte lysende lavine
med røde skafter,
at hæve gul sol
op af armygrøns østers bronzebøre
er murenes sag og ingen yogis nat.
Kageoksen er nætterne lysende i kokonner.
Armygrøn sutra sidder i spiralernes skur
med hætten over sin nabos serumsikrede hug.
Udgifterne til en læsesal, hvor jeg synger floderne op af morgenæg, vil kræve endnu en fed, varm kage; jeg ser ingen anden udvej end at die femfingret. Det er hot at stå med et sådant valg. Kys skriver det søde liv, for det afroamerikanske kys læser luderhullets skvulpen og det kan jeg ærmeløse fæ næppe gøre noget nærmere alvorsbjæf af. Så hvorfor bliver det skyldigt ved at glide forbi? Når vi åbner et vandingshul for denne kage, kan lys ånde forstøvede muler; alle vores dage fulde af fede, varme kager må tigge om mere lys, for mere lys giver vores skyldige dage - svaner at haste i mål med.
Kan nogen nægte et kys at blive benævnt? Døv af de stille vande fosser følelser ud, for snart derefter at dække alle lemmer. Fuglene får i den forbindelse stemme og bliver naturens egen punk. Alle må dermed føle, at fuglene peger ind og ud gennem digterens rude - snart parate til poolens punk. Udvalgte fugle stiller kys navngivet svane midt på den fredede plads. For dér gælder helt omvendt et løfte, at alle knopper består. At alle dermed må føle, at fuglenes bevægelse er kys skubbet ud gennem ganevægge som lyd, skubbet så svaneblidt som nogen kan.
Hvert kys siver sin svane lys - sådan læser verdensvasen --- alt der giver, bliver genfødt i ivrige gisp, sådan som kys navngiver lommens hengemte kys sit navn.
Mål er meget fine at have. Med mål kan du etablere vejen hen til noget. Du kan dyppe din tå i et overvældende lys og få tyve til at rane din angst - altid parat til lys, mere lys.
Humanitetens pylretime aflæser alt, hvad der følger dig, når du reducerer alt, hvad der opstår, selv det sløve forsvindingsnummer, hvor det hæslige under tårnværelset, under det parate mål, du ville ønske føg baglæns fra de overbelyste næser, netop fyger baglæns på en sådan måde.
Følger vi nemlig samtalerne med ånderne, må vi uværgeligt føle en gavespiral skovlet fra hvilket kølerum, det end måtte inddrage. Rum hvor årsagens lys som gopler stiger op blandt alt, der eksisterer.
Hvor søvnføden ligger og sover, tager fuglene lysdryp ud for at se tulipaner fænge fugle i bøn. Nok lys sørger for høstfølgets hanegal. Mirabellerne er havets kald. Vælg luen jeg følger mod skrigets skål. Vel er det dagen, der gælder - mødet der varmt føder sødmen af hver eneste grund. Begynd at die uden alder; bønnens bevægelse sædefødt - er alle næser dyppet i grøn fortid, marker af spraglede flammeløg. Væggenes våde målskiver løsner sig med flagrende vinger og vil have rosenbladene med fra de indefrosne vasers sorte gråd.
Væggenes åndedrag handler om en parathed, som jeg næppe kan se. Vægge som får stemme. Lys parat til, at jeg ånder så sødt som et nylagt æg, før jeg kan skubbe min lejlighedsvise forhorning igennem og se, jeg har ligget i et svane-æg.
Hyacinter sømmer pels om punken, til jeg gnasker månens stemme ud af togstammerne fra det forrige årtusinde. For dér på perronen står bevægelsens stemme: Det lys der gør alt for at være lys. Møgfikserede æg, der stiger fra din isse.
Bevægelsen søger i mødet og fastklemmelsen den nat, der skal løfte sit mægtige lys, som bevægelsen bemægtiger sig, fordi den skal sørge for det og sørge over det.
Det at gå og grunden til at gøre det følger og må følge af, at luften og løftet råder, sådan som asketræets økse er beskaftet af det selv.
Det senere russerhul, som alhøge vil, at jeg skubber sølet til side med, øsler sin stemme sådan her:
Måtte ønsket, som er æggets lys, komme helbredt til verden, som et æg følger sin egen lovmæssighed - uvelkomment eller ej. Et kim i sin inderste blomme er den nåde, der gælder. Hvorfor skulle det ikke øsle med den af sig selv velkomne fremkomst? (Udrugningen kan gerne følge ødemarkens storkjove med hvert styrt som sin taktstreg). Lyset, der vælder, er næste fase - efter digtets aller første varme.
