Kærlighed og interesse

 

Jeg ville helst heller ikke se Woody Allen film, også selvom jeg ikke havde vidst noget om hans person.

Men jeg kan med fryd læse et digt af Ezra Pound, selvom jeg ved, at han var svoren fascist.

Jeg har altså ingen model for, hvordan man læser slette menneskers/mennesker med for mig uacceptable holdninger 's værk. Hvis værket er godt og jeg synes om det, så fokuserer jeg på dét og ikke på personen, der 'tilfældigvis' har fået lov at skabe det.

Jeg har med stor interesse læst Goebbels dagbøger - ikke fordi, der er tale om stor kunst, men fordi det er interessant at få indblik i, hvordan hans tankeverden udvikler sig fra idealiseret begejstring for idealer og myter til en fordrejning af idealisering hen mod mere og mere hadefuld og antipatisk tilgang til dem, der før antændte de store idealer og myte-interesse.

Lige sådan har jeg læst morderen Ole Kollerøds dagbog alene af den grund, at Vagn Predbjørn Jensen bruger ham som romanperson i en roman med dobbeltsporet portrættering af netop Ole Kollerød versus digteren Carsten Hauch.

Kærlighed forudsætter interesse og uden interesse for H E L E V E R D E N og alle slags mennesketyper bliver kærligheden ikke komplet. Der med ikke sagt, at der ikke er emner og forhold, der er så grusomme og onde, at jeg med min begrænsede kærlighed til verden IKKE orker at bære med på disse, fordi jeg endnu ikke kan rumme det eller ikke kan finde nogen begrundelse for at beskæftige mig med det.