Du kalder på mig med bløde læber
du afmønstrer snesevis af de der blot nøjes
du melder den dumme klode glødende grotter
du medbringer røgsignaler syet ind i din lomme
du møder helte-sønnen
med posen fuld af punktum.
Kan det virkelig være hestens hove vi hører
dundre gennem den nye rydning
kan viben fejre støv i hvirvler
på tåspidser række natten
hypofysens trommehvirvel?
Jeg maver mig gennem samme tunnel
jeg hører dig kalde
og rækker ud.
Vi er polerne med det udspændte lærred
døden har vækket vores ømmeste halse
vi vugger solen i hove og roser
døden er noget så dygtig
til at hygge med kys fossende fra alle fans.
Rugmarkens rolige tyggegummitrampolin
kan få os til at falde
til ro i de ranke tårne.
Du kører nådens Mercedes-Benz
gennem nattens forgrenede vener.
No comments:
Post a Comment