Væggenes åndedrag handler om en parathed, som jeg næppe kan se. Vægge som får stemme. Lys parat til, at jeg ånder så sødt som et nylagt æg, før jeg kan skubbe min lejlighedsvise forhorning igennem og se, jeg har ligget i et svane-æg.
Hyacinter sømmer pels om punken, til jeg gnasker månens stemme ud af togstammerne fra det forrige årtusinde. For dér på perronen står bevægelsens stemme: Det lys der gør alt for at være lys. Møgfikserede æg, der stiger fra din isse.
No comments:
Post a Comment