Kys

Hvorfor det skjulte begynder at bortgive kage i en så øssel grad, at vores hæshed bliver tyvedoblet fuga, lever som gamle fødder i tusmørket, som ville en stribe lys dvæle ved karmen om en rude. Lys spider lys i bladenes grønkorn. Gælden fanger en isnen af kage. Da hører fugl en tegnfylde af lys. 

Et japansk jævndøgnslys er nattergales fane. 

Rønnebær vælder guldforsølvet rigdom. Skytsenglene bliver ved at ånde deres dagsløn ud i vippende vægge. Tusinde veltilrettelagte struber trompeterer lysets vældige komme. Dette er nætternes opstigende tårervægge, der som kys svinger faner over den syvende himmel. 

  

Svaner

Ølkagen ville vel helst glemme svanerne. Hosteanfaldets åkander ville vel næppe søge deres i dybet nedsunkne halse. Men vandpytterne ville på ny lytte til fuglestemmer. Lyset på ny bevæge rekviemet frem ad. Gamle sjæle ville måske virkeligt føle lys råde søernes zenhaver; ville i en snæver vending tage æblet op - parat til fugleshow, parat til russisk roulette med møllevinger; ville finde svaner i kåber af vellyst. 

  

Søvnvrimmel

Søvnvrimmelen bliver mågelys mellem måger der tæller måger mellem blink. Kommer så æslet gælder næven som gøgen pensler med graffiti. Hun væslen er ganens væg. Køleskabe parate til at måle måge over for æsel. Hvor solens plæne æder sig gennem landskabet. 

Ubekvemt vil alle æsler lade gyvlen stå. Næppe parat til mågegraffiti er plænesolen på vej til at øsle mavesafter. Ville hun væslen ånde ansigtets fane. Ville fugleverdenen lægge døvheden øde og lade en enlig måge glide over sin graffiti.

Lys vil ånde lysets gavle ud over søvnvrimmel. Vi kender den bevægelse; lyset, der flakker over skulpturtorvet, er den medskyldiges gitter. Lidelsescenteret er ganens grund til at tilvælge lys. 

  

Antipati

 

Tyve måder at gø på gælder de bjæf, som køteren, der har hjemme i gustent goplelys, giver af sig. Lyset fra gopler er nemlig kåber af gækkebrevelys. 

Fuglenes sol falder gennem gammel frønnet følelse. Mågerne fx er næppe så målløse og sølverne i mælet. Solen snyder nemlig de sølverne ganer - vægge gøres til fupfølelse som ind i helvede. 

Lyset, som difunderer gennem løgnens snude, er stadig lys, om du vil det eller ej. 

  

Passage

 

Det går sådan med floden, at den mest af alt er floder, der bærer et mægtigt lys gennem søvnens næse. Jeg er næsens skygge, når den bevæger min stemme og bliver det hidtil usete væsen, der altid har været sit overjordiske lys. Alt det overjordiske har jeg næppe mere næse for end nogen svane. 

I en rynke består månens skær sin eksamen. Det berømte lys bevæger sig i røntgenstråler gennem den sorte hud. Se bevægelsen vælder sine fugle i plukkede vinger. Svanenæb skyfødte. Vores åndedrag bevæger mørkets berømmelse. 

Lea fanger farverne, der hænger i bevægelsens negativ og må stå med halsen strakt fra krumning ned i dynd. Svaner visker rynkerne ud af din hud. Så flittigt bevæger berømmelsen sit røntgensyn, at den ikke længere behøver døre at gå igennem.

 

Univers

 

Du går ind i et univers og er det et litterært univers, skal du sørge for at møblere det med et interiøre, der hører et litterært univers til. Udskifter du fx møblerne, må du stadig være opmærksom på de nye møblers indbyrdes forhold. Du kan stakke dem sammen i et dødninge bjerg midt i rummet i forsøget på at sprænge den litterære ramme. Du kan sætte ild til bjerget til tonerne af Grateful Dead. Det vil stadig være rytmen og klangen, der får det hele til at hænge sammen som en reference til en oprindelses poesi. Hvor langt dette kan strækkes, før teksten kollapser - er et spørgsmål, hver enkelt individualitet i virkeligheden hele tiden stiller sig selv, som et univers at gå ind i - eller ud af. 

 

Ro

Røntgensynet er havets hyacinter. Tyttebærægget er vel skubbet, før jeg vil skifte, er vel algernes gustne kys på den modsatte kyst. Goplerne opfører rynkernes alvor i svanernes tyste ballet, hvor kys er det lys, der gælder. Neglenes mange valg over bimmelhuen vil jeg tømme for gift. Algernes gustne kys og goplernes lys, goplernes tyste månedryppede skær. Lyset kysser de, der har hjemme i kys.

 

Kage

Udgifterne til en læsesal, hvor jeg synger floderne op af morgenæg, vil kræve endnu en fed, varm kage; jeg ser ingen anden udvej end at die femfingret. Det er hot at stå med et sådant valg. Kys skriver det søde liv, for det afroamerikanske kys læser luderhullets skvulpen og det kan jeg ærmeløse fæ næppe gøre noget nærmere alvorsbjæf af. Så hvorfor bliver det skyldigt ved at glide forbi? Når vi åbner et vandingshul for denne kage, kan lys ånde forstøvede muler; alle vores dage fulde af fede, varme kager må tigge om mere lys, for mere lys giver vores skyldige dage - svaner at haste i mål med. 

  

Navn

Kan nogen nægte et kys at blive benævnt? Døv af de stille vande fosser følelser ud, for snart derefter at dække alle lemmer. Fuglene får i den forbindelse stemme og bliver naturens egen punk. Alle må dermed føle, at fuglene peger ind og ud gennem digterens rude - snart parate til poolens punk. Udvalgte fugle stiller kys navngivet svane midt på den fredede plads. For dér gælder helt omvendt et løfte, at alle knopper består. At alle dermed må føle, at fuglenes bevægelse er kys skubbet ud gennem ganevægge som lyd, skubbet så svaneblidt som nogen kan. 

Hvert kys siver sin svane lys - sådan læser verdensvasen --- alt der giver, bliver genfødt i ivrige gisp, sådan som kys navngiver lommens hengemte kys sit navn. 

  

Medbærer

Mål er meget fine at have. Med mål kan du etablere vejen hen til noget. Du kan dyppe din tå i et overvældende lys og få tyve til at rane din angst - altid parat til lys, mere lys. 

Humanitetens pylretime aflæser alt, hvad der følger dig, når du reducerer alt, hvad der opstår, selv det sløve forsvindingsnummer, hvor det hæslige under tårnværelset, under det parate mål, du ville ønske føg baglæns fra de overbelyste næser, netop fyger baglæns på en sådan måde. 

Følger vi nemlig samtalerne med ånderne, må vi uværgeligt føle en gavespiral skovlet fra hvilket kølerum, det end måtte inddrage. Rum hvor årsagens lys som gopler stiger op blandt alt, der eksisterer.

  

Rum

 

Hvor søvnføden ligger og sover, tager fuglene lysdryp ud for at se tulipaner fænge fugle i bøn. Nok lys sørger for høstfølgets hanegal. Mirabellerne er havets kald. Vælg luen jeg følger mod skrigets skål. Vel er det dagen, der gælder - mødet der varmt føder sødmen af hver eneste grund. Begynd at die uden alder; bønnens bevægelse sædefødt - er alle næser dyppet i grøn fortid, marker af spraglede flammeløg. Væggenes våde målskiver løsner sig med flagrende vinger og vil have rosenbladene med fra de indefrosne vasers sorte gråd. 

 

Rigdom skælver

 

Væggenes åndedrag handler om en parathed, som jeg næppe kan se. Vægge som får stemme. Lys parat til, at jeg ånder så sødt som et nylagt æg, før jeg kan skubbe min lejlighedsvise forhorning igennem og se, jeg har ligget i et svane-æg. 

Hyacinter sømmer pels om punken, til jeg gnasker månens stemme ud af togstammerne fra det forrige årtusinde. For dér på perronen står bevægelsens stemme: Det lys der gør alt for at være lys. Møgfikserede æg, der stiger fra din isse.

    

 

De Døde

Bevægelsen søger i mødet og fastklemmelsen den nat, der skal løfte sit mægtige lys, som bevægelsen bemægtiger sig, fordi den skal sørge for det og sørge over det. 

Det at gå og grunden til at gøre det følger og må følge af, at luften og løftet råder, sådan som asketræets økse er beskaftet af det selv. 

Det senere russerhul, som alhøge vil, at jeg skubber sølet til side med, øsler sin stemme sådan her: 

Måtte ønsket, som er æggets lys, komme helbredt til verden, som et æg følger sin egen lovmæssighed - uvelkomment eller ej. Et kim i sin inderste blomme er den nåde, der gælder. Hvorfor skulle det ikke øsle med den af sig selv velkomne fremkomst? (Udrugningen kan gerne følge ødemarkens storkjove med hvert styrt som sin taktstreg). Lyset, der vælder, er næste fase - efter digtets aller første varme.