Bevægelsen søger i mødet og fastklemmelsen den nat, der skal løfte sit mægtige lys, som bevægelsen bemægtiger sig, fordi den skal sørge for det og sørge over det.
Det at gå og grunden til at gøre det følger og må følge af, at luften og løftet råder, sådan som asketræets økse er beskaftet af det selv.
Det senere russerhul, som alhøge vil, at jeg skubber sølet til side med, øsler sin stemme sådan her:
Måtte ønsket, som er æggets lys, komme helbredt til verden, som et æg følger sin egen lovmæssighed - uvelkomment eller ej. Et kim i sin inderste blomme er den nåde, der gælder. Hvorfor skulle det ikke øsle med den af sig selv velkomne fremkomst? (Udrugningen kan gerne følge ødemarkens storkjove med hvert styrt som sin taktstreg). Lyset, der vælder, er næste fase - efter digtets aller første varme.
No comments:
Post a Comment