Passage

 

Det går sådan med floden, at den mest af alt er floder, der bærer et mægtigt lys gennem søvnens næse. Jeg er næsens skygge, når den bevæger min stemme og bliver det hidtil usete væsen, der altid har været sit overjordiske lys. Alt det overjordiske har jeg næppe mere næse for end nogen svane. 

I en rynke består månens skær sin eksamen. Det berømte lys bevæger sig i røntgenstråler gennem den sorte hud. Se bevægelsen vælder sine fugle i plukkede vinger. Svanenæb skyfødte. Vores åndedrag bevæger mørkets berømmelse. 

Lea fanger farverne, der hænger i bevægelsens negativ og må stå med halsen strakt fra krumning ned i dynd. Svaner visker rynkerne ud af din hud. Så flittigt bevæger berømmelsen sit røntgensyn, at den ikke længere behøver døre at gå igennem.