Kærlighed og interesse

 

Jeg ville helst heller ikke se Woody Allen film, også selvom jeg ikke havde vidst noget om hans person.

Men jeg kan med fryd læse et digt af Ezra Pound, selvom jeg ved, at han var svoren fascist.

Jeg har altså ingen model for, hvordan man læser slette menneskers/mennesker med for mig uacceptable holdninger 's værk. Hvis værket er godt og jeg synes om det, så fokuserer jeg på dét og ikke på personen, der 'tilfældigvis' har fået lov at skabe det.

Jeg har med stor interesse læst Goebbels dagbøger - ikke fordi, der er tale om stor kunst, men fordi det er interessant at få indblik i, hvordan hans tankeverden udvikler sig fra idealiseret begejstring for idealer og myter til en fordrejning af idealisering hen mod mere og mere hadefuld og antipatisk tilgang til dem, der før antændte de store idealer og myte-interesse.

Lige sådan har jeg læst morderen Ole Kollerøds dagbog alene af den grund, at Vagn Predbjørn Jensen bruger ham som romanperson i en roman med dobbeltsporet portrættering af netop Ole Kollerød versus digteren Carsten Hauch.

Kærlighed forudsætter interesse og uden interesse for H E L E V E R D E N og alle slags mennesketyper bliver kærligheden ikke komplet. Der med ikke sagt, at der ikke er emner og forhold, der er så grusomme og onde, at jeg med min begrænsede kærlighed til verden IKKE orker at bære med på disse, fordi jeg endnu ikke kan rumme det eller ikke kan finde nogen begrundelse for at beskæftige mig med det. 

 

:

Jeg har selv haft denne her problematik, hvor jeg er blevet angrebet, for det man antager, er en slags ”antroposofisk racelære”, og det har været umuligt at argumentere, da angrebet allerede er cementeret i den opfattelse, at den antroposofiske verdensanskuelse er racistisk i den nazistiske forstand. Der kan ikke argumenteres imod disse forudfattede meninger, da tale om at racer er væsensforskellige er umuliggjort af netop nazisternes fragmenterede og selektive ran på antroposoffernes meget videre perspektiv. Det er også beskæmmende i vore dage, at se spørgsmålet dukke op på denne en-øjede facon i fx Martin Henriksens mund... Mit bedste bud til den, der måtte gå med disse fordomme, er, at han bør læse samtlige af Goebbels dagbøger, og man vil da få et indblik i, hvordan noget, der ikke var ment som en mindregørelse eller udstødelse af en eneste specifik race, hvordan den gennemgribende beretning om ærkeenglenes virke - at begge disse forhold bliver selekteret, fragmenteret og forvredet ind til det absurde, således at man sluttelig kan stå med en mægtig kunsthal-udstilling, hvor der udelukkende optræder to mange kvaderatmeterstore portrætter af Adolf Hitler - det ene, hvor han netop er portrætteret som ærkeenglen Michael. Mere konkret billede på den kolossalt eksorbiante forsimpling til det absurde kan næsten ikke tænkes. Læser man Goebbels dagbøger,  vil man forstå, at antroposofferne IKKE delte nazisternes verdensopfattelse, men at det forholdt sig omvendt - nazisterne så antroposoffernes verdensanskuelse som et skatkammer, hvor de kunne gå ind og røve lige de dele, der passede ind i deres psykopati. Sådan opererer det onde - gennem forskydninger og fragmentering af helheden - sådan opererer det til hver en tid - hver eneste dag sker disse umærkelige forskydninger, der skal få os til at miste forbindelsen til helheden. Antroposofien udgør en sådan helhed, som kun kan opfattes helt stående inde i sin helhed. Ethvert fragment taget ud kan bruges til det modsatte af, hvad hensigten var fra antroposofiens grundlæggers bagvedliggende åndelige impuls. Derfor nytter det heller ikke noget at diskutere på det fragmenterede grundlags præmisser. Den der kommer med anklager på et fragmenteret grundlag, kan jeg kun opfordre til at sætte sig dybere ind i den historiske sammenhæng. Det fremgår af Goebbels dagbøger at antroposofferne og nazisterne endte som modstandere, og det for antroposofferne blev en gang på knivsæg for ikke selv at ende som de deporterede, forkert tænkende. Det vil man også kunne gøre sig begreb om, når man begynder at studere de beretninger, der er kommet og kommer fra de antroposoffer, som levede på den tid. Steiner opfordrede jo altid folk til at gå ind i sit folks skæbne; han opfordrede dem ikke til at flygte til et ellers bedre åndeligt fællesskab eller paradis i Goetheanum, nej, han opfordrede dem til at rejse tilbage og tage del i det folks skæbne, som de var udrundet af. Og således delte jo alle tyskere det vilkår, at de hele tiden måtte gå på kompromis, at de hele tiden måtte nedtone deres egen mening, fordi diktaturet i den grad var så absolut, at man ikke kunne undslå sig for at spille med – i hvert fald på overfladen. Al offentlig aktivitet har man som ikke-nazist måtte nedtone, og selvcensuren var helt konkret spørgsmålet om sagens og sin egen overlevelse.

Men der er også noget rigtigt i at stritte imod al tale om race-karakteristika efter alt det menneskeheden har døjet med under de formørkede år; der er noget sundt og rigtigt i at ville se menneskeheden som én race - ligesom man samlet ser farverne i regnbuen som én regnbue. Men at det er sundt og rigtigt er ikke ensbetydende med, at det også er hele sandheden.

:

Goebbels lange tale ved nazisternes første bogafbrænding i Berlin den tiende maj 1933 havde tydelige indslag, som er hentet fra hans tidligere mange-årige omgang med tyske antroposoffer. Det er vel dokumenteret, at han i slutningen af tyverne var endda meget optaget af den antroposofiske verdensanskuelse, og at en del mytologisk stof fiskes ud deraf til senere forvanskning. Det er interessant at læse demagogen, agitatoren og folkeforførerens dagbøger - og følge forvandlingen fra beundring over fragmenteret indoptagelse til en sluttelig fordømmelse, da det der kan bruges til at forherlige den nazistiske ideologi er hentet ud, og de tidligere beundrede 'venner' senere kan stødes tilbage, fordi de alligevel ikke på nogen måde kan tænkes hverken helhjertet eller overhovedet at slutte sig til den nazistiske bevægelse.

Ved afbrændingerne blev 25.000 bøger af 1200 forfattere brændt. Goebbels gjorde offentlig rede for de direkte årsager for flere af forfatternes vedkommende. Og efterfølgende ridsede han op hvilke fire kategorier der måtte udgives - alt andet skulle kun være at læse for flammerne.

Sundhed & Sandhed & Sundhed & Sandhed

Hvis du med fuckesundhed mener regler for, hvem man må parer sig med af eugenik grunde, så ja, så er der tale om fascisme, og selv den kan på visse isolerede tankesæt have sin berettigelse.  Men folkeforførerens egen sundhed som vegetar handlede vist mest om, at han var syg og derfor måtte ty til skånekost.

Men det er jo ikke noget hverken han eller andre fascister har/havde patent på ~ sundhedsidealer og 'en sund sjæl i en sund krop' er jo noget, der er hugget fra det antikke Grækenland, og på den måde er der vel egentlig også tale om en slags nostalgi og drømmen sig tilbage til en svunden (og tabt!) tid?

Historisk set faldt disse idealer imidlertid på et tørt sted, i et land, der i den grad havde brug for opbygning og idealer. Når man læser Goebbels dagbøger fra 20'erne og op gennem 30'erne - er det interessant at se, hvordan det starter som en glubende interesse for noget, der er tæt på antikke ur-idealer og endda spirituelle arketyper, til gradvis at bliver fordrejet og stadig mere forvansket til absurditet, ind til slutteligt at stå med idealer, der i sin praksis har drejet sig 180 grader fra sit udgangspunkt.