:::

SOM LAV HVAL MOS 

 

:::

Lav bøjer sig mod ryggen

svæver som summende glasur

under sommerfuglene.

Lav stopper urets fuglemørke

fuglenes lav ruger

og ingen antaster det.

Sneglene søger fuglenes alibi

hvor slangen krybende

barberer sig med lav.

Den følsomme vækst drikker luften

og slangen kender alle numrene.

Lav bærer urmyrens lys

hører grangiveligt slangen

lave dørenes sneglesøøjne.

Slangen rejser sig

den er gammel og kold

og syv mil lang, sådan

synger dørene.

Lavstammen er et skib der

efter en endeløs række af hvirvler

stadig står med samme ro.

  

Lavalder

 

De befaler kul at komme

og sælge sig som havnebølge

løkken hænger i en løkke

lauder lauder

lauder lauder

Råb falder som døve løver

den dybe hvile under Ingemanns grav

vi så ham jo lige før samle en buket

lauder lauder

lauder lauder

Uviljen hænger til tørre

lumre lemmer af bølgelav

lauder lauder

lauder lauder

Løjerlige raflebæger ryster kokainmyrer

ud af cellens sammenbundne lagner

lauder lauder

lauder lauder

Humleuret tøffer vores roquefort til loftet

myrene løfter vuggen

af appelsinkassetræ

lauder lauder

lauder lauder

lauder lauder

 

 

:::

 

Det ovale værelse forsvinder

Acheron har huse som vil stolpre

Heraklespuklen ind i kuglepennens stjerne-klit-parade

solgulvet edderkoppen hviler på

er det distræte centrum

du punkterer plastichavet

og mister nu

din fontænes hvilekors

huden drukner til den runger

skrænten tager tempelfloder

til den sidste slidte hval

hornsignalet staver broen over floden

spinder cyklistens glatte hår

med musebrudens nerveslæb

Acheron vrider atter sine pæle

ned i kuglepennens tomme pukkel

substansens tvedelte tunge hvisker

stjernebrocher glimtende på guldsmedens vinger

mellem siv vi vifter fri som fingrene på Styx.

 

Glasklar Skivevandkalv

 

Arkitektens dyngvåde krystaller

forsvinder som solcellelamper ved daggry

små vanddiamanter bliver ved

at sidde tunge og klare - skarpt belyste

i sprækken mellem skjold og krop

lysets skygge er solens smykkeskrin

ilden længes sådan mod sin kolde dybde

vandet siler gyldne kravlenisser himmelvendte

ligesom digtet siler ned ad digtets maskingevær

aldrig hviskede telefontrådene

højere end disse sorte blanke pytter

gaderne knirkende opad

lader vandet sile fra lysvågne blomster

det klare ord- og farveløse spektrum

hænger fingre som klaverstrenge

i tyveknægtens hånd

her skal vi under endnu engang

med dækvinger

som var vi dobbeltagenter.

 

Salamanderspringet

 

Klodens form nærmer sig havet og solen

at den med ét derved installerer

et punkt hvor fra issen bliver

et indlysende himmellegeme

ved tilfældigheders tilsyneladende spil

hales elastikker langsomt indad

vand hælder livet ud af kroppens storme

befinder sig pludselig hjemme

puffet klogere ned gennem fingrenes snudenærhed

dér aldeles planløst og vulkanisk

flammer apparater himmelhvælvet op

en mulig fremkaldelse af spaltede takter

skaber tændstiksbetjente til engangsbrug

som havner i spanden under havfruens brudeseng.

Døren kister døren

men hvem flytter vingerne af afblomstret koncentration

som en tilbagevendende undtagelse

sender rapsodiske sireners mere evige vejrtrækning

besvarelser ud mod den bugvendte horisont

glasflader sjasker pludselig tirsdagens slangekamp

op i de helt ens klippede frodige grønne trekanter

forstørres til det første åndedrag

som var tre tusinde år blot femten minutter

hvor kloden atter sidder i sin kurvestol.

 

:::

 

Frøer kan regne et barnløst skrig

skaderne skrælle dagen for blod

sommerfuglen finde

endnu en himmel

at søge tilflugt i

men hullet ind til de forsvundne fyrretræer

står stadig som en åben gåde.

 

 

 

 

:::

Værelset ler foran dommeren -

et sjal viklet om

de evigt sovende.

Vores katte er føddernes to toner -

en hal fuld af chakraguld

står flot indrammet

i zen.

Vær ikke ked af tæppet over din fødsel -

et løg forkortet til optisk bedrag.

For et kys vil han myrde

sytrådens kundalini.

Der var ikke noget tøj

før det tøj du har på nu

så hvorfor ikke danse din hjemkomst

tværs gennem kirkens dogmefilter.

Tosserne læser nervernes knallerteffekt -

tilkald blot alverdens voldsparate ledergener -

nullerne tøver ved klitten

kønnet visker langsomt som med

ørnens svingfjer

vokalernes certificerede tonichammer.

  

:::

Dulmende nåde, føl dit behag

list som myrerne på en sti op ad muren

før du barmfagert rører det uberørte

rør med lykkefryd

hver eneste liggende døve summen

klæb alle blade fra bunkerne af tavshed

til skovsynagogen nærmer sig

sin hellige korsvej

døm de døvstumme befalinger

før de kravler gennem den snævre kanal

af råt udhuggede blokke

under svellernes gungrende tag.

  

:::

Den sædvanlige kanelmur strammet til om ørerne

får kirkerne til at stå og vippe

fuphuse fulde af solbylder

sugebussen på vej op af nærmeste løjpe

tolderne spækket med motorisk uro

Lots lille skrin

med knytnævestimulansen parat

en syl kan vristes fra spionkanalen

kørestole indhyllet i sørgeslør og røg

synker gennem flere meter

højlydt askebægerkys

så tung er dagens regn

af de fregner 

du ikke sang.

  

:::

Le hvis livet er life

Lev det baglæns

hvis du vil.


  

:::

Det svæver dagene frem af dis

vandrer ad begyndelser i grønne sale

og bagefter altid bagefter er

dirigentens fløderand

den rå flisekant båret

i genkendelig biografi

som efterordets gitter forgæves ringer til.

 

Skumringen spændes over sidegaders transit

leerne føder aftentenorens klage

i træernes alarmcentral

er vi hjemme i den yderste sål

i skafotaksenes feberrest

duggens fineste noder finder

en nedgang til ødemark

garnnøgler kastet langs genvejenes overgrebslys

dryaderne sitrer elektrisk

i fatningen, din finger.

 

 

 

 

 

 

:::

 

Mine mosvaner er knoglemarvens balsam

den tynde hud af dansemyggens særk

er nålefunken, jeg har arvet

sanserne oplivet af nattens åbne porte

lyde og dufte i pulserende blandinger

læbernes buskede fjeldrypefilt

de bundkappede rullekameraer

nulstiller den slanke frisbeebane

kaprifolien fuld af slangenostalgi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

:::

 

 

Der er en ømhed

som klæber til munden

der er frønnede værelser

som løftes ud i solen

der er paraplyer vippet til både

med regndråber som gejsere nede fra 

der er urner som udråbstegn

for mulig kollision

jævndøgn slipper hovedet

og vrænger angstens mikadosmog

spanskrørene knækker sidste tones narreprins

et kronelys sænker søer

over din divaglorie

vi sætter river på bæstet

sender lokomotiver

gennem klodens flammehav.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

:::

 

 

 

Mos ser jeg bladre

ja, tømme hele skovpartier for lommernes 

             dybklare transparens

fra denne golde klippe kapsles vandet ind

genspejles de fangne skibe

strukturer, runde mønstre

planternes blinde omverden

æbleprincippet grædende for formernes last

som fiskenes fossile evolution

tårerarven under babelsøjet

vinterverdenen i en krukkes sovende æg

florablikket mod himlens Q 

gennem træerne – jordens anker

klæber et vandopløst krystalmolekyle til mig

den sidste bølge inden havet besat af arketyper

folder fuglekirken sammen i et skrig.

 

 

 

 

 

 

 

Vandringsmand

Det er skoene som drikker vandet

og bringer gaden op i hans blod

som bogstaver forfulgt af 

             ubønhørlige udråbstegn -

hovedets lange, lange æg

stiger op som ballonfyldt helium

hilser som var hovedet på vej 

             ud af sin egen hat

udstødt skriver han på en kassebon

Slavemaskinerne danser

den gamle dialekt stammer hvidt

og stinker

tidens nonsens-glasperler

triller ind i mængden

stemmerne kommer inde 

fra det mælkekasseslot her

alle griner og danser 

vasker inhumant bevidstheden

i civilisationens sorteste havn

imens molen iler forbi.

  

Brave New Denmark ~ om Danmark og danskerne:

 

HER.

 

:::

Søvnen har sin pagt med mosen

sørgedage spørger altid floden

hvor gjorde du af dit mos.

Uvaccineret syr døgnet dag og nat

sammen med soldugsarme.

Altid en halv tone højere

venter landet på døgnets færge

befrielsens latterflod

uden hensyn til nogens sorg.

Når øverste myndighed bliver fest

og vi lader komedien slå sig løs

lidt mos til at standse næseblod

højt hævet over nervøse maver.

Det sidste ryk før vadestedet

møllehjul af snorken

synker roligt ned gennem spørgsmål

og bliver perlende bobler.

Vores nøjsomme bønner

kommer lige så sagte

og vækker de døde

med døvstumme munde.

Hver gang det sikre valg

er dagens brusebad

og livet kommer

som nystrøget skjorte.

Oplever vi sværdslag

ret ned gennem isser

er det myrernes formkraft

med golgata power.

Det er i de andres ører

menneskesønnen bor

dit hjertes høflige

myreflittige bøn.

Indrammer søjler

hvor i fødder er åbne porte

navngiv dem i hvirvler

dybere og dybere.

Med dit flammesværd. 

:::

Er du efterladt som låret myggen stak

imens et sideskær tændtes i dig

hvordan du genkendte smerten

den lykkelige bittersøde vise

efterladt og boret ind i dit kød

du er ingen dukke

der sidder med sine øjnes vipper

ønsk dig ind under de lange skygger

der rørte deres eget omrids

imens du trådte ud

og hørte hvor fint

løvet raslede og havde navne

som nattergale takkede

med et sidste langtrukkent kald

fra skumringsblå struber.

 

 

:::

Endnu et epigram har skrællet sine hænder

dryssende som tørret te

selv biler er bønner for Jesus

alle de dræbte fra Quebec til Tyrol

sidder i New Yorker hullet og onanerer

fordi alle ører er volumenknapper.

Og i lynet læstes dyrenes neonblå omkreds

hele flokkens nye lykke

kunne ikke aflæse jomfruens hæl

fyrretræernes kloster

holdt jeg'er neddykket i balsamhavet

hvor du selv søbede søhestenes vrinsk.

Og du der befalede naglerne i -

vrangvendte af en galionsfigur

det aller sidste var kønnets overtosse

alle notesblokke tørstende

efter antiseptisk kløver og æselmælk

kullys blafrende helt besærk

hvad vi først bagefter så.

Lav, som hver en tyv kunne ønske selv at bære,

op ad stien hvor solen bor

rejste sig fra afgrundssnittet

fik os op af offerviljens kvindelist

til Sargassohavets mundhul

repeterende børnehave-fagforbund

solens læber var månestråler for søstersønnen

som i en lup - den mindste fusentast.

Sådan øste vi 

to og to i kalevala-hygge

ind til båden den var tømt

og kosmos blev en yverspuns

de åbne munde mødte.

Sakramentet var en rullegardins-ballon

som bønner frivilligt bappede sønner på

kødet var et vandfald af skjulte frø

lappedykkerketschup stod ud primalt

som mikroskopiske nisser rutsjende på tobaksfossen.

Alle skridt var myrernes hjem

og over snipperne lød en overfisket klokke

et lufthul

vi tyggede rigtig længe på

et sted mellem hovedstad

og smukke byers forbudte navne

en rutsjebane af følelser

op igennem samme våge.

Det morsomt forvitrede lav

rakte trommefingre frem

søer muret inde i et mandligt ribben

Lesbos stod med tomlen

nybarberet i bollesokker

tøserillen tog et træk

rullende som skæbne

i klemmesønnens kød.

Ønskerne syntes voluminøse  da myrerne blev kirker

ved hvert syn ændredes køreskiven

moderdyret tatoveret med sit gudelys

søstrene festglade med legetøjet flyttet ind i døden

og alt det mislykkede

jeg bar gennem tomheden.

For alle ører var volumenknapper

flyvende som tæpper

henover  de stadigt mindre

ørkener af døde offersalte

ringfingermundens alkymi

var vores trøst

for jeg var ikke andet end musik.

Alle ører var volumenknapper

du selv søbede søhestenes vrinsk

og først bagefter så vi

som i en lup 

hvem var mindst fusentast

og i de åbne munde mødte vi

mikroskopiske nisser rutsjende på tobaksfossen

alle følelser kom op gennem samme våge med nissebind på

rullende som skæbne

i klemmesønnens kød

alt det mislykkede

jeg bar gennem tomheden

fik mig fanget i forglemmelsen

for jeg var ikke andet end musik.

  

:::

 

 

 

 

Natten kigger på dine briller

og vejer dem op mod hvert sandkorn

der er noget, der, midt mellem to åndedrag

peger på evigheden

hver gang du løfter koppen til dine læber

giver svanerne mening

alle de kort hvalerne tegner

sigter bølgernes totale antal

men kan alligevel svært skjule rædslen

som barnet i kurven lod ubemærket

hver fødsels smerte

er i sandhed englenes sorg og længsel

tjørnegrene skal piske dine øjenlåg

mursejlere nappe ørernes spidser

der er et løft i hjelmen

flettet af pilens vidjer

isbjerge er drømte svanefødder

over din nakkes brændende fold.

 

 

:::

 

 

 

 

 

 

Der er alt for få statuer

på bunden af havet

de kolde og varme strømme

ville ellers få dem til at stå og vippe gevaldigt med ørerne

de ville stå og kigge nysgerrigt op fra dybet

lige op i vores forundrede smil eller svedne grin

eller op i de rytmiske slag

fra skibenes køle

lad os hilse dem med trut

fra hver galionsfigur

vi sender jer fingerkys der nede

vi sender jer oceaner af kys

og skulle nogen vove

at stige ned i mørket

hvor de mest slemme statuer står

så husk at have rigeligt med kys på tanken

det er garanteret ensomt

at stå i dybet uden en eneste fugleklat på sin skulder

der er alt for få statuer

på bunden af havet

hvorfor skulle fiskene ikke også have 

noget at grine af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

:::

 

 

Selvfølgelig fører de glemte sætninger

brølet et andet sted hen 

hvor natten nagles til sjælens havelåge

hængslernes lille skrig 

nærmest bare et undseeligt gisp

letter med fornemmelsen, så snart jeg siger

det er det, jeg vil 

og guderne krøller alt det rigtige 

sammen i en kugle 

med alle fristelser frisk kærnet 

jeg er en sovesal 

i et poleret krater 

jeg drømmer alle stemmerne, I hører, 

ser kysten og foruroliges 

med et blik ned gennem livsaldrene 

slikker tiden løkken om min hals 

hovedet falder med et brag 

fra sin lange historie 

forsvinder fuld af begejstring 

utålmodigt sidelæns ud gennem bølgerne

triller som kendte det allerede længe 

selv sit sidste stød.

 

 

 

 

 

 

 

  

Arktisk Ambassadør mv

 

Er det ikke selvindlysende, at en Arktisk Ambassadør for Grønland - naturligvis er grønlænder ( inuit ). Og endnu mere på sin plads, at folk, der har sat spiraler op i grønlandske kvinders underliv mhblp populationsbegrænsning af grønlændere, bør stilles til ansvar og de forulempede kvinder naturligvis få både undskyldning og en erstatning, selv om intet kan erstatte, hvad de har været udsat for. Er det ikke helt og absolut lysende klart og selvindlysende?

Er det ikke endvidere på tide, at der bliver rettet op på den skandaleprægede omgang, der på embedsmandsniveau og regeringsniveau, har været med skalten og valten med udenlandske troppers "ret" til at indtage Grønland med atomart materiale og våben. At undergrunden  under Grønland ( området under Indlandsisen ) bliver sikret og renset for alt farligt atomart materiale. At de stråleramte grønlændere og danskere og deres familier modtager kompensationer. At det bliver skrevet lysende klart, at noget sådant aldrig nogensinde igen må gentage sig med dansk deltagelse, hvad enten denne er officiel eller uofficiel.

Det er på høje tide, at der ikke falder flere fugle døde til jorden grundet på en Thule bases radar.



 

 

Lucy the Mermaid

 

 

A furious pillar in the sunken city

practicing reverb

hover to hover completely silently.

 

Swim phantom tetra - 

swim like the mermaid Lucy

swim phantom tetra - 

swim as Lucy the mermaid

swim phantom tetra - 

swim as Lucy the mermaid.

 

Illuminated cheat snorkel

come up and get some air

that's how your mantra runs

you love how it is.

 

Swim phantom tetra - 

swim like the mermaid Lucy

swim phantom tetra - 

swim as Lucy the mermaid.

 

Listen sacrificial son how we launch

listen sacrificial son how we launch.

 

Lucy's emptiness

Lucy's emptiness

Lucy's emptiness.

 

You carry us through 

             the desert of settlement

chaos is the earth's yellow reef

how often do we come across this yellow

like right now?

 

Swim phantom tetra - 

swim like the mermaid Lucy

Swim phantom tetra -

swim like the mermaid Lucy

swim phantom tetra, swim.

 

The delicious hymn is hymn

koi carp koi more tuff than tuff

you meet an entire entourage 

             behind the mermaid Lucy.

 

Swim phantom tetra 

as Lucy the Mermaid.

 

Swim phantom tetra

Swim phantom tetra

Swim phantom tetra

Swim phantom tetra

Swim phantom tetra

Swim phantom tetra

Swim phantom tetra, swim.

 

Krabbekanon

 

Ingen holder barken

som vandfalds fossende klippe

vinden vil vippe mavens læbe

baby, hun nusser sine øjne hyppigt

Sisyfos tror rillen er lirekassepis

den lilla café fungerer med gnubbet kulild

nu køber bark sin kones krop

rører messen med faste makroner

vinden vil løfte mavens læbe

bærer hende hen til samme opløb

Sisyfos ruller til tystheds lyre

skibet over bjerget

med levende sten.

 

Hospital

 

 

Mågen flyver forbi -

alle andre

bogstaver er landskab.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kvisten øverst

 

 

Kragen løfter vandgran

med sine få minutters

tavshed.

 

 

 

 

 

 

 

Glans

 

 

Ved åbrinken

stirrer solsortene andægtigt

på stærens fallos.

 

 

 

 

 

 

 

Legetøj

 

 

Vårfluelarven

kravler baglæns

ind i sit samlesæt.

 

 

 

 

 

 

April

 

 

Bambusblad blænder

morgenduggens dråber

med krystalsne.

 

Swingerklub

 

Ler fra en bæk

løvet hvisker

frøernes futtog.

 

 

 

 

 

 

 

 

Panda

 

 

Bamboo -

strøm af mennesker

passerer.

 

Fødder tramper

solens sidste stråler -

vågner.

 

 

 

 

 

Ensomhedsnat

 

 

Styrter

mod morfinens

bogstavsæg.

 

 

 

 

 

 

Flammekammer

 

 

Kulsorte årer

flyder endnu

dybere

.