Fred Jeg Er Den Ophøjede

Der kommer i tiden en sand strøm af bøger, der på den ene eller anden måde kredser om Jesu elskede Maria Magdalene. Så påfaldende mange instanser er inde omkring den tanke, at Magdalene efter korsfæstelsen emigrerede til Midteuropa og grundlagde en orden, der indeholdt gralsstrømningen (Jesu blod/Jesu bæger) - Tempelherrerne eller -ridderne. Ja vidnesbyrdene er så talrige, at det synes at være en opblomstrende strømning. To af disse bøger er faktisk danske. Det drejer sig om 'Tempelherrernes skat' af Erling Haagensen , der griber sit stof matematisk-geodæisk an

og 'Maria Magdalene' af Lars Muhl, der i teosofiske gevanter fremstår som dels selvbiografi dels autobiografi.

Jeg læste først *Tempelherrernes skat* siden *Maria Magdalene*. Men hvor jeg overvejende læste *Tempelherrernes skat* fra begyndelse til slut. Læste jeg *Maria Magdalene* helt anderledes. Jeg ved ikke, om det er min hjerne, det er galt med - eller om det er bogens opbygning. Ihvertfald stod der en irriterende Berlinmur mellem hvert kapitel i mit hoved. Derfor læste jeg først hvert andet kapitel for sig - og derefter de resterende kapitler for sig. Det havde den fordel, at jeg fik to uafbrudte historier fortalt - men i første omgang fik jeg, skulle det vise sig, ikke rigtig slutningen med. De to sideløbende og ellers adskilte fortællinger er nemlig puttet ned i samme slutkapitel.

Den ene fortælletråd handler om Magdalene. Den anden tråd handler om Lars Muhls æterisk-astrale møde med det man kunne kalde Magdalene-kraften. Der synes at være en kvalitativ niveau-forskel på det historiske stof med dets mytologiske karakter og så det personlige stof forsøgt løftet til og med en mytisk dimension. En niveau-forskel jeg som læser er for doven og for nysgerrig til uafladeligt at pendle mellem. Men måske skal jeg prøve at læse bogen én gang til - denne gang på den måde, som den er ment fra forfatterens side. Her i første hug rørte den rene Magdalene-fortælle-tråd mig særdeles, imens Muhl-tråden ved siden af virkede som et køligere styrtebad. Og det trods, at jeg medfornemmer Muhls ydmyge charme. Men det er jo altså i de personlige kapitler, jeg finder de lidt for søgte passager ind imellem. Nu f.eks. én af Muhls mange visioner, hvor to modstående trekanter forenes omkring et hjerte. Denne figurvision tilskriver han Magdalene. Men denne figurvision er en almen meditationsformel indenfor det esorteriske. Det udelukker naturligvis ikke, at den er indblæst fra et Magdaleneplan. Men det er Muhl efter min opfattelse så den første til at åbenbare. Så enten er tiden blevet mere moden. Eller også er Muhl en fiktionsforfatter, der med sin ypperste drift driver hver detalje ind gennem ønsket om en højere sammenhæng. Men jeg tror på hans oprigtighed. Det kan godt være at han er et tidligere pop-ikon og af nogle også betegnes som pop-esoteriker. Men hans bog rev mig med. Også han har fat i noget. Og så kom jeg efterfølgende til at spekulere over, hvad det mon er, Madonna har gang i med kabbalaen.

Som barn har hun i umindelige tider været slægtens skønhed. Hun viger tilbage. Hun står rank. Oh, vore vogne af sølv og kobber og strømmen ruller ned ad stien, pyntet med kulørte bånd.

Han gider næsten ikke som han sidder der, ja, nu kan det være nok. Godnat pøbel, rockmaskinen er død. Han ser på sine senede hænder, ser om de rimer, om de et eller andet sted komplementerer hinanden. Nettet har han også fået så rigeligt af. Åbn og luk, gentager han for sig selv, da han lidt efter står og tisser. Åbn og luk lille krummerik, gentager han, det er ikke din store scene, jeg ved det godt, hæng slatne slapsvans og pis din replik. Han er næsten blevet afhængig af at mærke strømmen i musen. Nu er det sjovt, at stå ude midt i rummet med lyset slukket. Nøgen går han rundt i mørket. Til han når sine venner i abeland. Er det knæene som skrider i flugt. Mens de hænger nervøst i masten. Sjovt nok doktor Tandrad. Skrålenat at rådne op i kronprins. Amokabe. Ram os ikke midt i festen. Det sorte gætter mig et bøvs, gode næsebabe, det er sjovt at de gemmer os uden at sige tillykke. Ingen røve leger så godt som lige nu. Strædet er gættet som stepdans. Et sted at parkere sin cykel. Og giv lidt, næsebabe, af det sjove, lad dit mavegods dingle. Du ved.

Khalid Osman

Efter jeg for næsten en uge siden så et foto i avisen af Khalid Osman, kom jeg i dag til at tænke på om det ikke var ham jeg mødte for nogle år tilbage. Det kunne godt have været ham. Det var en aften omkring ni-tiden vil jeg tro. Jeg var inde omkring busterminalen, hvor der er nogle shelters. I det ene sad 4 arabere. Jeg ved ikke hvad der stak mig, men jeg var vel i godt humør, et vist overskud og min hang til dadaistisk klingklang. Jeg stikker hovedet ind i hulen, hvori jeg har hørt de 4 mænd diskutere intenst. Så åbner jeg munden og ud vælter nogle lyde spontant på et sprog jeg ikke vidste jeg kendte. Altså vel en slags volapük - i mine ører ikke meget ulig, det sprog jeg havde hørt de 4 parlamentere på. Som springknive suget af en magnet står mændene rundt om mig helt tæt ved - de 3 af dem så tæt at jeg kan mærke deres kroppe, den fjerde, som er slankere end de andre og en anelse højere - og aristokraten ved siden af de 3 andre mere proletarisk lavstammede - han står med mere behørig afstand fra den ellers stramme kreds, der netop har ladet en åbning stå, der medindrager ham, som er han af et andet luftlag end de. Den ene af mændene spørger mig på gebrækkeligt engelsk 'whatta u say?' Jeg ved ikke hvad jeg svarer - eller om jeg svarer noget overhovedet, men den høje tynde mand i den finere frakke siger noget på arabisk, jeg antager, at han siger, jeg ikke vil dem noget ondt, idet de alle tre i det samme rykker sig så meget væk fra mig, at jeg ikke længere mærker dem som kvælende nær på. ... Men så kom jeg til at tænke på i dag - at det foto jeg så af Khalid i avisen for en lille uge siden - det kunne faktisk godt være den aristokratiske mand fra hin aften. Ellers har han en dobbeltgænger. Nå, men måske møder jeg ham igen, og så kan jeg jo spørge ham. Han har ihvertfald lært dansk siden, kan jeg forstå.

Kaffe & Stål

Hamrer op maver forlenet med valgfrie lån udspændte skind af fabrikkers fossiler fiskenes febersyge hospitaler dobbeltfyldte vafler fra oven kuffertgeviret i nyhedsaviser vi hælder dueslags hullede vinger op i tyste tavse tragter med.

....

SKAMSTØTTEN

Før avnerne fløj ud over Ossians flammer blev sekundafstanden fra den tydeligt afbrudte stilhed til det bastante støjhav kortere og kortere. Når de efterfølgende erfarer hvilke fingre hovene fødte er filmmanuskriptet blevet en håbefuld lirekasse og findelønnen du fumlefingret rører vokser til klase som ormene ormene bønfalder bange ben labber du den netop fremstammede remse åbner en dal af foldedøre urnen vi havde som ølmunde her står manden med de forsimplede plancher under træer fulde af springknivsblade og manden med øjnene der aldrig blinker begynder at mime en svada for pengene fosser og fosser og han løfter begge øjenbryn synkront giv mig lige fem minutter så drejer vi håndtaget og bashøjtalerne bliver bylder du lapper oceaner i den ømme ende af skalaen er medlemmer altid velkomne nu lægger vi en madras under avnerne ø-mærkede fra Langeland og avnerne svulmer på tungerne svulmer som boligkomplekser og vinderen får ofte plads som ornesimulator man er vel ikke gårdmandssøn for ingenting.

Brevkunst når du er trængende

Herning Folkeblad skriver d. 3. april, at Kunstpakhuset i Ikast har fået opdateret deres toiletforhold med et fint lille værk af Sven Dalsgaard. Det drejer sig om en brevcollage på blå baggrund, der er ophængt på Kunstpakhusets toilet. Brev og brevkort er del af Dalsgaards mail art projekt, som sikkert gennem tiden har været til en del inspiration i kunstmiljøerne, ligesom Dalsgaard jo også har sine forgængere. Det er jo ikke altid til at sige, hvem der har inspireret hvem; idéer opstår af og til også som parallelle fænomener. Men nu Kodal f.eks. - han skriver i Den Blå Port nr. 63 om et tilsyneladende noget lignende brev-projekt, han som modtager har været berørt af. ...

Slip Floden Fri

Tange Sø er rigtig nok et fascinerende værk. Især når man forestiller sig de forladte gårde, der måske stadig ligger på dens bund. Enhver sø er jo et smukt og velgørende syn i landskabet. Men Tange Sø er anderledes end andre store søer, vi har i Midtjylland. Gudenåen strømmer ikke frit gennem Tange Sø, sådan som den gør i de andre store søer. Er man fisker, er det også nedenfor Tange Værket man helst fisker, for dér står fiskene; havørred, sandart, laks og ål bl.a. De har svært ved at komme videre op i Gudenåen, for Tange Sø ligger med Tange Værket som en prop. Tager man et kig på den nedre del af Tange Å, fra Tange Sø og langt op i åen, vil man se, at man intet kan se i Tange Ås meget grumsede vand. En sådan å burde være sigtbar. Men ikke en fisk ser man - og næppe fanger man heller nogen. Man skal følge åen et godt stykke op mod Levring-Kjellerup før en rimelig sigtbarhed indfinder sig. Tange Sø og Værk ligger simpelthen som en prop og gør Tange Å alt for flegmatisk i sit nedre løb. De fisk, der trods værket finder vej op i Tange Sø, har iøvrigt svære vilkår, da usigtbare, stillestående søer er de rovglubske gedders domæne. Men Tange Værkets historiske betydning, der jo netop er historisk; og måske i virkeligheden altid har været det, for værket har aldrig fået den visionære betydning, det var tiltænkt; den betydning forsvinder ikke, om man i højere grad lader Gudenåen løbe frit igennem den - ved at åbne for sluserne og lade laksene få fordums tiders gunstige vilkår.

...

Dagbladet Information bringer i dag en artikel om AirPlay Street Gallery og det tværkunstneriske installationsprojekt Shades of Fear, hvor Julie Sten-Knudsen og jeg bl.a. har indtalt digte til. Artiklen indledes således: "En basketbane på Nørrebro henligger i bølgende røg. Et maleri af et menneske knuget i frygt, pressebilleder fra en terror-aktion og en film med unge, der spiller basket, projiceres op på husmuren ved banen. Lydsporet består af oplæsning og musik. Musikken gentager samme tone, mens oplæserstemmen insisterer: 'Luk vinduet i!'." Artiklen er skrevet af Malene Wichmann, og jeg synes hun giver en meget stemningsmættet skildring af AirPlay Street Gallery som Gade-Galleri.

...

AFR (Vl)

Når Morten Hartz Kaplers i forteksten til sin film AFR - i sandhed en utrolig løgn anbringer to citater af statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvoraf det i det ene fra 30. oktober 2005 siges, at "det handler helt grundlæggende om, at oplyste og frie samfund kommer længere end uoplyste og ufrie samfund, netop fordi nogle tør provokere og kritisere autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse autoriteter." Så er det ikke kun tyk ironi. Citaterne er velanbragte, idet de på den mest præcise måde understreger hele filmens bærende idé om brændende lidenskab mellem en undergrundsaktivist og en borgerlig statsminister. Med citaterne som grundlag kan man med rette sige, at begge har - eller får - samme livsmål. Ironien kommer imidlertid i første omgang imellem, idet vi som publikum véd, at selvsamme statsminister, der har udtalt sig om provokation og kritik som grundlag for sand, progressiv samfundsudvikling, om middelklassens kritik af og protest over forringelserne på børneinstitutions-området udtaler, at det jo bare er "en flok socialistiske ballademagere". Foghs divergerende udtalelser bliver fuldstændig tømt for al mening, når de således stilles op ved siden af hinanden. Som Carsten Jensen så vittigt skriver i sin anmeldelse af AFR i EKKO: "Hvis man sendte et helt hold af sprogforskere ind i statsministerens taler på jagt efter mening, ville de komme tilbage med samme resultat som FN's våbeninspektører, da de blev sendt ind i Irak for at lede efter masseødelæggelsesvåben. De ville intet og ingenting finde." At en statsleder kan slippe afsted med at tømme sproget så grundigt for indhold, kan kun ske, fordi tilværelsen efterhånden blot består af seperate situationer. Den historiske bevidsthed er hudløst udleveret til mediernes øjebliksbillede. ... Det situationsbestemte fandt imidlertid allerede for over fem årtier siden sit indtog i kunsten. Men det var før det fatale tab af almen historisk bevidsthed. Da havde den endnu nogen kraft. Situationisternes manifest ligger således udemærket i tråd med eller er sågar situationsbillede af vore dages fredløse fra Ungdomshuset, samtidig med at det passer overens med statsministerens eminente statement om provokation og kritik som en absolut nødvendig forudsætning for udvikling af frie, oplyste samfund. Således skriver situationisten Asger Jorn f.eks. i værket 'Held & hasard' fra 1952, at "når en samfundsform eller -ramme begynder at blive for snæver til at kunne anvende de kræfter, den har produceret, begynder der at flyve løsrevet ubrugelig energi rundt i samfundslegemet, en energi, der har karakter af ren sanselighed eller natur. Denne energi forsøger samfundsorganismen først at destruere, men kan muligvis ikke destruere i forhold til sin egen produktion. Overproduktionen af energi vokser og begynder at sprænge og nedbryde samfundsstrukturen som et indestængt raseri, et anarki, en nihilisme, som samtidigt søger mod sin form, sin natur, søger ophævelsen af sin egen tilstand af unødvendighed, løsrevethed og anarki. Dette er fornyelsens begynderstadium". Ja, det er det. Og det er det også i dag. ...

AFR (V)

Atten personer var mødt frem til premieren på AFR - i sandhed en utrolig løgn i den lokale biograf. Ikke nogen stor tilstrømning - i lyset af den megen og rosende foromtale filmen ellers har fået. Af de fremmødte var ti, så vidt jeg kunne observere, femininum. Deraf kan jeg vel - ihvertfald ud fra det foreliggende tilfælde - med en vis ret slutte, at i denne udgave er statsministeren mere tiltrækkende på kvinder, end hvad han ellers synes at være ifølge opinions-undersøgelser. Filmen AFR er, som de fleste anmeldere da også er enige om i dagens diverse aviser, på ingen måde et ondsindet angreb på statsministeren; tværtimod. Man må spørge sig selv - eller rettere statsministeren - hvorfor han ikke forlængst fik idéen til et lignende manuskript. Måske endda under titlen Fogh bag facaden - eller, nå nej - endnu bedre: Foghs sande jeg. Det er en bedrift, at instruktøren Morten Hartz Kaplers har formået at fremmane en guddommeliggjort statsminister, der virkelig vil gå over i historien for sin skelsættende, humane dagsorden. Af filmens forord fremgår en advarsel om filmens mulige skadevirkninger på mindreårige. Men trods filmens klokkeklare mediemanipulation kan man - selv som voksent fornuftsvæsen - godt tørre det ironiske grin af. Satiresiden blegner - for sandheden er, at inderst inde ved vi godt, hvordan verden ER, hvis det var det højere jeg og medfølelsen, der havde føringen.

Statsministeren bør finde plads i sin kalender, og måske endda invitere sin gode pizza-elskende ven med en tur i biffen. Filmen kan absolut kun udvide feltet for en statsmands fremtidige ambitionsniveau. Fogh, du har diciplinen og måske også forvandlingskraften til det. Her får du lejligheden til at se en autentisk gengivelse af det egentlige livsmål for dit inderste jeg.

...

AFR - i sandhed en utrolig løgn er alt andet end en amoralsk film. Det burde både Holger K. og Pia K. kunne medopleve ved et evt. selvsyn.

__________

SVANE TÅRE TÅRE LE

Den 6. maj d.å. udkommer

SVANE TÅRE TÅRE LE af Leif Dræby & Simon Grotrian . Det bliver muligt at erhverve sig et nummereret og signeret eksemplar i Kaabers Antikvariat på Skindergade, KBH. eller Bog & Idé, Vestergade, Silkeborg. ISBN-13: 978-87-91172-07-6. Det gennemillustrerede kunstværk udkommer samme dag som Midtjyllands Avis har 150 års jubilæumsdag. ...

Jeg er ham du skal skubbe fra dig forarg dig over mine digtes urørlige skønhed sorg og lykke er siamesiske men du skal være mit jeg når jeg forlader dig og sproget skal efterlyses før en drift fanger de stjålne alfabeter. ...

Ingen kaffe smager så godt som den min elskede laver til sig selv, men som jeg drikker fra hende. Henningsson, cand. truck. 19. 4. 2007 ...

Den der springer gennem flammer skal slå støvet på jorden som en knude og skyggen papiret gør tveægget vil aldrig kende støvet på jorden hvor du skal dø . korkbæltet de gav dig var en rummelig skive så hvad kan du ønske dig mer? ...

AFR (lV)

Det lader til, jeg skal have fat i nr. 37 af magasinet Ekko. Foreløbig kan jeg så orientere mig ud fra en kort artikel bragt i Information i dag under overskriften En fosforbombe af kærlighed. Det er forfatteren Carsten Jensen, der har skrevet en ovenud begejstret anmeldelse af filmen AFR. Jeg citerer fra Informations Lars Borkings resume af Carsten Jensens ord: "AFR er den største tillidserklæring, statsministeren kommer til at modtage i sit 'kuldslåede, kalkulerede liv'. Det er overrumplende og genialt, når instruktøren tror på statsministerens ord og lader ham tage konsekvensen af dem." Så megen ros til selve teknikken i filmen, som jo allerede har fået en del foromtale. Men Borkings Jensen-resume går videre: "I filmen bliver Anders Fogh til det nye årtusindes Gandhi, der med kærlighe(d)sforholdet til sin unge ven bryder igennem og på et politisk plan slås for nødstedte og fattige mennesker." Nå, da-da-da DADA! Og så bliver Borkings gennemgang mere hårdkogt, idet artiklen her går over i et rent Jensen citat: "På den blideste, mest underfundige måde gør Morten Hartz Kaplers opmærksom på det oversete forhold, at Anders Fogh Rasmussen nok er den mand i Danmarkshistorien, der egenhændigt har gjort den største indsats for at gøre det danske sprog meningsløst." Sådan; det kan se ud til, der lige godt er en grund til, at filmen allerede har høstet en pris. Jeg glæder mig ærlig talt mere og mere til at se filmen. & læse Carsten Jensens anmeldelse i fuld længde.

Et brændpunkt, en rømning derinde hér: ....

AFR (lll)

I Ekstra Bladets særtillæg Flash! af 15. april d.å. er der et par sider med overskriften *Foghs forbandelse* - om de rygter, der i årevis har gået om statsministerens særegne privatliv. Nu er der det med disse rygter, at de da kun kan være med til at styrke hans position, idet de jo netop - om sande - beviser, at statsmedisteren ikke er nogen robot, men et menneske med farverige drifter og lidenskaber i behold. Men Flash! lægger da heller intet nyt til rygtestrømmen, gentager den blot med en undertone af, at sådanne rygter er der naturligvis da ingen, der kan tro på vel, ha ha.

Nu er der imidlertid én bemærkelsværdig notits i artiklen, nemlig en lille notits om Peter Brixtofte, med overskriften *Brixtofte spreder mystik*, her står, at Peter Brixtofte i forbindelse med den netop afsagte dom "erklærede, at en af grundene til hans deroute var, at Fogh mener, han har skabt 'rygter' om ham."

Det er en interessant udtalelse! Idet jeg erindrer, at Brixtofte i forbindelse med den første dom, der blev afsagt, udtalte at hele sagen skyldtes at statsministeren ville have ham ned med nakken; altså en decideret konspirationsteori. I Flash-citeringen går Brixtoftes erklæring imidlertid således videre:

"- Anders Fogh har desværre den opfattelse, at jeg har medvirket til at lave en masse rygter om ham. Det har jeg ikke. Men der var så mange, der bragte rygter om ham." Adspurgt af Ekstra Bladets journalist angående disse rygters beskaffenhed svarer Brixtofte: "- Det vil jeg ikke udtale mig mere om. Det må I selv gætte jer til."

Men hvad er det igrunden, der gør, at Peter Brixtofte kommer med disse to mærkværdige påstande - dels om en konspirationsteori rettet mod ham selv som offer - dels med Fogh som offer. Det virker som om, der er noget i klemme, noget følelsesmæssigt, der kan sætte skred i paranoiaen. Og der er efter mit skøn ikke bare tale om en rivalisering; der er andet end politik på spil. Det er personlige følelser, der kan få en mand til at sige noget så sært og udokumenteret.

...

Filmen om frygt, som Rikke og Stefan Garfield Rasch Holm har lavet med digte af bl.a. undertegnede og Julie Sten-Knudsen, bliver for tiden vist på cafe darling ved enghave plads i KBH; filmen bliver fremvist der en uges tid. ...

Citationstegn er forelskelsens glemsel. ...

Kotum bl.a.

Vi boede ikke langt fra et hjem for døve kolbøttesinker. Øst for. Senere byggede mine bedsteforældre hus vest på. Min mor kunne gå lige hen til klinikken. Der var bare tre huse imellem. Vi boede i nr. 14, og klinikken ligger på nr. 6. Eller lå. Nu er det igen almindelig beboelse. Sådan går det. Der var plads til seks eller måske syv fødende. Tænk så meget du allerede ved, og så lidt der står til diskussion, når jeg nu én gang for alle har plantet imperfektum i beskrivelsen af en boligsituation. Jo, vi flyttede. For helved da hvor vi flyttede. Men i første omgang var det nu ikke så langt. Alting lå helt nær ved. Et bjerg var hvad, der kunne ligge under en hånd. Et bjerg eller en pige. Og sådan en var der i det nye hus. Og amerikansk fjernsyn i køkkenet. Mine forældre var så smukke, at værtsfolkene begge på kryds forelskede sig i dem. Akkurat som med Ingeborg Pamperin og Viggo Stuckenberg. Næsten helt oppe på toppen, da vi rejste vore hoveder mod himlen og alligevel måtte læne os fremover; det var først da, at jeg og min bror opdagede, at der var vokset et bjerg frem under vore hænder. Og så hørte vi råbet langt langt borte under den store svimle grønne flade. Det var derfor, vi måtte flytte: Fordi de helst ville have hinanden. Og vi trimlede ned ad bjergfoden, da vi nu mærkede, hvor langt buen var spændt. Ned til kartoffelmos, torsk og tran. Og Roberts rolige hænder og de skælmske ord, som han dog i denne sag godt kunne spare sig, for jeg var færdig med lever. Absolut helt og aldeles i en så stor og mistroisk grad, at det mest af alt var begyndt at minde om et karaktertræk. Overfor den slags var jeg lige så døv som tumperne fra anstalten. Min far skulle engang male den. Udvendigt. Og vistnok også indvendigt. Så jeg havde haft rigelig lejlighed til at iagttage, hvordan man ser ud, når man synes, at verden taler et andet sprog. Den ligger der stadig den dag i dag; dér midt mellem der, hvor afis og ammas hus og vores lejlighed var. Den ligger med udsigt over den snævre lavvandede fjord, hvor jeg senere fandt nogle store blyplader i vandkanten. Hvilket sagtens kunne have været rammen om nogle af min fars tosse-historier. Det er kun en tynd streg, der skiller idioten fra geniet, sagde han. Men når det gjaldt de langhalsede flasker og jobbet med at svinge malerkostene, synes lige netop dén streg ikke særlig iøjnefaldende, selvom det endnu på det tidspunkt ikke havde nået nær det omfang, det senere skulle. Min afi var ikke vant til spiritus. Ingen på Kotum eller Flateyri havde nogensinde rørt en dråbe. Det fandtes ikke. Jo, ammas far Hannibal, der var fisker, havde vist. Han kom en dag hjem med en flaske sortedød, men langamma tog den og hældte indholdet ud på jorden. Men de havde da ellers svært nok ved at leve af det, jorden på Kotum kunne give dem. Det var vel derfor Hannibal måtte ud at fiske. Afi og amma mødte hinanden, da de begge tjente på Baldursheim ved Mývatn. Ikke alene fandt de ud af, at de var kommet der til fra samme fjord, de var også i familie. Den ene gård, de tjente på, eksisterer ikke længere; der er bygget et andet hus - næsten på samme sted som det gamle. Der er meget skønt på Baldursheim. Gårdene er stadigt i den samme slægts besidelse. Senere bygger amma og afi et hus i Isafirði; et hus i to etager. Amma slæbte strandsand op af bjergsiden, og afi støbte elementerne. Min mor er kommet til verden dér i Isafirði. Bag huset fandt hun mælkebøtter mellem klippestykkerne; det var hendes dukkebørn. Og også bjergene var levende. Ét bjergfremspring er en trold, et andet en prins. Hun ser på skyerne og med solens stråler gennem skyerne skifter bjergformationerne karakter, og sådan folder dagens eventyr sig ud. Selv de store og sjældne blå klokkeformede blomster får plads i et hjørne, selvom de ikke helt passer til hendes temperament. Engang kom de tilbage til sommerhuset, som lå dybere inde i fjorddalen end Kotum. Helt inde ved bjerget, der ser ud som en mægtig hest med rytter, og derfor kaldes Rytter. Her kom de hver sommer og plukkede blåbær. Og når sæsonen var forbi samlede de hønsene sammen og drog tilbage. Men engang da de kom tilbage efter den lange vinter, fandt de i staldtilbygningen en høne, som de må have glemt. Gad vide hvad den har levet af. Den havde overlevet hele vinteren låst inde i stalden. ...

Novalis' Fremtid:

Vi har en mission. Vi skal forme jordens fremtid. Naturen er et forstenet eventyrland. Menneskene er jordens øjne. Blomsterne er gudernes søvn. Alt er frø. Fysik er intet andet end læren om fantasien. Farve er stoffets vej mod lyset og lysets vej mod stoffet. Rummet er materialiseret tid. Naturen kan beskrives men ikke kommenteres. ...

Min Fremtid pt.:

Bliv ædt af industri + manuskript makulering.

Dam og floden

Lov om udnyttelse af vandkraften i Gudenå blev den tyvende marts 1918 i al hast vedtaget. Krigsårene havde gjort energisituationen ustabil pga. manglen på kul. Den situation ønskede man sig for det første ud af. For det næste ønskede man at stabilisere energiforsyningen også på længere sigt. Loven, der blev hastet igennem, gav trafikministeren ret til at give forskellige amts- og byråd koncession på udnyttelsen af vandkraften i Gudenå ved Tange i 80 år. Et mindre værk ved Kongensbro var samtidigt planlagt, og koncessionen var også ment at kunne gælde dette påtænkte værk. Godt et kvart år efter lovens vedtagelse gav trafikminister Hassing-Jørgensen en række amts- og byråd den ret den ny-vedtagne lov rummede mulighed for. ... I de lokale blade kunne man omkring anlæggelsen af Tangeværket som regel spore kritiske toner over for værket, og allerede kort efter dets opførelse klagede man på Kongens Bro Afholdskro over, at de turister, som fiskede efter laks, var ophørt med at komme. ... De foranstående oplysninger er hentet fra Albert Dams artikel GUDENAACENTRALEN VED TANGE, som jeg kun på det aller varmeste kan opfordre dagspressen til at få tilladelse til at genoptrykke. Artiklen er den ene af de artikler Dam skrev om anlæggelsen af Tangeværket. Og den synes her på næsten 90 års afstand stadig lige aktuel. Lad mig her som en del af en kombineret omtale og anbefaling citere en kort passage fra Dams artikel: "[...] Fiskene vælter saa tæt rundt, at deres Buge hvidner Vandet, og de kan tages snesevis med en Spand. Hvad er det, de her er kommet ud for? Først rives de mellem tætte Vægge og haarde Sider, saa slynges de rundt i deres eget hjemlige Vand, som aldrig før tog saadan paa Vej med dem." ... Men det som artiklen ellers betoner er jo ønsket om uafhængighed på energiforsyningsområdet. Dette lå til grund for den lovbeslutning, der gjorde det muligt at tillade en etablering af Tangeværket. Det er dog længe siden, at nogen troede på at Tangeværket virkelig kunne spille nogen nævneværdig rolle i den sammenhæng. Med Albert Dams artikel får man et blik ind i tiden før, under og efter Tangeværkets tilblivelse; det turde være sundt med et sådant kig - nu hvor værket og dets virkninger atter står til debat. ... slipgudenåfri

Politihistorie (l)

Nu skal du høre. Ja dig. Du har selv bedt om det. Og dig. Det har du osse. Det var dengang vi boede i butikken. Min kæreste havde en bil på tyske plader. Den var registreret i hendes mors navn. Altså det var sådan set hendes mors bil, ikke. Den holdt parkeret i gården omme bag ved. Det var en stor parkeringsplads hvor kun skattefolk måtte holde. Men så var der de her garager som hørte til de andre ejendomme. Man skulle forbi vores udlejers grund for at komme ind til dem. Dér holdt vores bil. Man kunne sagtens komme forbi alligevel. Men en morgen var der ridset en dyb slids hen langs den ene side. Og vi fandt en seddel under vinduesviskeren ved siden af en ordentlig grønhakker. Skrevet med en skrift der bestemt måtte høre til en generation af en noget ældre skole. Forskellige ukvemsord og trusler stod noteret. Tyskersvin og sådan noget. Uden signatur naturligvis. Så en anden morgen var døren brækket op og bilen forsøgt startet med vold. Men de må have været afbrudt. Det kostede godt 8000 at få de skader udbedret. Så havde vi ro en kort tid. Men en aften, da jeg sad og fik fodbad, banker det på. Det var omkring ti-tiden. Min kæreste går ned og låser op. Og pludselig står en civilbetjent midt i rummet foran mig. Han viser sit skilt. Og jeg sidder der med et håndklæde over og fusserne neddykket. Er det Jeres bil der holder her bagved. Jamen det var det jo. Han ville gerne se kørekort og noget papir på den. Jeg spørger ham hvor han ved fra at vi har en bil stående der. Jeg har holdt Jer under opsyn et stykke tid, siger han så, vi fik en anmeldelse på den. Fra hvem da, spørger jeg promte - lettere forundret. Ja det var en anonym henvendelse. Om vi godt lige vil følge med ind på politistationen. Så bliver vi ekskorteret afsted med en civilbil kørende efter vores og én med blå blink foran. Politibilen med de roterende blå blink drejer til venstre hvor venstresving ellers ikke er lovligt og vi må jo bare følge efter fanget i en skruestik. Inde på politigården får vi at vide at bilen er konfiskeret og at min kæreste som er engelsk-tysk skal komme derind på en senere angiven hverdag. Du tager ikke derind alene, siger jeg, da vi går. Det har hun heller ikke ligefrem stor lyst til. Så tager jeg fri nogle dage senere. Og vi går ind og spørger til den navngivne betjent. Han befinder sig henne ad en lang gang. Her og der hænger betjente og glaner. Luften er lummer. Så kommer vi ud for den pågældende dør som står åben. Og dér sidder han foran sin gammeldags skrivemaskine og en forskydelig skrivebordsplade. En mand, der har siddet sammenkrummet bag døren, rejser sig. Og jeg siger dig. Du kender godt de her jødekarikature, ikke. Sådan så han ud. En tegning mand. Med gustent ansigt, krum næse, gule tænder, langt pjevset skæg. Han præsenterer sig. Han kommer fra Told & Skat. Han skal vurdere bilens værdi samt vores gæld til staten. Betjenten begynder afhøringen og tager rapport. Min kæreste sidder presset inde mellem betjenten og jeg på den plads betjenten har anvist. Og lige bag mig sidder manden med jødeskægget. Min kæreste siger, at hun er af tysk-engelsk afstamning, at hun altså ikke er dansk statsborger, at bilen er hendes moders og at hun iøvrigt jævnligt tager på besøg i udlandet hos sine forældre. Betjenten spørger så hvornår bilen er kommet ind i landet første gang. Og gør os derpå opmærksomme på at det er en lovovertrædelse der er begået. Idet der skal betales indregistrationsafgift samt vægtafgift. Men den er der jo betalt til Tyskland indvender min kæreste. Men det nytter ikke noget så længe vi bor sammen. Jeg bryder ind og siger hvorfor fanden han ikke kunne have kommet fjorten dage senere for vi har billet til biltoget. Vi ville have haft bilen fragtet tilbage til Tyskland for den var os alt for dyr i reperationer. Vi viser ham billetten. Hvor til han udbryder: Nej, nej I skal ikke sælge den i Tyskland. Det kan slet ikke betale sig. I kan få meget mere for den hvis I sælger den her. Nå, siger vi, det havde vi ikke lige tænkt på. Bilen er jo sådan set heller ikke vores vel. Nå vi får så et bødeforlæg med. Plus der kommer regning fra Told & Skat. Indregistrationsafgift og vægtafgift for den pågåede og kommende tid skal jo inddrives. Alt i alt står vi til at skulle betale godt 12.000. Men da min kæreste er udlænding og studerende får hun en afdragsordning. Midt i alt dette har jeg fået drejet mig over mod jødekarikaturen ved den nu lukkede dør. Og så ser jeg at der på døren hænger en fullbody-plakat af en svulstig model. Og med et går det op for mig hvor tæt man sidder på det lille kontor. Min kæreste har benene næsten presset helt op mod rapportbetjenten. Faktisk er det umuligt for hende at have sine ben andre steder sådan som møblementet er placeret. Hold kæft hvor vi følte luften klam. Så nogle dage senere mens jeg er på arbejde. Som sagt har vi jo været under opsyn ikke. Så ringer betjenten til min kæreste. Han har fundet en køber til bilen. Min kæreste spørger om han vil have adressen til der hvor vi senere har tænkt at fragte bilen hen. (For have den stående på vores egen adresse har vi jo ikke meget lyst til længere. Selvom det i følge lejemålet og vores udlejer er vores gode ret). Nej, nej det behøves skam ikke - køberen har allerede været på politigården og set bilen. Kort efter kommer en mand. Det er osse en dag jeg ikke er hjemme. Og min kæreste fortæller mig så senere at denne mand lignede betjenten på en prik. Hun havde faktisk først taget ham for den genkomne civilbetjent. Og hun ræssonerede at der måtte være tale om betjentens broder eller noget. Så meget lignede de hinanden. Nå vi fik så solgt bilen og begyndte at betale af på de her afdrag. Men nu kommer det mest mærkelige. For efter nogen tid. Ja du tror det er løgn. Så kom der ikke flere regninger. Og det var ikke fordi beløbet var betalt ud. Det havde vi jo holdt regnskab med. Beløbet var så langt fra betalt ud. Men vi har siden ikke hørte mere og nu er der vel gået henved syv år. Synes du ikke det er meget sært. Det er jo sådan noget der gør det svært at klage til en bestemt instans ikke. Sæt nu de hovsa kommer i tanke om at de jo da vist har nogle penge til gode.

Omhyggeligt sammenrullede digitalsekvens nu står byens ovne åbne snart vil du krølle dig endnu mere sammen tro mine øjne et enkelt kast her beskæftiger vi os ikke med fiktion ingen bøsse springer ud som blomst intet våben er for stort for os.

Ingen skal sove i natt

Der er en passage i Øyvind Vågnes' roman *Ingen skal sove i natt* som jeg synes særligt godt om; selvom det jo godt nok er prosa, tror jeg, at det, der tiltaler mig, er at sætningerne har præg af at være tvillingevers: "Slik var det første gongen, og det endra seg ikkje mykje dei neste gongene. Eg liker av og til å liggje på armen hans og sjå opp i taket, og frå tid til anna seier han fine ting til meg, slike ting som eg tenkjer på seinare, tenkjer at det var fint at han sa det. Ikkje at han vil halde rundt meg, eller at han elskar meg, men berre små ting som han seier, ting han har tenkt på. Eg trur ikkje eg vil vere saman med han veldig lenge." Ingen skal sove i natt Øyving Vågnes Tiden Norsk Forlag, Oslo 2003 ISBN 82-10-04860-0

Påskeharen

Så snart hun holder den nyfødte i benene og slår slår grenene mod ruden og lægen kommer og det vil forvandles tykkere end I kan se selv ruderne skal være mere blanke og øjne vil søge gennem hvert af disse skår ja jeg vækker Jer i ruiner stryg alt I kendte nyt land ligger under brokker og det strømmer gennem pipelines og bliver til eksplosive gasarter og forvandles endnu engang til blod i Jeres hænder.

"Og de forlod ham alle og flygtede. Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over det blotte legeme; ham griber de fat i, men han slap lagenet og flygtede nøgen."

Ved vejskurets skydeskår omskar de hende hun var aldrig før blevet rørt derpå kastede de deres handsker op i luften og ramte de modne figner, hvoraf nogle løsnede sig fra deres stilke og faldt med et plump rundt om den kyske brud deres benklæder var tilsølede ligesom skalpellen så rejser du tilbage i lufthavnen venter en ukendt onkel han kører dig på hospitalet om du bliver sløj, men hjemme venter din gom med ham skal du dele resten af dit liv.

AFR (ll)

Biografien *FOGH Historien om en statsminister* af Anne Sofie Kragh er et paradoks. I bogen fokuserer Anne Sofie Kragh ned i mange dokumenterede detaljer på Anders Fogh Rasmussen som ekstremt kalkuleret politiker, et helt igennem gennemkontrolleret menneske med nærmest hysteriske og autistiske træk. Men når det kommer til Anders Fogh Rasmussens privatliv ses ikke den samme detalje-dokumentation. Tværtimod forekommer teksten her at være fuld af lakuner og ubesvarede spørgsmål, som den skøjter henover. Et af de helt centrale spørgsmål kunne lyde: Hvorfor interviewer Anne Sofie Kragh ikke Anders Fogh Rasmussens aller bedste ven, den polske læge Marek Stawowy om, hvordan han oplever Anders Fogh Rasmussen som menneske. Bogen er jo en biografi, så statsministerens nærmeste ven måtte vel have et og andet at sige, som ikke mange andre måske ville kunne udtale sig om. Hele afsnittet, hvor Foghs polske ven introduceres, er højst besynderligt. Forinden formulerer Anne Sofie Kragh sig således om Fogh: "Det ironiske var, at hans image efterhånden var sådan, at hvis han begyndte at slappe mere af offentligt og dyrke de bløde sider, ville det virke kalkuleret og dermed kun forstærke indtrykket af robotmennesket. Det var nu ikke noget, der bekymrede Anders Fogh Rasmussen voldsomt. Han vidste selv, at han kunne være anderledes, hvis han ville. Men det passede hans blufærdighed fint, at han fik lov til at holde det for sig selv." Herefter springer teksten direkte over til at fortælle, hvordan statsministeren som privatmennesket Fogh mødte den polske læge Marek Stawowy i Paris. Med tekstens ord er venskabet med Marek altså det, som det passer Foghs blufærdighed fint, at han kan holde for sig selv. Eller rettere sagt den måde som Anders Fogh Rasmussen er anderledes sammen med Marek Stawowy - dén passer det hans blufærdighed fint, at han kan holde for sig selv. Men hvorfor så overhovedet fortælle om ham? Nu bliver det jo så netop alligevel sporadisk beskrevet, hvordan han er anderledes sammen med Marek: "Når Anders besøgte ham, tog de nogle gange ned på stranden og grillede, eller de sad på gulvet hjemme i Mareks lejlighed, drak øl og spiste pizza fra bakken." Nok tegnes her et noget anderledes billede af Anders Fogh Rasmussen, end det, der ellers har været tegnet i bogen, hvor det tidligere er blevet beskrevet, hvordan politikeren Fogh f.eks. ned i mindste detalje laver skitseringer over hvordan organisationen Venstre bør indrette deres lokaler, og med hvilken begrundelse de bør møblere med f.eks. madrasser, der gives nemlig kun én begrundelse: den politiske; det har altså være beskrevet at Fogh absolut ikke er til tant og fjas medmindre det kan være et middel til at nå et politisk mål. Og man spørger her sig selv, har lægen Stawowy da ingen møbler i sit hjem? Jamen, hvorfor skal to mænd så sidde på gulvet og spise pizza! Men det er altså ikke dette som det passer Anders Fogh Rasmussens blufærdighed fint at holde for sig selv. Men hvad da? Hvad er det i hans forhold til den polske læge, som det ville berøre Anders Fogh Rasmussens blufærdighed at indvie offentligheden i? Hvordan er det lige han ellers er anderledes sammen med Marek Stawowy? Selve Anders Fogh Rasmussens første indledende møde beskrives i biografien sådan her: "Han gik hen mod triumfbuen. Ved den evige ild, der brænder for faldne franske soldater, stod en gruppe turister. Der blev udvekslet høflige almindeligheder på engelsk og mest på fransk. Ham, der talte bedst fransk, var fra Polen, men boede i Paris med sin kæreste. Hun arbejdede som meteorolog på en af de franske tv-stationer, og han var læge. Anders Fogh Rasmussen faldt i snak med den polske læge, der viste sig at hedde Marek Stawowy, og efter at de havde sludret lidt frem og tilbage, spurgte Marek, om de ikke skulle gå hen et sted og drikke en øl. Anders Fogh Rasmussen sagde ja, selvom det også for ham selv var lidt overraskende." Herefter hører vi ikke mere til Marek Stawowys kæreste. Ikke det mindste. Vi får dermed intet svar på, hvorfor han pludselig forlader hende til fordel for Anders Fogh Rasmussen og et job i Århus, som vi heller ikke får at vide, hvordan Anders Fogh Rasmussen skaffer ham. Alt vi får som forklaring på emigrationen til Danmark er: "Marek havde altid gerne villet være læge i Vesten." En paradoksal påstand - al den stund vi jo fra den forudgående tekst ved, at Marek Stawowy allerede boede i Vesten, da Anders Fogh møder ham i Paris. Udsagnet synes at være hentet ind som en dårlig funderet forklaring. Det kan ikke passe journalisten ikke har kunnet se dette. At hun alligevel bringer det, som en enkelt stående forklaring, må skyldes, at hendes strategi er at overlade det til læseren selv at drage sine konklusioner på det ellers mangelfulde udsagns-grundlag. Det synes at være en uskreven regel for journalister i Danmark, at man ikke skriver direkte om folks private orientering, før de pågældende selv har bragt direkte officielle erklæringer desangående. Jeg kan ikke finde anden forklaring på Anne Sofie Kraghs tilsyneladende noget mangelfulde research/fremstilling af Anders Fogh Rasmussen som privatmenneske i sit forhold til Marek Stawowy, der "... var blevet en ven af huset, men først og fremmest af Anders." Nu bliver det blot til freudiansk-betonede antydninger som udtrykket. "Hr. Rasmussen i Lemvig". Anne Sofie Kragh går helt tydeligt ikke i dybden med det foreliggende materiale. Udsagnene får lov at surfe og toner ud i uforpligtende generaliseringer: "De to talte aldrig om politik og kom heller ikke til det. I stedet tog de på vandreture i bjergene, på cykelture, på skiferie og gjorde alt det almindelige mennesker gør." _______ Nu lander filmen *AFR* så snart i landets biografer, 20. april vistnok (godt en måned senere end planlagt), hvor Anders Fogh Rasmussen bliver fremstillet som bøsse. Det er i den forbindelse nærliggende at tro instruktøren må have læst 'Fogh - Historien om en statsminister' og gjort sig de samme overvejelser og spørgsmål, som her fremført. Set i dét lys virker postulatet om, at alt i filmen jo bare er ren fiktion, som afprøver hvor megen ytringsfrihed, der vitterligt er i DK, temmelig lakonisk. Virkeligheden overgår som bekendt ofte al fiktion. _________________________________ FOGH Historien om en statsminister Anne Sofie Kragh People's Press, København 2004 ISBN 87-91293-27-8

AFR (l)

I spalten Standpunkt skriver Rune Skyum-Nielsen i Nyhedsavisen d.d.: "Pludselig drejer 'AFR' sig ikke om et tænkt mord på en statsmand, men om Anders Fogh Rasmussens privat- og underliv. Den går fra at ligne et spektakulært miks af fiktion og fakta til bevidst, men politisk ligegyldig, spekulation i en konstant rygtestrøm om statsministerens seksualitet." Vi lader den stå et øjeblik.

Om forbrydelse og anger

I begyndelsen af årtusindet blev en person dømt til syv års fængsel for mord på en kvinde i forbindelse med en seksuelt betonet ritus i den sekt morderen var og stadig er selvbestaltet leder af. Vedkommende kom til at sidde til afsoning i statsfængslet Midtjylland i Nørre Snede. Da omkring totredjedel af fængselstiden var udstået ansøgte den indsatte om tilladelse til at søge benådning. Kriminalforsorgen udfærdigede da ud fra udtalelser fra de af fængselsvæsenets personale, der havde haft med den pågældende at gøre, en rapport, der som sin konklusion havde, at det ikke kunne anbefales, at den indsatte fik lov at søge om benådning. Begrundelsen var bl.a. en total mangel på anger - samt et stadigt nedladende syn og en ringeagtende, hadsk og afstumpet adfærd overfor den kvindelige del af fængselspersonalet. Desforuden udviste den indsatte udpræget mangel på socialisering med de øvrige indsatte. Vedkommende antog i mange sammenhænge en reserveret bedrevidende - men overfor mandlige personer til tider høflig - distance. Med andre ord beskrev forsorgen en tilsyneladende uoprettelig og uforbederlig tilstand grænsende til psykopati - hos et iøvrigt middelbegavet menneske. Beskrivelsen af den indsatte syntes at godtgøre, at der fandtes at være grundlag for en mulig gentagelse af den forbrydelse, vedkommende er dømt for. Fangen kommer altså hermed til at udstå den fulde længde af sin dom. Men de syv år vil immervæk snart være gået. Og fangevogterne er så forpligtigede til, uanset hvilke bedømmelser de end måtte gøre sig, at løslade den tidligere dømte. Straffen er udstået, og forbrydelsen kan forsåvidt gentages - nu bare med et nyt offer.

... Men hvad er sådan en straf i grunden værd. Opdrager vores såkaldte straffesystem ikke netop i højere grad til øget kriminalitet - fremfor det modsatte. Hvordan går det til i dagens Danmark, at man kan varetægtsfængsle mennesker præventivt i uger og måneder, uden at man har noget egentlig bevis for en decideret forbrydelse; imens mordere og voldtægtsforbrydere, der vurderes ikke modtagelige for anger, så snart de blot har udstået deres såkaldte straf, hvad det så end medføre af ny tillært forhærdning, lukkes lige ud til de evt. overlevne- eller til de potentielt nye - ofre.

... I stedet for at være et straffesystem bør fængselsvæsenet være et opdragelsessted; og der hvor opdragelse synes ganske utopisk, bliver der mere tale om, at den øvrige del af befolkningen ihvertfald ideelt set må kunne færdes i tryghed. En domfældelse for svære forbrydelser skal således være betinget af, at det vitterligt bedømmes, at vedkommende ikke er disponibel for en umiddelbar sandsynelig gentagelse. Det er en sag for uvildige psykiatere, psykologer, præster, samt alle personer, der i forvejen har med den kriminelle at gøre. En dommer må på grundlag af sådanne udtalelser kunne forlænge en given dom. Men det skal ikke være på så spinkle grundlag, som de i øjeblikket set benyttet mod hundredevis af mennesker i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69, 1. marts 2007, hvor der tilmed ganske vist er tale om frihedsberøvelse i form af forlængelse af en varetægtsfængsling uden en egentlig forudgående domsfældelse eller anden grundig skyld-vitterliggørelse.

... En sand opdragelsesanstalt (forsåvidt man overhovedet kan tale om at opdrage på voksne mennesker) kan naturligvis ikke basere sig på isolering af hver enkelt dømte; med mindre vedkommende er til decideret overhængende fare for sine omgivelser - her altså de andre indsatte og fængselspersonalet. Tværtimod må socialisering være både en ret og et krav. Ligesom terapi, kunstudøvelse og studier må være det. Afstår den enkelte deltagelse, samarbejde og social kontakt - må dommen kunne forlænges; udebliver anger og erkendelse af det forkerte i at tage et andet menneskes liv, udebliver forståelsen og indlevelsen i offerets lidelse, og en forbrydelse med stor sandsynelighed synes at kunne gentage sig, da bør en dom kunne forlænges væsentligt - om nødvendigt ind til livstid. At vi her taler om personer, der ikke i klinisk forstand er bedømt decideret mentalt syge, er indlysende. Og at man altid må have for øje, at en stor del af de, der begår vold mod andre, i stor udstrækning selv er eller har været ofre. Det drejer sig altså ikke om, at skulle straffe folk yderligere - de bliver blot mere forbryderiske derved. Fængselsvæsenet må handle om hjælp og beskyttelse. Hjælp til de indsatte til at blive mere menneskelige. Og beskyttelse af de, der er eller ville kunne blive ofre for forbrydelser.