:::

 

Hvor svært er det at løsne disse muskler

en glæde inde fra, der siger, 

             at du skal befri solen for vigepligt

siger, du skulle kunne låne maven dine fødder

de vil uafbrudt og i høj grad forme 

det liv du gerne vil leve.

Slim som i rigt mål fortæller 

             hvem af os der bærer

fortællingen om dørenes knirken

hvem der gav siden sit sidste dyk og sagde

du vil løfte din klædning over mange vers 

og gennem alle slør stadig se disse øjne.

 

Sådan som slimsamleren siger, hvem skulle

løsne sine kys som enorme indsigter

hvem prøvede i mørket

halvt at stille sig højt som lys.

 

Kun armene fortæller, hvem der får,

siger søster sø

siger ethvert svømmetag

den som rører svævende i dyk, 

             må mærke sit dyk blive muslingens 

boblende lyd

der hvor pillens kærv er folden

mellem to kontinenter.

 

Nærmere, siger ørets dæmringsnat

dyk svævende, siger svævet og vævet siger

tider vil give dig fødder af larvens fremdrift

hvor dine omgivelser siger, 

             kyniske knæ og albuer

saves af og pulveriseres til grus

hvor det bliver sagt, ømfodet kommer du

kun nøjsom og søskendekrum 

             som bladenes raslen

kun i dit fald gennem smalle passager

kun dystopisk døv som altet kan du 

        mave dig op klingende som en karryret

før servering

kun yderst i din ramme 

             har elmenes grene fat i dit svæv

hvem bøjer hviskende din ramme 

        mørkere end med hvilken dysfunktionel 

erindring du kan sanse.

Er det den dulmende stening 

             af hverdag i slagenes skive

der ønsker du føler løvet vrimle i hvirvler

så væk mig du som kommer og går

og aldrig bliver her længe nok

råb - til dæmringen bøjer sig 

             væk som fødder i køjen

kun til det du siger, vil jeg sværge, 

             hvor meget jeg forsøger 

at tro på den 

             som vil lande enhver begyndelse.

Sådan er tiderne som snefnug 

             der daler i snefnugs svimlende dyb

urtid sparker som et fumlefingret monster

hver gang du nynner bare en lille strofe 

af det der får søvn til 

             at danse som bølger på vandet.

Vær som lav der fører sit snirklede 

             simreguld frem af længslernes tåge

du som ønsker at komme i svæv, 

             vil snuse syv puf fra en snude af lyn

du som har ønsker

dine omgivelser vil omfavne tilfældets lagune

når du benævner den løsslupne 

             søm i din sjæleforfatnings trøje

sørg for at omgivelserne passer

til din indre vulkan og gang på alle fire

når du krammer døden som en pude 

        du holder som et trygt kæledyr ind til

din krop

eller når du kan høre hvem af os

bagbundne tigger

vandfaldet om at åbne sit gab

hvem lever så nøjsomt som munkene siger

sådan en cyklus

der som solstråler finder vej i en 

             slanges lodrette hamskifte

hvem har nogensinde ønsket sig

i sansernes sanselige og sansede 

betroelse, du aldrig må fortryde.

Et skrig hengivet til alle dråbers fald

mod en skål af omvendte 

             paraplyer og brosten, 

                vi går på med din dybe

stemmes søskendegral.

Giv os aldrig sådan en knibe

hvor du jomfru infernalsk og tumultarisk 

afsværger blåsyren sin blomst.

Alt hvad der er at vide

er at ønskerne havner dybt

og dybere end vi nogensinde 

             kunne forberede

og selv om det er omme 

             næsten før det er begyndt

fortsætter øjnene deres 

             vandring som tvillinge orkaner.

 

Det er ikke kønnet der bestemmer

hvilket offer dit bæger hælder mod jorden

lynhavet holder din sø svævende i dig

dybere end kærlighed 

bliver dybet aldrig.