Kronerne er kun den øverste frankering i en postforsendelse
der kender din skyld
og kan fortælle dig alting
om det du endnu ikke ved, at du vidste.
Før du dykker ind
i din egen stilhed
ligger du på ryggen
og lader maven suge løvets genskær.
Du sover med vågne øjne
ind i fyrreskyld
og færgeoverfart
og løsner en hel masse
uglehygge.
Husker hvordan det er
at save ammetræer
med en porcelænskop
i lommen.
I et træ man skal give sig god tid til at vande
er tiden begravet
som en klode
i navneordets bug:
Universets laveste punkt
er ikke en grenkværn
hvor igennem dine
hænders mange
kærtegn
kan
destrueres.
Træernes kroner er blodige og strålende
bøjer af drivis i lungernes inderste.
Skumringen hvælver sig over min pande.
Skyggen på væggen er rigtige menneskers
rolige spring fra en himmel så sort.
Tilfældet kaster en skæbne af mordlystne hændelser
ind i sit vacuums hellige uskyld.
Det er ikke venner mørkhvælvet samler
de frådende strømme fortæller så lidt
hvad virkeligt former en ø af vores frygt
her står vi nu rystet sammen
af en ubegribelig, sanseløs kraft
så stramt at jeg snart bliver kvalt:
Bogstavnen vipper de sorte bølger
i brændingens brus er det mindste begær
for intet i verden ville vi bytte
de tegn ud med vores skæbne her
som åbne sider ruller den stemning
vi ikke kan holde og fæstne fast
i en stadigt dybere nat.
No comments:
Post a Comment