Hvor svært er det at løsne disse muskler
en glæde inde fra, der siger,
at du skal befri solen for
vigepligt
siger, du skulle kunne låne maven dine fødder
de vil uafbrudt og i høj grad forme
det liv du gerne vil leve.
Slim som i rigt mål fortæller
hvem af os der bærer
fortællingen om dørenes knirken
hvem der gav siden sit sidste dyk og sagde
du vil løfte din klædning over mange vers
og gennem alle slør stadig se disse øjne.
Sådan som slimsamleren siger, hvem skulle
løsne sine kys som enorme indsigter
hvem prøvede i mørket
halvt at stille sig højt som lys.
Kun armene fortæller, hvem der får,
siger søster sø
siger ethvert svømmetag
den som rører svævende i dyk,
må mærke sit dyk blive
muslingens
boblende lyd
der hvor pillens kærv er folden
mellem to kontinenter.
Nærmere, siger ørets dæmringsnat
dyk svævende, siger svævet og vævet siger
tider vil give dig fødder af larvens fremdrift
hvor dine omgivelser siger,
kyniske knæ og albuer
saves af og pulveriseres til grus
hvor det bliver sagt, ømfodet kommer du
kun nøjsom og søskendekrum
som bladenes raslen
kun i dit fald gennem smalle passager
kun dystopisk døv som altet kan du
mave dig op klingende som
en karryret
før servering
kun yderst i din ramme
har elmenes grene fat i dit svæv
hvem bøjer hviskende din ramme
mørkere end med hvilken
dysfunktionel
erindring du kan sanse.
Er det den dulmende stening
af hverdag i slagenes skive
der ønsker du føler løvet vrimle i hvirvler
så væk mig du som kommer og går
og aldrig bliver her længe nok
råb - til dæmringen bøjer sig
væk som fødder i køjen
kun til det du siger, vil jeg sværge,
hvor meget jeg
forsøger
at tro på den
som vil lande enhver begyndelse.
Sådan er tiderne som snefnug
der daler i snefnugs svimlende
dyb
urtid sparker som et fumlefingret monster
hver gang du nynner bare en lille strofe
af det der får søvn til
at danse som bølger på vandet.
Vær som lav der fører sit snirklede
simreguld frem af
længslernes tåge
du som ønsker at komme i svæv,
vil snuse syv puf fra en
snude af lyn
du som har ønsker
dine omgivelser vil omfavne tilfældets lagune
når du benævner den løsslupne
søm i din sjæleforfatnings
trøje
sørg for at omgivelserne passer
til din indre vulkan og gang på alle fire
når du krammer døden som en pude
du holder som et trygt
kæledyr ind til
din krop
eller når du kan høre hvem af os
bagbundne tigger
vandfaldet om at åbne sit gab
hvem lever så nøjsomt som munkene siger
sådan en cyklus
der som solstråler finder vej i en
slanges lodrette
hamskifte
hvem har nogensinde ønsket sig
i sansernes sanselige og sansede
betroelse, du aldrig må fortryde.
Et skrig hengivet til alle dråbers fald
mod en skål af omvendte
paraplyer og brosten,
vi går på med
din dybe
stemmes søskendegral.
Giv os aldrig sådan en knibe
hvor du jomfru infernalsk og tumultarisk
afsværger blåsyren sin blomst.
Alt hvad der er at vide
er at ønskerne havner dybt
og dybere end vi nogensinde
kunne forberede
og selv om det er omme
næsten før det er begyndt
fortsætter øjnene deres
vandring som tvillinge orkaner.
Det er ikke kønnet der bestemmer
hvilket offer dit bæger hælder mod jorden
lynhavet holder din sø svævende i dig
dybere end kærlighed
bliver dybet aldrig.
