:::

 

Får står afventende, som aner de naglerne, søen vil kaste op på land. Hver bølge er knoglernes inderste marv. Naglerne svæver helt naturligt og har vredet sig som elmetræets grene. De driver som små færger selvfølgelige, imens fårene æder og tyren oprørt forsøger ikke at falde i vandet. Lystfulde og fulde af lidelse venter alle dyr på, at den utålmodighed, hvor med de oprindeligt blev skabt, som med et trylleslag vil blive ophævet. De bringer deres offer på forhånd. Derfor fritagelsen for hver menneskehånd. Hvor lystfulde de venter – se hver søster, se hver broder. Det er kun deres kroppe med klove forsøgt skærmet. Som en hånd i handskens to fingre. Tommeltotten hængende som et komma bagud. Men søsteren er meget mere. Søsteren hører, hvordan naglerne begynder at tale. Hver anden nagle vender sig afmægtig og taler. Om engens sommerfugle. Om alt mylderet. Om tilværelsens umulige tale, der varmt bevæger sig gennem hver nagle og omfavner nattens dyne af lyst. Muh, siger koen opfyldt af bølge. Muh, siger koen og fylder sig. Muh siger koen opfyldt af brænding. Det er i dét muh, planeterne taler i munden på hinanden. Som i fårenes brægen. Muh taler. Bræg bimler. Fårene står og snøvler og det bimler mellem alle dyr og muh taler koen til føllet just oprejst fra jorden. Og føllet plirer til koen og sværme af stære flygter lavt hen over engen. Muh taler ur selvet og gør det ud for tyve måbende får. Aner et lys – et søskendelys som går igennem dem. Søster er smuk og meget søster – smuk som på den første dag. Søster er meget mere. Muh siger koen og lokker safterne med i sin tale. Skovfreden kan komme til dig lille søster og kan forsvinde hver gang en tunnel åbner sig. Hver gang et får bliver tabt. I mosen eller fra en stejl skrænt. Deres blå tunger når de som skildpadder bærer kloden på ryggen. Aftenmælk. Kulsyre i kildevæld. Kirsebærsten åbner sig ikoniske i mavesækken. Og i et bælte foran ilden hyler læseglæden lige til den lyse morgen. Når nøkkerosens søster lader dig. Når flodens fulde vaskefade klinger i løvet og beder os om at finde fred. Søster er så meget mere og lige så meget mindre, når hun stirrer naturens lokkende væsen lige ind i øjnene. Når hun lystfuld befaler tyvene ud af deres hule. Svøm søster gennem bølgerne, hvor du vil lyde. Som elmetræets grene helt tømt for stjerner. Svøm og se søen kaste nagler. Bøj sygehusvæsenet i et dyk. Du har svømmevinger nok for alle. Fugleselvfølgelig. Søster er meget mere. Svævefryd når du løsner dine arme i bølgeslag. Åkanden taler tæt her ved. Søster er meget mere. Ud af din mave svæver den nye verden og den lyder og lyser alt som sol. Vores søster er meget søster er her nu. Søster er meget mere. Lad os være sønner. Lad os være søstre. Når ønskernes bog som er træernes sprog beder dig gemme, så gem det her i denne skov. Og når vores søster med fem fingre på hver hånd bliver doven. Når hver en bønnestage bliver synlig fra det vindue, hun vendte os ryggen. Vil en rus af ruders øjne ønske daggryet nærmere, imens hun taler. Når vores lommer begynder at tale med søsterens stemme. Når vi genkender den lyd og det lys, som hviler under hver sten. Omfavn os så meget mere søsterligt. For det er søen, der taler i hver dønning. Det er dønning dagens øjne, daggryets cirklende, lysfyldte latter. Som kysser bølge efter bølge og nagler os fast.