:::

Der er en ømhed

som klæber til munden

der er frønnede værelser

som løftes ud i solen

der er paraplyer vippet til både

med regndråber som gejsere nede fra

der er urner som udråbstegn

for mulig kollision

jævndøgn slipper hovedet

og vrænger angstens mikadosmog

spanskrørene knækker sidste tones narreprins

et kronelys sænker søer

over din divaglorie

vi sætter river på bæstet

sender lokomotiver

gennem klodens flammehav.