:::

 

 

 

 

 

 

De hvide prikker vendte tilbage

fra æblekistefloden

jorden begyndte langsomt at erindre

loven vi soppede så længe i

vi havde guppydronningens remme

spændt ud i forvandlingens rum

det regnede i alle stuer

støvets nælder nippet af hermetiske kroner

som stjerner knasede de mellem vores tænder

i en sen hilsen fra Celan

enderne havde hvert sit kors

som dovent strakte sig i mos

med dagen malet tæt i øregangen

gav gaderne sig hen til nætternes bål

kuglerammer blev kanonens føde

vi bredte bløde muler ud over fortrydelsen

spædbørn fødtes stadig nøgne

under månesurrede galger

som stod med deres latters skarpe le.