Passager

Fra dit dyb nyder ånden dig som frø 

frøene fra dig i bøn på knæ. 

Drøn min chauffør i solnedgangen. 

Fra frøet udgår en flod 

af løv og gådekældre. 

Fang min chauffør i solnedgangen. 

En smadderflot dråbe  

lyser over dig. 

Ryd min nydelse for oven over alt - 

En smadderflot klarhed 

bliver fremkaldt i dig. 

Frø er alt du er  

fra dybet af dit frø 

lyser floden af fuld hals. 

Drøn min chauffør i solnedgangen. 

Ødemarken får sin nådesløse død. 

Fang min chauffør i solnedgangen. 

Ryd min nydelse for døden viderefører 

i en ny klædedragt. 

Ryd min nydelse i alderdommen. 

Jeg ånder kun for dig. 

 

Landgang verdener imellem

Hvor de gamle verdener råder 

vælder pilefrøerne lådne frem 

kysset af smøger 

uden identitet og stemme. 

Urenes slag lyder døve 

for rørskovens andagtsfulde kurv 

røgsignaler hænger stadig i luften. 

De senere tilføjede hytter 

og det nøjsomme sutra 

et sitrende mol register 

trukket sammen i vene. 

Hvor ofte under cedertræets duft 

hang tøjet sådan atter til tørre 

de groft udhuggede trappetrins plader 

som håbet står og vipper på. 

Elektriske bøger hvisker gyldent til os 

i gudsfødt lexika 

min egen gåde 

trækker våd. 

To indendøres zenhaver 

og din kærestes navn 

så har jeg et kort 

over mine solbeskinnede drømme. 

 

  

Sådan hjalp solen os med at komme gennem tunnelen

Sådan hjalp solen os 

       med at komme gennem tunnelen 

din kuffert måtte tåle gendødsfødselen 

du sad helt fremme på den gode ridders hest 

du gav en gave bundet til hver tå 

du så din broder stå i regnen 

du så ham stå i bålets flammer 

du gav stemme til syvårshøsten 

og var parat med sølverfanen 

du gav røntgentømmer til en lille håndfuld røg 

et væld af sammenrullede faner 

bar vi med os som et nøglebundt.

  

Valdemarsdag

 

Du drikker øl med dit barnebarn 

på Valdemarsdag 

I sidder og taler lavmælt om følelser 

teenage parat 

driver disen ind over 

alvorsfølelsen hilser bølgerne velkommen 

aldringsbølgen byder følelsen velkommen 

regnbygerne sover ind i din favn -

du drikker øl med dit barnebarn 

og det er Valdemarsdag 

med små våde papirsflag over alt. 

 

Teint

På skift kysser skoene tøjet 

dun flyver over dine mimelæber 

hanens næb om brændenældens rod 

ribsbuskens syrlige bær er din ægte brud 

moderkysset 

kan få os op af rhododendrondvalen 

violer fosser fra arbejderklassens violiner 

og under dine sorte hår 

stråler arsenskyggens blege skær så stolt. 

Barmen fylder kuren med Colmare 

kaffe blød som knogler pifter pingvinklubben op 

landkort lapper os sammen 

ingen dom får hele virkeligheden med 

dine fingres rismark 

er din tunges ild. 

Ordvekslinger vekslet til mirabelleblomster 

klipper i din sadels bump 

lysets saurkraut ryster 

os kraftigt med sin frelse 

Vadehavet skubbet 

ind under Alperne 

af Umbriens spurveflok.  

 

Ragnarok

Den biologiske 

maskes tyfondøgn 

ophedes 

og forkulles 

de berusede hænges til tørre 

isbjerge vender sig 

som møl mod vokslysets flamme 

hos låsesmedene 

høres knirkende fostergråd 

blomstens verdenscentrum 

det kommende kaos 

følger dødens selvfølgelige valg 

familier er skum på havet 

hofsavl afkrydser porte 

brevduer flyver op 

fra ruinerne 

sej og flydende asfalt 

med klovdyrs signature 

epidemierne 

er vores rebus, vores kroppe 

på ambolten 

brølende som løver. 

  

Hule

Det er blevet køligere end køligt 

sover du i rævens hule 

åbner du den 

med din stemmes grøde 

næsten en hjælp

fra kok til kok 

dvæler du i dit væsen 

med ræve appetit 

at føle gavelatter sove i hvert exit 

at føle gavebånd løsne sig i kæften 

at føle gaveregn nagle pollenpoten fast 

du siger som en konge 

i din hule 

du siger

hvorfor snød pinsen min snude 

her snublende nær 

vi skudløs jeg. 

  

Ozonforbarmelsen

Snig et væld af osteklokker 

sommerfugle vælger søstrenes morbærløv 

vi vil et andet valg i raske penge 

du har så mange 

med samme værdi som permahavens hosta 

de gamle gaver siger 

blæs nu i din sneppepibe. 

Tag din russerkur 

Indiens næb plukker øjenvipper 

censuren ligger stadig kold i sin grav 

alarmpapegøjer 

kaster sig ud fra kistekanten 

løft dine broccoli-øjenbryn. 

De snilde celler plaffer fjæset 

septemberglatte curlingpuk 

dit yndlingsmærkes nøgne bryst 

appellerer til fugl Fønix 

søstrenes powerpiercing 

døden i alle dens skikkelser. 

Glæd dig våd i fyldepenne 

tøsne er din søn i faldet ned 

den alt for alvorlige dans på høje tinder 

du råber formålsløst 

imens æonens diva klapper dig 

med samme gamle gestus 

så snig dog ozonforbarmelse 

ud af osteklokkens tavse fryd. 

Vandfald vælger huggeblokken 

elverfloden dækker sig med egeløv 

den gule næse giver dig en vældig skygge 

kagedåsen åbner sig i svanevinger 

spindelvævet søger skyggerne fra din lygte 

det gamle skelet er lettere 

end sit rygte. 

Tårnværelset er din snubleruse 

verdens ende vipper svaner 

i solens ligevægt med jordens akse 

på din sidste vagt da gælder dette 

skælvet læser hver apostel 

med næver fast forankret 

i sammensyede ærmer. 

 

 

Svaneham

 

Med spørgsmål råder selvfølgelighedens svane 

af dine pilfingernæseproblemer 

kommer giv og tag 

ruller svaner kys ud i det kommende farvel 

om din sang omslutter svanesavn 

og kys giver det dulmende stik 

de samlede værker snød smeltevandet 

og kyssene snød de vældende spørgsmål 

rul dig da ud som svane 

så sædemanden og den senere høsttid 

i en samlet flod under din bug 

glider gennem pilfingernæsens rod 

i et forenet giv og tag imod.

 

Den Nænsomme Kø

 

Fupmesse 

soler sig 

imens en bølge 

går gennem køen

vi får teenagerøv 

og trækroner med 60'er frisure 

åh, Rudolf 

det er næsten juli 

baserne bugner af 

tunnelsyn 

Israels glorier

står i brand. 

 

Drink

Nål syr enebærbuske sammen med agurker 

du må smage den her gin 

nu hvor du har to døgn. 

Nål syr enebærbuske sammen med agurker 

du må prøve de her to døgn 

med uvejr og gin. 

Nål syr enebærbuske ud af ginflasken 

agurkerne må prøve at sove i to døgn. 

Nål syr enebærbuske ud af ginflasken 

i to døgn agurkerne må prøve. 

Nål syr enebærbuske ud af to døgn 

agurkerne må prøve ginflasken. 

Nål syr enebærbuske ud af to dages gin 

ud af det agurkerne prøver på. 

  

 

Imens Den Forkølede Spørger

 

Imens den forkølede spørger 

hvilken delfin er du? 

mener vedkommende sig parat til 

at give solen stemme 

mågerne glider langsomt over palæet 

imens verden gætter sig 

så parat til at stå på vippen 

at gulvene bliver æg 

som du måler tysthed op 

med dine egne cellers væv.

 

Lattergas

Gabet åbner sig og skriver punk på brystet 

maler snildt 

lige før de løfter 

egeløv følsomt over pælene 

selv solen gyldnes ud af puppers vat 

flodens dis fejer næser fri for agernsmuld 

tyttebæret griner fra sin faldskærmshule 

hver eneste nedgroede tå 

filer nisser ud af svanens hejste vinger 

måger trækker i den længste tråd 

gennem bølger 

alt hvad modsætninger tænker om hinanden 

i havet kan du nemlig fixere 

sølvet fra en verdens 

forliste tandlægeeftersyn. 

  

Søvnig flydende hvid bluse tømmer krukken for vand

 

Søvnig flydende hvid bluse 

             tømmer krukken for vand

liljer kruser blege svævende 

       fnug om hestenes muler

lydlov sluger katalog over søbedefekter

ligklædet åbner det samme navn for himmel

rigeligt med nød i det sovende rav 

                      giver kirsebærtræet øjne

moderens røde optagelser 

                       hviler vemodigt 

                         i klippens rindende krystal

fygesand indtager skotrendens bly 

                 og knytter alt smerte

til ægte bersærker aftegnet i bjælken med hak.

G Fik Bimlende Vulkan Til At Holde Nattens Kroketkølle

 

Den dødes verden falder ud af gøgen 

så jeg kan mæske mig i stjernestøv 

gynækologer læser egeløvet forfra 

dåseåbneren parat til at være dåseåbner igen 

hvor døden rømmer sig 

løsnes ud af lommen  pælerod og honningsvamp 

G fik bimlende vulkan 

             til at holde nattens kroketkølle. 

 

Hvordan Slipper Vi For Kulden I Vores Grave

Løfter mit kæledyr og ønsker det ku tale 

støtter replik til sengehest 

øver refrain cirka sådan 

at lys slipper ud af duftens hyazint.

 

Paroler kyler lig efter lig 

krigshullets cyste bevæges bort med absolut stilhed 

hvordan slipper vi for kulden i vores grave 

er verden parat til gnostisk due?

 

Dæmonerne flygter og skutter sig i slum 

morgenæg besejret med tyttebær og ponyflæser 

stritmos tæller duggen op med læbers kys. 

 

  

Muldvølve

Fra skødet strømmer floden 

solens muldvølve 

æder æg og løg med sin fjerhammer 

heavy fod ved fod heavy 

vælder novemberdis gennem dybets rangle 

menneskefloden giver sæsonen sine faner 

jeg vil næppe råde november til andet 

de gamle såler spiste opium 

og selvom stemmen er din rilles salve 

løfter lyset følsomt mørkets snyd 

gennem stille væsensvimpler fænger 

freden sin fremtid. 

  

Zensøle

Zensølets zittauerløg gennem ærmet 

ulvehyl er flodens brus 

gaver spredt under gulvet 

rådyr vipper døgnets gravøl 

pulsen stammer sin ve 

gæller griber høfligt fat i rammen 

pennens ældede årsagssammenhæng 

anmoder på stylter 

om røllikegøgens æg. 

  

Pæl

Gemen 

drypnæse 

vindblæst 

ålegræsfanger 

rammer 

pæl ind 

i solens 

mådehold. 

  

Der Står David På Dit Glas (4)

 

Elverberøring 

er sol udsolgt af pose 

efter choksyn. 

Sy havet fast til tvivlen. 

Endnu smukkere 

er genforeningens kys 

efter bryllup. 

Børn strækker armene ud mod tog 

legen koger spiraler sammen til verden. 

Under søheste 

hviler kirkens nøgne fod 

pandens skrabefelt. 

Fyrretræernes pollenstøv 

fører os frem 

mod hver mikroskopiske celles vielse. 

 

Eusocialitetens guldhorn

Den gule huggeblok føler sit væsen 

du giver gyvelbusken sølverne øjne 

den tykke vase antænder tårnværelsets violiner 

tusmørket fremsiger rammen 

hvor i med selvfølge 

strøs løv, løv du tyder stemmens goddag med 

nedad drypper dine tynde fingre 

sover gyvelsvøbt, skælvende i sjælesorg, nyfødt 

nikker til gul sol indbundet i græs 

ligfølgets kys i kålroemarken 

flår daggryet op som gavepapir 

under sølvglinsende egeløv 

ånder de åbne gavle muslingers døvedans 

for hver bevægelse du snyder 

synes en væge at drukne havet 

floden genlyder af kålsommerfuglens vingeslag. 

  

Cyclus

Studenternellikerne står snart i blomst - på sandede jorde også snart de tidligste kartofler; jeg skutter lidt lava op omkring mig for at trække duggen her til; de bitreste stoffer forvandles til sødme på sådanne dage, hvor blomsterne hersker med dufte og forventning. Dufte som på magisk vis kan erindres, fra tiden før jeg blev et jeg. Dufte som balsampoppel, revling og blåbær. Men duften af ophav er ingen duft - men en klang solen klinger, og en rødlig lyd fra gennemsigtige væsener i vandet:

  

Tændvæske

 

Den sløve flod er endnu mantra 

rydder alt vi fik 

den fine tynde morgenstråle 

kun lige akkurat kysset 

af træernes kroner 

fænger solen an 

du strækker dig så lang du er 

skubber dynen af sin sætning 

ånder som en flod af kage 

gennem markens sørgetog 

så sød og fin. 

 

Sort

 

Sølvremmen svirper gennem køkkenet 

ålegræs foræres bort 

nøgler gøres klar til rørpost 

måger løsner udhussøen 

gnistføl nagles til en fingernegl 

halsbåndet tegnet på din hud 

kan overvælde gave 

hjemmefødte kokkehue 

ålegræs så tykt som kronens løv.

 

Sort som Kultorvet

Der hviskes i krogene og berettes fra adskillige øjenvidner, der ved selvsyn har iagttaget, at statsministeren pt er betydeligt mere chokeret end sædvanlig og endvidere har pådraget sig en lille diskuspolak i nakken. Der meldes i skrivende stund intet om, hvorledes eller om overhovedet den uheldige polak søges bortopereret i nattens løb. 

 

Sergentens ål

 

Ålekisten lyner testel ned fra loftet 

mulden vælder åndevæsener som skrifttegn 

hvem giver sin snue for at føde vægge 

gaver foldes ud af ryggen 

med gnideværdige puf. 

 

Du kaster en sten i vandet 

og stenen går til bunds 

du kaster en sten i vandet

ringene der dannes 

spreder sig stadig længere ud  

som ringe i verdensæteren 

du kaster en sten i vandet 

og har dermed forbundet dig 

har dermed forbundet din skæbne 

med verdensæteren 

du kaster en sten i vandet 

og påfører din følelse sin dødvægt 

du håber bølgerne bringer lykke 

men du kan ikke vide det 

du kaster en sten i vandet 

og rammer en stemning 

du kaster en stemning i vandet 

og holder hænderne oppe et kort øjeblik

du kaster en sten i vandet 

du kaster en sten i vandet

du vælger følelsen 

og følelsen går til bunds 

i en glorie af ringe

du kaster en sten i vandet.

 

Der Står David På Dit Glas (3)

 

Du giver vandet din stemme 

du taler og snapper 

røde hyazinter 

og gemmer den bløde røg 

i en kolibri 

din hånd har tjekket 

din ånde titusinde gange 

utydelige ben blegner blod 

lørdag låner du træernes kroner dine såler 

du hænger sutter 

og står på hænder 

i et Chagall maleri 

den sene kran sabler hundeskoven 

for skoven vil være dit tæppe 

og tænder champagneblår.

 

 

Familietræf 

de polerede møbler 

har årer af blod. 

 

 

Giv kun én gestus 

helt fri som var du nyfødt. 

Delfiners kølvand. 

 

 

Syr sprækken sammen 

ærmerne påbyder det. 

Du giver mig læ. 

 

Jeg får som fortjent 

rutsjer helt ned i hullet 

med alle klokker. 

  

Færgemandens tur 

kan også vinde din tid. 

Menneskepenge. 

  

Der Står David På Dit Glas (2)

Huse segner i søen 

og er ikke til at fiske op 

mesterpustet er vores chok 

knuste togstammer koger i fingrene

mus strømmer fra overvågningskameraerne 

fyrrummet møder os klokken fem 

violerne vi favnede bliver vores trin 

ud af rulletrappen rives hundeglam 

du skyder mennesker som kobberpile 

og tørrer dig om snuden 

med snippen af et hengemt skørt 

der står David på dit glas 

og glasset det er blåt.

  

Der Står David På Dit Glas (1)

 

Det stive engelskgræs rider tidligt 

og angerfuldt over kanalen 

du ryger åbenlyst 

var det igen en plirrende åbenbaring 

hvor indvoldsfantasien trak 

i sin gode lydløse skønhed? 

Denne rynkeløse dimension 

eksploderet i spejle 

så alt vokser i åbne prismer 

trapper ind i guds lussing 

så ansigtet summer. 

Disse tyfondomme i rotation 

har vinger af gamle, lukkede anfald 

som dine inden vi trådte ud. 

Dette er den rigtige scene 

hvor å taler gennem rytterstatuer 

alle vores indervægge 

berører pandens år 

gulvet tabte hud langs det som angiver. 

Digtet spejder efter Å.

 

Ren snevagt at gaven sner.

  

Akrostikontra

Angsten er slået fra 

kærlighed ingen plukker 

ryster sig selv helt åbnet 

ord finder sammen 

som de eneste to 

troende hviler vi i samfundsmusik 

imellem og i 

kærlighed til alt der har hængt 

over ilden i et evigt kys 

ned til paradisko 

til de hvide fnugmælkebøtter 

resten blødt som din græsmark 

ansigtet ikke længere bortvendt da.

  

Når man kommer for tæt på sandheden  

så kommer man ikke med   

til Folkemødet på Bornholm.  

 

  

Følgeslutninger Af En Bestemt Orden

Hvorfor ruller vi først når sorgen 

forlængst er blæst bort 

og du cykler kærligheden ind i sine madrasser. 

Bistader holdt faktisk regnen 

for at snakke for længe 

og dér gaslighter du morgenen!

Den koncentrerede engel 

møder havet. 

Jeg besvarer 

Jeg forhindrer 

Jeg ryger 

natten så den ligner. 

En tung matrice af udfald - 

ved Blåvand fanger du 

sorgen i at rulle 

vedvarende ind mod din kyst. 

  

Baderkarret Er Klar

 

Sæben laver et blop 

hvorfor er der ingen der ser 

robåden gennem marken af rug 

foran månen synker 

søstrene med periskopet helt strakt ud 

en bøje vipper og fløjter 

her er den bydende ø 

             som skal redde mit navn 

rigeligt af replikker 

stirrer ind i hyletonens guillotine 

festerne fejrer sig selv 

tynde striber af strålelav 

kigger op fra dine kort 

at røre den der sover i en havgemt lomme 

høsten er de andres kønskamp 

præsten er en sæddonor 

             der spytter selvet ned i bøssen 

falske rygter lammetæver folket 

Byron bliver cyanblå 

ned er ned i pegefingersovsen 

de mægtige siv bøjet om din kurv 

badekarret er klar 

det er det, de gør 

i hyazinternes hus.

 

Vejen Tilbage Til Morgengryet

 

Parat til at give som tusinde gange før 

det underste mål står næppe på mål for pulsen 

for målet råder soldater at svømme 

at snige sig ind på det døve mål 

parat til at give hver hytte sin alvor. 

Parat alle ugens dage lige meget hvor gammel 

at rådføre sig med alderens rygfødte søm 

gæller åbner gællernes sluser 

så snart munden har røvet den dyrkøbte dag. 

For skriget gemmer stadig adskillige stemmer 

som ingen vil tælle som andet end kriller i halsen 

oldtidens væsen løfter en snerle 

som hvis den blev vejet stod i filosofiens blomst. 

Rør da denne fanes dagligdagsflamme 

giv den sine skub i brystet tilbage 

at al vores tifold til livets glæde 

at neglenes yderste måner 

atter får kalenderplads. 

Vores tossede bortdømte stemmer 

kysser engens blomster i stedet for pøbelvælde 

glæden gjalder i solens klang 

og gælder for engens genfødte kanaler.

 

Der Sidder Måger Klar På Kanten

Der sidder måger klar på kanten 

deres trædepuder er gulve 

vasket af høstens tåge 

det første våde hø i et slimet lag 

gave-ærmerne er 

hoppende afslag fra kyskugler 

som giver os skygge 

vi er næppe den samme alvor 

som kirkesølvet i sin kufferthimmel 

ruller sæbefilm 

hen over pileskovens 

tyvagtige brændenældekrat 

ormene får være i fred 

for svømmehudens kærlige omsorg. 

  

Du Er Hos Mig Om Natten Når Jeg Sover

Du er hos mig om natten når jeg sover 

din ryg ligger og gyder kys 

hovedets fem veje er nattens næb i mol 

din hvide hud lyser 

de tæmmede guder læser dine drømme 

dine lucide drømme  -

tæerne sidder sådan i slotshumør 

mere svulne end en tidligere elskerindes lokker 

lyset kan ikke stoppe os 

længere ind i hinanden 

lyset raller i nattens åbne sår 

æggene håner den utålmodige banken 

du er hos mig om natten når jeg sover.

  

Kys Husker Så Nøje Hjernehalvdelenes Møde

Kys husker så nøje hjernehalvdelenes møde 

kys er nogens sne 

kys er ungdomseliksirens gud 

og nogle gang er kys døve 

er kys fortidsøglens æg 

følelser der fødes 

i galloperende hvirvler. 

Rul gaven sammen til tavs rugmark 

ud af næsen snydes 

det tætte skyggejeg 

selv den i datid elskede 

ruller sig ind under skyggetærskelen 

hvilket gulv vil ellers kunne føle det 

noget er givet og er her nu 

i dine drømmes kys.

 

Den Sorte Svane (2)

 

Når vi får lov at få en flig af de småkriminelles virke lige lidt over menigmands lommetyve niveau, så er det for at de ufatteligt svimlende storkriminelle kan få os til at være optaget af det, imens de helt sikkert på forhånd har sikret sig, at de tilsyneladende i offentlighedens opfattelse har ganske rene hænder. De største fisk i den kriminelle fødekæde er så store, at de kan sluge alle andre kriminelle i verden.

Det håb, vi hver gang afsløringer tillades, klamrer os til, er at afsløringerne vil sætte en domino-lavine-effekt i gang. Det håb, vi har, tilsiger, at det jo kunne være en mulighed. Og det er det da også. Men sætte sin lid til, at det helt sikkert er sådan, at det vil ske, det kan ingen. Også selvom vi har fået tegn på, at aspekterne er gode i forhold til, at folket endelig kan få en eller anden form for retfærdighed at se.

Jeg Står Ude Blandt Køerne På Marken

 

Jeg står ude blandt køerne på marken 

og vifter med et bundt nøgler 

de lytter som til en fjern musik 

jeg dømmer dem ikke 

de dømmer ikke mig 

jeg har fodret shetlands hestene 

min nakke dufter for dem 

som grønkål 

dagenes forsølvede opfindsomhed 

søger næppe døgnets regler 

men ånder blot 

igennem mig 

som ponyer i en langsomt, slæbende vals. 

 

Af Porcelænskopper Drikker Selv Djævelen

 

Af porcelænskopper drikker selv djævelen 

muldvarp med rastafarifrisure 

er gammel nok til at vide 

at sådan et rekviem 

trænger til forsåling 

forhindrer det os så i at nippe

nej, næppe for alverdens bjæf 

hvem banker ellers lufthuller 

hvem kan redde rønnerne 

tegnfødte bløder visioner 

malerierne giver os 

kummefrysernoia 

for du lader jo bare som om 

du ser noget 

der ikke er her.  

 

Er Dette Det Eneste Du Har

 

Er dette det eneste du har 

strømmen af pis bortviftet 

askepothæl der hvisker 

søg der henne 

omme bag gardinerne 

hvor Simon sover 

føl på læbernes præludium 

alt varer for den tålmodigt døve 

til mægtige gæller vokser ud 

og dobbeltgængere får strube 

forlæns vender hvert lig 

sine æg ind i floder 

med agernsnipper 

fra en friholdt dag 

som gaveregnen 

der holder dem oppe - 

til træernes rødder får fat.

 

Jeg Møder Dig Følt

Jeg møder dig følt 

og spørger er spørgsmålet dit væsen 

hvor har dansen så ført dig hen 

hvilket råd valgte dit åndedrag 

vil solen affeje alle dine følelser 

at elske den du mister 

er spørgsmålets væsen 

hvor har dansen så ført dig 

hvorfor har jeg endnu ikke forstået 

hvilket væsen er hvilket 

det rod er nogets væsen 

uden nogen som helst tvivl 

pilfingernæsen er din tyv 

når du elsker 

den du mister.

  

Snart Dulmes Hordernes Gaver

 

Floden er plakatfuld 

ølhunden stor som et føl i sin skygge 

ser ud som om den vil sige 

hva' fa'n 

er der gravøl til de pylrede muler? 

Jeg møder en søhest i flasken 

den spørger er I parate 

til at blive udsourcet 

nerverne pynter træernes humør 

er de dulmende strøg 

noget du føler dig 

pisnærværende ved?

 

Den nøgne kvindes bølge 

hører dig. 

Flyt tøjtyven 

med fjernkontrollen.

  

Lejemorder i dromelejr

Dialog er ikke denne rødlige, ostindiske mand 

Og replikker er - 

Luftvåben er landskab 

Lys er jeg. 

Nye våben svævende 

over hvert sit sjippetov 

en pose fuld af velcrobånd 

siger han fra sine knæer 

tør du balancere drømmeløjer?

  

Blyet stammer jeg videre 

i forstandens brænding. 

Stilhed jeg har 

paradoxalt som paladser. 

  

Den Sorte Svane

 

De spiser os af 

med små lunser af Den Sorte Svane, 

imens det store monster går fri.

 

Den Sorte Svane 

sidder på En Sort Klippe, 

der kun lige akkurat rager 

op over vandspejlet med et my.

 

 

 

 

 

 

 

Vandet er fucked af metafor

Nålestriber ses med djævleflapper 

jeg ser sproget malet af en stime tun 

mølposer hvor fra sønnegaven får endnu engang 

vejret suger gaverne kønnede som spøgelser 

og vokser hulderfolk under svanevinger -

hvor gletsjerstumpen syder i champagneglas 

strømmer havet dennesidigt 

i flammeluers søheste 

gendykningsnevøen rejser hugløftet 

selv et knust kranium rummer 

billeder, du ikke anede eksisterer 

rugbrødsfesten ses gennem næsen 

kålfølget fuldfører de snævre passager 

høstens yderdør stikker snuden 

i den gamle rustne rulletrappe 

som kvinderne elsker alene for vibrationens flow 

og knæerne føler hvalens fuldmagt 

tæller gulnede mågestel 

rager kompasset i smalle bedesandaler 

og hvem der ellers gider 

at balancere verdensforskellene. 

Ved solopgang skinner fanerne fåmælte i disen 

og udtyder enhver

der blot ligner 

mundens forslugne hul; 

nålen peger stik syd 

lysforhængets fødsel gør 

at vandet er fucked af metafor.