Elverberøring
er sol udsolgt af pose
efter choksyn.
Sy havet fast til tvivlen.
Endnu smukkere
er genforeningens kys
efter bryllup.
Børn strækker armene ud mod tog
legen koger spiraler sammen til verden.
Under søheste
hviler kirkens nøgne fod
pandens skrabefelt.
Fyrretræernes pollenstøv
fører os frem
mod hver mikroskopiske celles vielse.
Du giver vandet din stemme
du taler og snapper
røde hyazinter
og gemmer den bløde røg
i en kolibri
din hånd har tjekket
din ånde titusinde gange
utydelige ben blegner blod
lørdag låner du træernes kroner dine såler
du hænger sutter
og står på hænder
i et Chagall maleri
den sene kran sabler hundeskoven
for skoven vil være dit tæppe
og tænder champagneblår.
Huse segner i søen
og er ikke til at fiske op
mesterpustet er vores chok
knuste togstammer koger i fingrene
mus strømmer fra overvågningskameraerne
fyrrummet møder os klokken fem
violerne vi favnede bliver vores trin
ud af rulletrappen rives hundeglam
du skyder mennesker som kobberpile
og tørrer dig om snuden
med snippen af et hengemt skørt
der står David på dit glas
og glasset det er blåt.
Det stive engelskgræs rider tidligt
og angerfuldt over kanalen
du ryger åbenlyst
var det igen en plirrende åbenbaring
hvor indvoldsfantasien trak
i sin gode lydløse skønhed?
Denne rynkeløse dimension
eksploderet i spejle
så alt vokser i åbne prismer
trapper ind i guds lussing
så ansigtet summer.
Disse tyfondomme i rotation
har vinger af gamle, lukkede anfald
som dine inden vi trådte ud.
Dette er den rigtige scene
hvor å taler gennem rytterstatuer
alle vores indervægge
berører pandens år
gulvet tabte hud langs det som angiver.
Digtet spejder efter Å.
