Glasslottet er brændende frostvejr
i livslegemets yderste pol
det er der jeg bor
i det øjeblik
nogen bliver revet fra mig
er det der jeg bor
når jeg ligner én der sover
og rammerne pludselig sprænges
med et fast greb om struben
sover med åbne øjne
når jeg ligner én der sover
er det der jeg bor
i nøglehullets normalitet
natsværmere i spiraldans
om mine lysende tentakler
i livslegemets yderste pol
hvor glasslottets brændende frostvejr
er.
Artikel fra 6. oktober i NEWSPEEK af Karsten Pultz: HER.
Peter Eistrup Frederiksen stiller i dag følgende relevante spørgsmål som en kommentar til Debatten DR's Facebook profil: "Nu hvor vi ved, at det ikke er coronapatienter der presser sygehusene, kan du så fortælle lidt om hvad regeringen har gjort i de sidste 2 år, som Corona har varet indtil nu, for at ruste sygehusene? Hvad har I gjort for at skaffe personale? Har I talt med privathospitaler? Har I kontaktet alle sygeplejersker i det private for at høre dem om de vil assistere under epidemien? Hvorfor har I nedlagt alle coronaafsnit i løbet af sommeren?".
"Nu hvor vi ved, at det ikke er coronapatienter der
presser sygehusene, hvorfor er det så Corona der bliver ophøjet til samfundskritisk
sygdom? Brækkede ben er også samfundskritisk med et sygehusvæsen, der er i knæ
på grund af dårlig ledelse. Hvorfor lige corona, der udgør så lille andel af
indlagte totalt?"
"Nu hvor vi ved at Corona aldrig går væk, er det så
ikke en meget dyr måde at udskyde problemet på?"
"Heunicke sagde for en måned siden, at der var
fuldstændig epidemikontrol. Hvordan kunne han tage så meget fejl?"
"Hvad er exit-strategien, nu hvor vi ved, at vaccinerne
ikke virker mod smitte? Skal Danmark lukkes ned konstant indtil der er opnået
naturlig flokimmunitet? I så fald, hvad vil I opnå ved at udskyde
problemet?"
"Brostrøm siger I en reklame for vaccinen, at man bare
skal have to stik, og så kan vi vende tilbage til hverdagen. Hvad vil du sige
til alle dem, der følger sig snydt af, at Brostrøm tog fuldstændig fejl?
Hvordan kan vi vide, at Brostrøm ikke tager fejl igen?"
"Kan du forstå hvis folk har svært ved at have tillid
til myndighederne, når det I har lovet ikke holder?"
"Danmark har lige slået rekord og er nu et af de lande
i verden, der har haft højest antal dagligt smittede under hele epidemien.
Mener du, at det er godt håndteret?"
"Vi ser lige nu, at smitten i Sverige er helt flad. De
har stort set ingen på intensiv. Har I overvejet at Sverige gjorde det rigtige?"
"Lige nu er 0.0025% (148) af befolkningen indlagte
uvaccinerede med corona. Hvordan kan de udgøre et problem for et sundhedsvæsen
i landet med verdens højeste skattetryk?"
"Hvis man kigger på et land som Portugal, hvor næsten
100% af alle over 12 år vaccineret, så kan man se at smitten eksploderer. De
har flere indlagte end Danmark. I Portugal er det altså ikke uvaccinerede der
driver smitten, men vaccinerede. Tænker du at det vil gøre en forskel i Danmark
at vaccinere de sidste 5%?"
"Har der nogensinde været evidens for at vaccinerne var
en effektiv smittebremse eller lod I bare som om?"
Afledt heraf: Hvor mange døde vaccinerede og uvaccinerede
kan tilskrives at man tillod vaccinerede at løbe utestede rundt uden denne
evidens for smittebremse?"
"I 2017-18 var mange flere indlagt med influenza.
Hvorfor lukkede det ikke samfundet ned dengang?"
"Når I ikke ved hvor godt vaccinen rent faktisk dækker den nye variant, hvorfor indstiller I så ikke vaccination af børn? Vaccinen hindrer kun et voldsomt forløb, hvis heldig, børn bliver ikke indlagt?"
Skyernes stille drift er rygraden i hjernens
pusterum
de fine savtakkede vinger vi fik
løber ikke med rygter
læbernes ryler vipper på lette kløer
edderkoppespind som filosofiske knytnæver
volden sover frydefuldt i
rygradsgallop bortjager kønnet
et firkløver synker
tør natlig konto spulet for svig
fuglenes sang
som en nedadgående spiral af lykke.
Under færgeoverfarten indså han, at hver bølge forårsagede en modbølge, og at bølge og modbølge hænger lige så sikkert sammen som ekko og ekkoets forudgående råb. Færgen var i sig selv ikke noget svar, men udgjorde et rum, hvor i det blev tydeligt, at for hvad der end skete, var han sin egen første årsag. Så længe han var på vej, var han ikke på vej noget bestemt sted; færgen kunne lige så godt være et akvarium, hvor i man havde indplantet et lille stykke af uendeligheden; hvor store bølgerne end rejste sig op over rælingen, svømmede han roligt videre i den strøm af vedvarende og hele tiden på ny dannet skæbne, som overfarten bragte ham uden omsvøb og uden nogen som helst anden forsinkelse, end den hans forstand kunne yde.
Imens myrene forsvinder
spørger uvejret efter raflebæger
humlebierne hilser gavlene med gyldne tomler
en tube tossehoveder camperer
midt i Kalypsos køreprøve
med kønnede skalpe som røgalarm
mønstrer vindtørre panderynker
det næste kast
det er navnebussen som er hirsekolbe
i pipfuglenes bur
i pipfuglenes bur
er USSR det med kys proppede penalhus
helt ind i efterlønnen sejler ækvator
salmebogen er din tofusut
det er gavlflag der blafrer
i vindens hundekunstner
terningerne fyger fra blæste tuer
af alle de skrifttegn der myldrer frem.
 |
| Måge brudt gennem myggenettet på vej til Hebriderne med den sidste portion Delta-variant: |
Bøgetræet sank sin sidste opvask
krydderurter strakte hals med små basuner
englelys fra jordens sprække
hilste dødens jubelglæde
her sad jeg med mikrokoppen
fuld af giften du lod dryppe
fra et hav af had så grænseløst
alle krukker blev til tunler
at krybe gennem med en tunge
kløvet af den tabte tid.
Frøer kan regne et barnløst skrig
skaderne skrælle dagen for blod
sommerfuglen finde
endnu en himmel
at søge tilflugt i
men hullet ind til de forsvundne fyrretræer
står stadig som en åben gåde.
Mine mosvaner er knoglemarvens balsam
den tynde hud af dansemyggens særk
er nålefunken, jeg har arvet
sanserne oplivet af nattens åbne porte
lyde og dufte i pulserende blandinger
læbernes buskede fjeldrypefilt
de bundkappede rullekameraer
nulstiller den slanke frisbeebane
kaprifolien fuld af slangenostalgi.
Dagene svæver frem af dis
vandrer ad begyndelser i grønne sale
og bagefter altid bagefter er
dirigentens fløderand
den rå flisekant båret
i genkendelig biografi
som efterordets gitter hele tiden forgæves ringer
til.
Skumringen spændes over sidegaders transit
leerne føder aftentenorens klage
i træernes alarmcentral
er vi hjemme i den yderste sål
i skafotaksenes feberrest
duggens fineste node finder
en nedgang til ødemark
garnnøgler kastet langs genvejenes overgrebslys
dryaderne sitrer elektrisk
i fatningen, din finger.
"Nogle meget erfarne amerikanske vaccine forskere har netop publiceret en artikel og de er dybt bekymrede over, at vi kommer til at se overdødelighed hos raske børn og unge pga Covid vacciner. Så dette er meget mere end skændsel. Og at høre danske såkaldte eksperter presse på for vacciner til alle - uden den dokumentation vi normalt ville kræve - det er noget jeg ALDRIG havde troet"
 |
|
Medicinske fagfolk offentliggjorde essays, der gav jøderne
skylden for tyfusepidemierne og hævdede, at jøder var urene. Og således, grundet frygt og under folkesundhedens banner,
tillod folket, herunder kirkeledere det. De blev forsikret om, at det ville være midlertidigt. Den første ghetto. En historietime til dem, der måske har glemt det. Lad os ikke tage tilbage dertil igen.” "Nikola Tesla" 4. december 2021 |
Mos ser jeg bladre
ja, tømme hele skovpartier for lommernes transparens
fra denne golde klippe kapsles vandet inde
genspejles de fangne skibe
i strukturer, runde mønstre
planternes blinde omverden
æbleprincippet grædende for formernes last
som fiskenes fossile evolution
tårerarven under babelsøjet
vinterverdenen i en krukkes sovende æg
florablikket mod himlens Q
gennem træerne – jordens anker
klæber et vandopløst krystalmolekyle til mig
den sidste bølge inden havet besat af arketyper
folder fuglekirken sammen i et skrig.
Demonstratrions mach fra Christiansborg til Rådhuspladsen med sloganet: INGEN VACCINER TIL VORES BØRN!
HER
Der er en ømhed
som klæber til munden
der er frønnede værelser
som løftes ud i solen
der er paraplyer vippet til både
med regndråber som gejsere nede fra
der er urner som udråbstegn
for mulig kollision
jævndøgn slipper hovedet
og vrænger angstens mikadosmog
spanskrørene knækker sidste tones narreprins
et kronelys sænker søer
over din divaglorie
vi sætter river på bæstet
sender lokomotiver
gennem klodens flammehav.
Der er alt for få statuer
på bunden af havet
de kolde og varme strømme
ville ellers få dem til at stå og vippe gevaldigt
med ørerne
de ville stå og kigge nysgerrigt op fra dybet
lige op i vores forundrede smil eller svedne grin
eller op i de rytmiske slag
fra skibenes køle
lad os hilse dem med trut
fra hver galionsfigur
vi sender jer fingerkys der nede
vi sender jer oceaner af kys
og skulle nogen vove
at stige ned i mørket
hvor de mest slemme statuer står
så husk at have rigeligt med kys på tanken
det er garanteret ensomt
at stå i dybet uden en eneste fugleklat på sin
skulder
der er alt for få statuer
på bunden af havet
hvorfor skulle fiskene ikke også have
noget at grine af.
Natten kigger på dine briller
og vejer dem op mod hvert sandkorn
der er noget, der, midt mellem to åndedrag
peger på evigheden
hver gang du løfter koppen til dine læber
giver svanerne mening
alle de kort hvalerne tegner
sigter bølgernes totale antal
men kan alligevel svært skjule rædslen
som barnet i kurven lod ubemærket
hver fødsels smerte
er i sandhed englenes sorg og længsel
tjørnegrene skal piske dine øjenlåg
mursejlere nappe ørernes spidser
der er et løft i hjelmen
flettet af pilens vidjer
isbjerge er drømte svanefødder
over din nakkes brændende fold.
¨
Jens Rohde gik fra at være et fritgående missil
til at blive en fritflyvende kanyle:
Selvfølgelig fører de glemte sætninger
brølet et andet sted hen
hvor natten nagles til sjælens havelåge
hængslernes lille skrig
nærmest bare et undseeligt gisp
letter med fornemmelsen, så snart jeg siger
det er det, jeg vil
og guderne krøller alt det rigtige
sammen i en kugle
med alle fristelser frisk kærnet
jeg er en sovesal
i et poleret krater
jeg drømmer alle stemmerne, I hører,
ser kysten og foruroliges
med et blik ned gennem livsaldrene
slikker tiden løkken om min hals
hovedet falder med et brag
fra sin lange historie
forsvinder fuld af begejstring
utålmodigt sidelæns ud gennem bølgerne
triller som kendte det allerede længe
selv sit sidste stød.
Vores læsere er vant til skrifteksperimenter så lave som
jomfruslynger
kig bare gennem hullet i kassen så ved du allerede hvordan
vejret bliver
og mas så dit modersmål gennem munden som løsrevne
humørsvingninger
se hvordan nylonstrømperne står pakket til leg
det ville være utænkeligt ville det ikke at teksten går i
sin egen fælde
som ægget foran sin mår
det er typisk nogen der råber fra et søm med hvilken ret en
sådan henrettelse
går for sig
som barberblade du fører gennem et frødepot hvor livet revet
ud og gemt til
senere helliggørelse
spørger dig om din hengivenhed var andet end en luftspejling
for alt du hengav dig til
det er typisk sådan nogle der sænker deres stemme ned i
kulfyrstens
påfugleskorsten
som et stort statsløst kuffertpas.
Jeg blev holdt så længe under vand
at jeg ikke længere vidste, hvem jeg var
som en levende fakkel
ville jeg møde
jeres kastanjetræers fugle
blodhalse for min faders
sønderknuste ur.
Angelique Coetzee, som opdagede den nye coronavariant, skriver i den brittiske avis Daily Mail:
Engelsk tale med græske undertekster:
Dr. Vernon Coleman declamerer endestationen for mRNA genterapierne:
Døgn rynket sammen i bowiecirkler
kufferter stablet med ure og smykker
lommelygtens kegle på kortet
hvor du forsvandt.
Katten kigger på mundingen
livløs som en tatovering
søjler vipper på en vakkelvorn rebus
små slankebevægelser med krykken
myretuer former sig under plastic stole
ruller sideruder ned og skriger
se, rågerne letter med langtidsholdbare burgers!
Med særlig omsorg blæser vi serpentiner
og sender ønsker
mod den nye skalas omkreds:
Hæld
slanger fra din krukke!
Døden ruller sørgeslør over familier.
Et hus kan forsvinde
som en tand i din mund.
Menneskefryd har været vores frø for hørelsen
let bedøvet
af støvet fra en maske.
Og i det du bevægede dig videre
savlende med psyken punkteret
var det som om du blev raflet
i et bæger uden bund.
Bær krukkerne ind i søvnen
vi har allerede tabt vores afhængighed
af de smukke skår vi fandt
det er skrevet på hver eneste prop
vinen var vort eget blod
og vi drak og vi drak
af inskriptionen
bær krukkerne ind i søvnen
vores liv er skrevet med hemmelig skrift
og bringes i mikroskopiske sekvenser
som en forbrydelse
kun underbevidstheden kan fange.
Hold glasset stille
og jeg skal stryge sommerfuglestøv på din ryg.
Du skriger
som en dråbeskål af løkker
for at modtage
den dybe stemmes litani med regnen.
Den ro der vokser
blev vingebåret
til sit nye styrt mod ekkodalen.
Der findes en sval krop
som aldrig forsvinder
nuancerne vikles som myrehvirvel
ind i nattens længsel.
De hvide prikker vendte tilbage
fra æblekistefloden
jorden begyndte langsomt at erindre
loven vi soppede så længe i
vi havde guppydronningens remme
spændt ud i forvandlingens rum
det regnede i alle stuer
støvets nælder nippet af hermetiske kroner
som stjerner knaste de mellem vores tænder
i en sen hilsen fra Celan
enderne havde hvert sit kors
som dovent strakte sig i mos
med dagen malet tæt i øregangen
gav gaderne sig hen til nætternes bål
kuglerammer blev kanonens føde
vi bredte bløde muler ud over fortrydelsen
spædbørn fødtes stadig nøgne
under månesurrede galger
som stod med deres latters le.
Hundefløjten lød igennem plejehjemmets hedebølge
knoglemarv blev hulet ud af lyd
se disse smukke pyramidefingre
som løftede kloderne på plads i grottens mørke
sovedjævle tyssede lidt for sent
forstøvet kaffe blandedes med metallisk duft af
engle
ryggen blev cikoriens ranke blå trompet
ingen hjerne var en mere uudfoldet himmel
fyldt med bløde skyer på græs
hånden strakte logrende tangenter
foran strålekapslens lægedøs
som en ruse for en himmels hvaler
gled slægtens træer dynamisk ind
igennem Kristusnattens net.
