Om sålerne bliver slidte
af at springe i felter
og frøerne klumper sig sammen
som godsbanevogne.
Og den drøje læseferie sniger øjnene røde rande
så er der næver som grønne æg i sumpen.
Grønne klatter og knoer og sange
der næsten ikke nænner at tælle rynker på ny.
Om så gøgen selv syntes
at spørge dine hinkeruder
ved daggry så åndeløs.
Hvorfor din hæshed
lukket inde
som en påfugl i bukser.
Løfter dig med egeløvsske
så vil knasterne rulle dig nærdød.
Rulle skygger og næser og ponyer
rulle - uden at tælle striberne i gruset.
Hvorfor din påfuglehæshed
næsten ikke nænner
at suge dine faner sammen igen.
No comments:
Post a Comment