Røgen har samme smertes stemme
jeg er viklet ind i fane som æselører i en bog
daggryets tyve går på listefødder i gåsegang
nu gælder det gyden fuld
af kyssets mælkestrømme
for ved daggry snyder den knælende
stemmens røgslør
og farver snedigt
hele vores fangne måned.
En bakke taler stadig om sæben jeg efterlod
på dit natbord imens du sov under røde lokker
selv månen sov så skyggefuld
ingen hunds hylen lod dig sove
jeg delte mine fejlskud med et tudsefjæs
stemmens egeløv højt over snoges vandhul
de bøjede gafler
lod mig døv og grænseløs tilbage.
Men i det mindste gav jeg
fuglene fuglemælk at hele deres chok med
tynd var hver fane
tynde var rifterne på min arm
tynd var genfødslens åndedrag
næsten vanfør
tyggede jeg på vores fangne måned.
Svanetidens døve æble
fænger et pift jeg vokser i
min stemme gav jeg til dit kys
vores stemmer gav jeg glød
stemmens stemme
fængede høstens høje vaser
og sov så månedlangt i fangeskjul.
Og tynde sætningers svaner sov
så nådefulde langt
og penneføreren snappede døgnets gæller
vores liv under bjerge af sten
på listefødder i gåsegang
jo, urkirkens yver
er spændt og kan sagtens møde
os nøgne her i ventesalens ur.
No comments:
Post a Comment