Mug på et splintret spejl
er ofte det sidste tegn
selv fuglene har svært ved at ånde
og den frigide skygge væver
med en vis følsomhed
kun for at snyde toldvæsenet
fra at pimpe fra randen af et sod-sværtet gulv.
Det er hele den gamle farvelære
og mine pennestrøgs rækkefølge
der tygger drøv på burfuglens kvidren
og prikker hul på præmieposen
gnækkende som en søvngud af samme ømhed.
En hårdt prøvet pinefulde altergang
ender i emhættens snappen efter tegn
fantasivæsener piber
imens jeg forsøger at kortlægge
deres signaler
før de bryder ud.
Især den gule farve holder fanen højt
guppyposer sutter på alen lange
stråler gennem væggen
røntgensynet uddør ikke før
rullegræsplænerne på ny lukker ørerne for jazz
igen og igen lukker strategien gentagelsens ord
og det uvurderlige
lyser op i lysende prikker
mellem sætningernes tremmer.
De forkølede prøver
at hoste gennem naglehuller
hoveder dingler som cykelfælge
eller dørhamrenes klapren
katatoni for et knust hjerte
suger gazebind over bløde dun.
Usædvanligt døve finder vi
poser fulde af tomme dåser
kylet i et hjørne
snevølven strækker sig atter
for fra grammofonens dybeste rille
at lukke sneens rekviem ud.
No comments:
Post a Comment