:::

 

Gyldent vågner alvorsteske fasen

ud af egeløvets smalle viadukt

lyset hviler under tøvende mågevinge

tilfangetagen hætte er søen for en svane.

Lige så majestætisk som en knopsvane glider 

en vældig fylde af faner ses

barmhjertigheden kender luftens lette fjer

og vil at dampen slippes fri af låg.

Faner gennem togstationer og forbi hedens hytter

giver ud af alle sine råd

sådan flyver svaneflokke lys i en bue

højt over vores lille båd

en teskefuld ånd får skyggerne til at æde

af en anden verdens gråd.

Ledemotivet skriger hæst

vi har joller på som kapper

løvkroner indrammer ansigter

løftet op af vintersolhvervsspejle.

Ræling berører kyssebjergets mistelten

rensdyrfødte kanebjælder

tænder kerterne i vores kælder

fra grotten løftes kæmpe rullesten.

I det lys ser vi rævegange

som lå skjult af dagens skygger

række giner af et andet stof

og her står vi og holder svaneråd.

Måger revner mens de dulmer deres sult

gyvler gylper mikroskopiske blade

fællesskaber ønsker tillykke med en flænset fane

feberfrihed var den frommes ønske.

Snedige stemmer folder deres kroner

næver parate til et ubeskriveligt rod

plukker læbekys af mongolens smil

i en sydstats gamle væmmelige døs.

Rækker mågen sine gyldne bølger

rører ødemarkens usynlige fane

rækker mig et spindelvæv af grønne steder

tåler døve hytters honningklædte køn.

Solen føler sine stråler kysse universet

munden dækker alt den rører

måger fanger lys som svaner blankt giver fra sig

i en sky af støvpartiklers eget univers.

Hvirvelkys i farvet fosfor

lys af døve gåder træder orgelets pedal

plukfløjl af bølgehældte poser

fuldfører dækvingers gæld.

Ræling giver floden sine evner

fra en gammel månepynt

tålte færger tømmes for sine måner

og skrivekarlen føres ind.

Åndekys tæller ånden med sin tunges leg

rækker tålmodige oceaner

for kys er altid rekviem

for stemmens tenespundne tårn.

Gådestemmers typografi

rækker krykkerne til den

skeen rører vævede skygger

æselører på et sidste rekviem.