:::

 

Døde tanker nyder havet og ligger og ruller i dønninger

du er kommet til enden kun lige begyndt at drømme

det tager dig som en synkende flåde

sådan går det

solen er helt grøn.

 

Og ud af gløden kommer syv vækkelser

døden fryser tågerekyler og folder

det sorte kul hvor imellem en sidste flamme snor sig

det sorte kul er gået bort for at mindes sin ild.

 

Du tvivler fra dine tåspidser til månen

selv nydelsen tvivler du på

og lyden af delfiner du får i gave.

 

Vores fordømte lille liv fryser nåleskove

får det ende får det synke gennem gulve

varme køers vomme, alle fire bladmaver

fermenterer alt det grønne 

i en ceremoni for længe siden

selv fårene går på krykker op ad den stejle skrænt

i alderdommen bliver døden gældfri 

og du retter blikket mod en anden horisont.

 

Øjets glød deler sorger og glæder

og du dåner til sidst i et vokskabinet

nødudgangen fikserer dit blik

og spørgsmål står i kø i kulden

kun  et mågeskrig rykker dig ud af døsen

og lader alt det øde dække kirkerne med støv.

 

Du indånder luftens gråd med en genåbnet fryd

du hører alle fortidens stemmer

de du førhen troede handlede om dig.

 

Og nu vender du dig i søvne

og hører døden hoste

et nattog kører forbi og grammofonen 

er sin egen tyste stjernenat

du giver så let slip kun for at tyde 

rynkerne du ikke kan nå

i noget som helst himmelsk svar

og det er alderen som synker gennem tårnet 

og tårnet græder ned gennem alderens år.

 

Sådan kalder din tyste lytten

og du må som en anden råge 

klemme neglene fast om dit liv.