:::

 

Verden skubber dig længere og længere ud

mod en imaginær afgrund

i en årstid hvor bladene bliver ved at falde

fra nøgne træer

selv gruset synes at kalde på din tilfangetagelse 

uden så meget som at ænse den overordnede 

åbning mod lyset

det er den rolige aldring

der hænger i halsen

gruset udlever din alvors væsen 

og tager imod hvert skridt

og alvoren springer hækkeløb

med sin fiktive fane

som en frikøbt og manisk skygge

du går på grus og har et mål

umærkeligt ændres verden

og krænger sig ind omkring dig

kun for at skubbe dig længere og længere ud

mod en imaginær afgrund.