:::

Der er åbent når du går og 

ruller dig dryppende ud

vældig vældet af lys

og ligner den elskedes flod

tiden snuser og byder op til dans

og du mærker alverdens årsager

søge din glæde og udviske din elskovs atomare fromhed

det begynder at gemme svaner i flyttelæs

og du stopper mågernes tydelige skrig

ned i din hals

du stopper mågernes gurglende stemmer

du stopper mågernes tunge snedige dans på græs.

Du har aldrig før mærket så megen latter

helt nede fra maven forsøger det at komme ud

og det banker og banker som om det var bange

for at du ville flyve væk

og lysene tændes på rad

og danser på det hængende dynd

det du søger, begynder her

og du træder ud

på flodens røde fane

floden fra hvilken du selv bliver flod

og eksisterer i flyvende plæners plasma.

Det er næsten som om

det allerede er punkteret

det er alt

opgange helt maniske

og din mave 

siger så snedig 

i hvert sit åndedrag

og fødderne siger 

du har elsket månen og natten

og først nu forstår du

hvorfor enhver planet er en terning

det begynder forfra

i hvert sammenstød

sæden søsætter sit andet ålegilde

og livet går en anden vej.

Du har lige så vel lyst som lyset

på din vej ned og ud af nødudgange

på tåspidser tøver det hæsblæsende

tøver alt der overstiger forhindringerne

øser tålmodighedens hæle dine gummer

og du er parat, du kan danse

og du vælger flodens stygge vadested.

Du går og er parat

du går og er rekviem

du går ind i det mumlende humør.

Hvorfor, når du nu er parat, giver lyset dig lys

hvorfor, når du nu er parat, skal du tydeliggøre

din maves og din stemmes oprejsthed i dette nu

kan det være rigtigt 

når du nu er så parat, som du er?

Og hvorfor venter den elskede og tøver

på tåspidser så tydelig.

Du går dryppende

du går dit rekviem

og er dette egeløv du forlader

dit parate humør altid tydeliggjort

forsøger at blive ét med din stemme

bliver grunden til dit åndedrag

tydelig eller utydelig kan rillen skære sig dybere ned 

i din elskedes fold af hvirvelstrøm.

Lader du floden bære dine svar

falder spørgsmålene som himmelheste

nådesløse igennem ~

din tilfangetagne stemmes endestation

bliver et køkken af stemmer 

dine versefødder bliver rustbeskyttede vaser

din stemme danser 

med hovedet på skrå og messer

begynd, tving mig alverdens faner at give mig hen til

sådan forsøger du

og du gør det med ære

du forklarer stjernernes stumhed

med dit eget lys

du redder den elskedes glorier

og bliver til

lige her hvor det begynder at ringe 

og din stemme er en bølge og du svømmer

tydelig i dit rekviem af stemmers begyndelser

kan den elskede flod svømme lige så godt

som din svanes stemme

du er stemme og du er væsen og

glemmer dig selv for mågernes tavse flow 

i natten under månens skær.