:::

 

Døv har du dvælet ved teske

solens hævede hove

solgte din forbundethed

sandkorn lægger svaners forskellige måner til tælling

svømmer over floden til bredden 

hvor egeløv dypper sine grene

åkander spillet som grammofoner

af vandnymfer og myg

gnider sig op af dine lemmer

og slipper delfinglans ud af vandets strøm

rille efter rille for azaleaenes hjemve

en brummen af golfkølle inde i golfkuglens indre

kølleslaskende i udborede flasker

plukker alger af dit lår

ved det lange tavse lejrbål

delfinlyksalighed vokser forknyt

knopsvaner neddykket i strømmen

vinker med hvide agterflag til azaleahaver

et hvert chok får sin rangle

bagbordslamper vipper frem og tilbage

ingen kunne fuppe solens lånehajer

save sover nåleskovsfloder i golgatatønden

gruståger over snævringens tusmørkeflod

knagerækker af svaneham og drømme

intetfanget

indsuger den tyste gæst

en skefuld ruller rille for rille

over drømmens spunsvæg

rugbrødsmarker

tygger nyfigne fasaner

mosekøkkenet står åbent for nat

og nogen høster tonsvis af måbende tørv

kun for at finde gudindens emblem.

 

:::

 

Ud af orchidéernes lange monochrome luftrødder

øjne før chokoladehimlene føjer dig

og høfligt rykker myrenes frydefulde kilometer 

gennem solens stråler

for at tappe dine drømme ind i sin egen.

 

 

:::

 

Penisrøven er pulp fiction

køleranlægget varmer klunkernes tastefejl

pennens ålekiste drømmer purløgsfødte øjne

kældertrappen peger på de hemmelige brøl 

pin-koder elsker kys 

og dine rødmende kinder i øsende regn

lys vælder over de hævede mandler 

kælderpytter ønsker samme vældes pose

kaffekrus elsker din kirke

noget din vejleder målbevidst vrider ned fra sin galge

lys vælder gennem døgnets nervøse trækning

hæver bladenes spinkle kviste op i alle sanser

potteskår puler engens vældigt forgrenede morsealfabet

med en hud så sej at den stråler natten sort.

 

:::

 

Bjæffer molepæl solen giver sin bare røv af lykke

azaleahullet deler ud 

af næsten alle sine lave langsomme grene

de sorte poser svinger sig gennem luften

bjæffer solen molepæle i disen

bjæffer næsten hvert et æseløje til sin spuns.

 

 

:::

 

Hvordan tænder piber floder 

af vekslende væv og delfiner

tæller ligfølgets vrøvl op

er næsten en forsamling af døve skyggers gilde

snøvlede og fulde møver drags sig gennem strædet

en issælger sidder med sin kasse af pap 

og uddeler køn i ental.

 

:::

 

Der bor en rømmen i alle muleposer

solen er tårnværelsets gåde

når skyggerne tager deres fiskekutter på 

og fosser ud af røde dæmoner

så begynder salverne at virke.

 

:::

 

Tæer skyller fra badebro

sandkorn ud af revner

ud af dig stiger noget løv

for at tælle guitargrebets vippende vibrato.

 

:::

 

Et sug giver høsten

et sug af svanevinger røntgenfotograferer den tynde ilt

et sug giver helt ud i fingerspidsernes syle

en høst ser æslerne stige ind i deres tønder. 

 

:::

 

Du er gruset fødderne vælger som flod

kys udfris fangeskab

af tørv krænger puppe

ud af sin tyste

opløsning

sit hylster

det har intet med selvskade at gøre

det er forvandling

hvor intet mere var at se.

 

:::

 

Sol gnaver hælene af jer alle

giver og giver ud af sin gave

rugmarker fosser ud mellem kragernes medhør

hvert skub er noget som vender tilbage

hvert skub er snørebåndenes veksel

hvert skub er solens sorte svaner af nøgen nonsens.

 

:::

 

Flere skub sniger et løb ned i revnen

flere puf tårner sig ældede op

nogle affører sig de fancy klude

nogle giver bladene de nøgne gyvler

for at lyse gult i nat.

 

:::

 

Rilke ville finde på noget 

selv en tysker skulle helt ud 

i sine lungers yderste væv for at finde

og for tyvene er solen et stykke sæbe

knækker vil knække vil ned

et rekviem er mit hjem

sårets lange bedemandsnæse 

mellem rugbrødsskivernes hippe mantra.

 

:::

 

Vase og loft har sørget for rum

du kan gyde noget originalt og tyngdefrit i

en flod og endnu en flod hepper på dit liv

bader i dig igen og igen

knækker over og tildækkes af noget

knækker over og tildækkes af noget

kun spunsen er fri.

 

:::

 

Jeg drukner i dit hus

du er min nat

jeg når færgen

jeg drukner i dit hus

du er tyvene

grunden til min stemmes væv

jeg drukner i dit hus

kys forlader

min mund for at tømmes

jeg drukner i dit hus

tyvestemmens fem alen under

forlader mig som gopler

jeg drukner i dit hus

for min stemmes skyld

du er folderne

jeg drukner i dit hus

kys lader vandet

du løfter mig op

jeg drukner i dit hus

du er kæderne i de andres liv

for min stemmes skyld

jeg drukner i dit hus.

 

:::

 

Næse og negle udspilede svaner

krænget ud over eftermiddagssøvnens gode tone

stiger i nålebevægelser og strejfer nyfødte

bøgernes æselører og sover

under ranglende fulde og skyldige lapper

fra solen fosser navletrip

stiger noget befippet op i solens selvfølelse

sammentvundne æselører helt ned til gulvet

udgør de gode ganers hyacinter 

og pukler af afghanersult

glider fortsat i stråler mod 

næse, negle og fuldskala

svømmehud af gode toner.

 

:::

 

Det er tvivlsomt, at der er nogen grund til at gø

er det et tvivlsomt spøgelse der er grunden

har det fået vandet til at løfte en gren

er det grenens dryp mod vandet

er der andet at løfte

er der givet et løfte

og stemmen i sig selv

er den løftet ud af sit løfte og er den alt der er

noget løftet, noget den bare er

sådan som vinden blæser

er det stemmen i sig selv

der løfter grenen op af vandet

og giver den vægt

i en serie af rådløse bjæf. 

 

:::

 

En ve tilstrækkelig for azaleaenes skælven

og azaleaene får skælve 

under stjernemagnoliernes gule skud.

 

:::

 

Giver efter

kønnet sover fortsat

langs mirabelletræernes kyst

dulmer svaners elskov

giver efter

dulmer sorte svaner

kønnets vase fyldes til randen

giver efter

ingen piller til at tyvstarte

nået så langt for at knækkes af iver

dulmer svaners elskov

giver efter

smertens gudefødte glæde

molepæle tåler dit stormløb

giver efter

for bølgernes salte tunger.

 

 

 

:::

 

At finde et overraskende fund

at påføre stemmen et rekviem af lykke

beruset af den blotte eftersøgning

tronfølgerdokumenternes flod

vil altid skære stemmen ud i kys lige til at plukke

til alle påfugle for alvor skærer

med sildebensfjer gennem parkens rum

med så vældig en stemmes vægt

skriger vores påfugl

sig ind i tavshedens Tarbes

og de uanselige, kedelige skygger -

vores skrumpehovedskygger

har ikke den mindste betydning

for påfuglens skrig.

 

:::

 

Schubert formilder det skævt byggede møbel

en lille pukkel stiger fra den anden side

gruset tyder de piftede søvnsøers væsen

skyller snegavle over stemmen

skygger folder gavmildt kæbernes syv brud

to brødre skilles i traumets omkreds

tynde poser pisser skyggestråler

illusioner og ran vasker deres drømme

folder kirkernes kirke i faneposer

et faneblad for hver fod

som arkivarskilte i fryserummet

tynde perlehyacinter ringer lysende blå

åndedrag der snød dig for et rekviem

roligt hilser snefnug

solens overfølsomme kærlighed

hyacinter ringer glædeslys

afhøvler tågen sine skovrydninger

selvfølgeligt hilser snigsøvn

med et pletskud 

så strålerne står ud

fra hændernes opsvulmede

ringhjørne

hvor der kun er en flod af glemsel

omkring sengens ø.

 

:::

 

En snip vipper op og endnu én

som delfiner.

 

:::

 

Skub til vasen, hvorfor skubber du ikke 

jeg vil råde en anden stemme til at begynde 

et nyt årtusindes stemme hos

en anden verdens farao 

som har knuget helvede sammen i sit kølerrum

jeg vil spore et væld af dobbeltpolede kroninger

snige sig gennem et væld af frisat gæld

jeg vil fortælle mangroverødderne

at vugge og dvæle tålmodigt i mestertyvenes

stigninger og fald

for de vil hæve sig op

og jeg vil dase som en drivende alge

ind gennem hvalens barder. 

 

:::

 

Det samme jeg som floden genkendt.

Kan vælge, kan die, kan bruse, kan noget, kan elske

mørkningen og dæmringen løber bjæffende bjæffende 

sover, dier, tegner køn ebbe og flod

rykker nøkkeroser med sig

saltsumpe skælver snoet, 

dier fugle, olierede ved Jupiter 

deler kul med alt fødende, alle faner

elsker posernes stregkodedød

og diamantnålens skrift.

Gamle kys 

glider med tidevandet 

ud i sølvglinsende opdrift.

 

:::

 

Parat væder valnøddesaft

de sorte fingres rådvildhed

parat gengælder tænder

frugtens snørklede vindinger

vanskabte mirakler

vildt varslende

vi skal tage afsted i brændende både

lige så parate som den vase 

evighedens aske drysser fra

ligge bag vores grave og hyle

dele azalea bryllup med posedamens glød

da vil jordens sprække åbne sit inderste kammer

som bloddråber banede vejen til

fra korsets fod. 

 

:::

 

Knold føler påmindelsen

give og glide

gennem gruset forbi rækken af pæle

uden på

vandhuller af opgivelse

poserne sover i svaners efterskrift som gåde rangler

kærligheden stirrer på os

hyler. 

 

:::

Hører computeren sige som en kostald

en bevægelse ruller gennem halsen som svimlende sole

genhører gåsestiens skvalder

rører en trøffel af tvivl

føler kosmisk dånen i strålesaga

overstået hængedynd udfører sit puffetriks 

svanefane tænder hvalernes sang

rækkerne af løg mugner plussernes pund

gældstønde vandfaldsparat

for stemmens raflebæger

sinds hvælving taget med kuffertens tang

pletter af klynk og jordmoderkaffe

grindehvalsgavle fosser fra puttefolks falset

snestormsgulve og mulers mimik

tygger kaffefiltrene tynde som tang

under glatte navlestrenge

fosser potter fulde af tænder

hvilket giver et selvfølgeligt kobbel glødende sigtekorn

tygger kaffen tynd i sit filter

og mindes månens blege, blomstrende allé

fosser potteskår og folder af tandkød

knæler for fuglenes sang.

 

:::

 

Ser noget og går efterfølgende ør

set et glimt og gemmer mig væk

ser et element stikke frem og lytter 

ser et fremstød og går ind i dets ekko

ser en hånd for mig og går 

løfter en fod

og svæver

løfter en fod

imens jeg lander

går i bue efterfulgt af bue

ser noget i glimt

til det brænder sig fast

som kors.

 

:::

Svaner slår løvet af skoven i et sus

parat i den voldtagne stilhed

de ganske svage sitringer 

i en katastrofes mikrokosmos.

Du måber toppen af noget uddør

gammelt pålæg fejler kun klaverets stemning

uhyggens egeløv nævner sin idyl 

som utopien der bliver ved at ånde.

Afgrundes armbøjninger

sover de tusinde dale

længslen efter vækføring udforsker 

tårnværelsets stemme sådan.

Græsplænekanten afsuger

flyvske kys fra de hængende haver

gynækologer varmekøler

pulsen i lysets dryp.

Parate pytter løfter søens dame

blandt tyste pæoner

mælk løber der

ræddikestolt og rød.

 

:::

 

Der er en træthed i alle møbler

en em af hundehår lagt i hver en ske

et lag af heroinens sølv jeg fik at se

men aldrig smagte

en sammenvredet formaningsskov

hvisket frem af fyldte chokoladers kadaverin

klistrede depoters røverhistorik kan væskeføre

rindende væskeførte kadaverdiciplinære drypnæser 

for røllikekvistes I Ching

sådan fødes klistret væske

sådan fødes stjernenakkers blik

i næsedeporterede nys

redigerede puf af forhenværende påkørsler

daggamle skumhoveder gennemtygget og spyttet ud

målt op i mos

og åbnet i et køn af råhypnol

alle rullefald nået i første slurk

det er alt tyveknægtene behøver at vide.

 

Måne Hav Sten

 

:::

 

Gråden rører grådens bibliotek

en spurvevinge forsøger at åbne svaner

snart svinger poser over de læste sider

kælver i smug gyvelspiral

gåderne møver i strømme floder

hoveder åbnes af nålegymnastik

jeg har syet elskovsfloder og fugle sammen med tolv

bolsjefeer

en snip sidder stadig fæstnet til sin søvn

tårer rører hvert bogstav

og vider omridset ud

og vider lysets omrids ud

feerne

står mellem verden og verden

og bevirker

ingen ting

feerne følger blot din skygge

som et omrids

forud for hver cirkel.

 

 

:::

 

Gruset har tydelig tyngde

grusgangene har ikke æselører 

men læses i søstjerner og -heste

at skubbe de råd fra sig 

nogen har givet

grusets døve faner

ligger skvulpende som skum

parat til at løfte

sig på næste bølge.

 

:::

 

Det er blevet en måde at trække vejret på

og overleve den røde fortvivlelse

det er fra røllikevasen

jeg får pulverkyssene til at genopstå

i tre hjortes synkrone sansning

af aftrækkerens ellers forsigtige og langsomme klik

det er sådan mine bjæf er identiske med flodens

spejlvendte glorier

sådan jeg som en galionsfigur

bliver ét med et hvert menneskes drøm

da vil jeg tålmodigt dvæle

i de guddommelige fugles sang

sådan på et flyvende tæppe

af kvarte toners halse

bliver det en måde at trække vejret på

at lade kys opstå i atmosfærens ganske spinkle dryp.

 

:::

 

Elskende våger bag den tiltagende dis

små bemærkninger udgydes uden at gøre fortræd

du kan dulme vandet i ålegræs

bjæffe med sålerne under de sultne sandaler

så mange poser at vælge i blandt

elskende venter med alvor og kaffe på kanden

her har du endnu en skefuld omsorg

du kan have brug for lidt optøning 

efter en evighed i disen

vindretningen kan hurtigt vende 

og regnen komme som en tyv

det nøgne kraveben sætter knopløg

under dine fingre

du kan dulme krusningernes ålegræs

i evighedernes elskede halvdele 

du kan digte, dase og dulme

og våge bag den tiltagende dis.

 

:::

 

Høstmåne

sneblind dalsti

slynger poresvamp træglød.

Skridt hæfter

fjorden

til bølgens gæld.

 

:::

 

Fnyser af azaleaenes blade og griber for mig

en hånd vinker fra bagsædet

vækker malerierne af søvnen

tyve fejllæste øvehæfter

står og tager køligt imod

en hånd vinker fra bagsædet

flash back til en snip

af ivrige godbidders søvn

røntgenfotograferede kisteæg

ligger og tager køligt imod drømmenes drivende sky. 

 

:::

 

Kurvestolen rokker sin flod af elve klokkeslag

ligger og tæller tomme døgn med samme dåseåbner

det er i sumpen de røde elletræer

ses gennem regnens medhør

bag kålgården og de blå hyacinter

skyggerne farvet af dagen

som endelig kom

som op af et attende hul

geværet hviler over knæ

med løbet vendt mod de spredte pytter

strimlerne fra loftet taler om sne

egeløv glimter i endnu et medhør

gruset i grusgangen står i slyngede riller

det er næste sejrskåbe

hver sten ligger og opfanger

et ekko af

fjernt løsnede skud

tæverne er løs langs sumpen

de er også den slags riller

og lige sådan dér gider svanerne glide gennem rummet

rillerne er både bløde og skarpe

de får 

åleskind til at ligne

en halvdagsbrandert 

der ruger

parat til at måtte plysse

møbler og fletværk

pisserenden løber gennem kålen

vi håber søstrene kan høste

alle de ord

vi siger for os selv.

 

:::

Ruller skygger over bølgen

væsener vender

rømmeskoven

ruller bølger over skyggen

døve sange døve detaljer

deltaet står og pøser

stregkoder

fosser lys

af disede fyrtårne.

 

 

:::

 

Det sky egeløv

er kun sky for din søvn

solstråler fik

solens gæstfrie færge at se.

De sky færger

fragter egegrene

færgernes gæstfrie sovesal

efterlod sig dine ord.

Dine sky drømme

vender sig mod skyerne

længe stirrer jeg 

på deres vindstille køl.

Jeg kan se 

din brystkasse

bevæge sig 

og markerne er stadig helt grønne

rundt om egetræets hermetiske tavshed. 

 

:::

 

Våde kys i våde og løftede grene

våde kys kommer i et kobbel vådt

valsende kærester ud af skyggerne

tæppefald slynger søvnens skær af fjern exit

bølger ruller over badekarets rand

dråber falder i nålestik

giver afløvede træer deres stamme.

Våde kys i våde og løftede grene

løftede hoveder i et udsnit af en brøk

kåbe omhyllede isser i femfingerfuger

på indersiden af hovedet i hop

vådt formørket bolværk 

smykket af tågens kondenserede dråber.

 

 

:::

 

Jeg så skyggerne føde totempæle

det var skyggernes egne sjæle

helt lodrette stod de

så de tydeligt

kunne ses

som skyggernes sjæle

jeg så dem med mit liv

skyggernes sjæle

var liv

jeg kunne se

med mit.

 

Marianne Larsen 1951-2025

 

Vi venter på dig, Marianne, 

vi er digtere 

og vi venter på dig - 

nu skal vi læse hinandens evigheder.

Interview med Marianne Larsen:

 

:::

 

Båden er en sky fuld af bugtalere

parat stikker tå

rynkebølger ud over det gule revs gydegrus

huller ryddet for navlemobning

pilfingernæser af kiksekage og rav

bogstaver presset sammen til blomsterbuketter

sørøversejl piller månen i både

sørøversejl og petunia

sørøversejl og en tøven

tårnværelser vokser ud af sølvkokkens ben

hvalens signal går tydeligt igennem

sølvpenges væmmelige langspyt

suger øretæver

fri for tæer

ungdomstestamente

i en kreds af Violet Hekseringshat

ungdomstestamente

i en kreds af Elledans Bruskhat

vi gemte vores krukker

under de afklippede negle.

 

 

 

:::

 

Snigskyttens afmagt fik skarp

rust til at stikke ud fra sit metal

ravnenæb revnede lønningsposen

en let skælven i azaleafeber

halverede alle remme

mit vindue brød i vers

kys løftede gåder

hvid natkjole

sønderrev azaleagrydens brændende bund

med sit dementi stak myggen snablen i sit sidste stik

i skoven 

hvor træerne bar formaningens ord

som hyttens øverste løv.

  

:::

 

Floden snigløb tyngdekraften

via den viltre laks

æg blev til gåder

løftet af 

et ligfølge af liv

cirklende rundt.

 

:::

 

Gruset er et bål af lys som bjæffer

gruset får gæster

ildgnistrende grusbål

knitrer

op langs hjortetakstræets stammer

som opskræmte

dobbeltbekkasiner.

 

:::

 

Jeg giver masken sin gyldne fane 

og modtager indstråling gennem loftet

drømmene og det fåmælte 

tager såvel fanger som skaktrubiner

illusionen har givet mig sin rangle

elskovsfloden stiger fra mølposen 

og uddeler ålegæster

ud kommer erindringens nålestik 

og gnaver sig halvvejs gennem

gemte penslers endnu ubrugte hår

gådernes sæbe giver mig sølvræves søvn

sniger forsigtigt påfugle gennem azaleahaver

kniber mig i drømmenes arme

glatter gnidningsmodstandens fif

plukker snefnug med snuptag

femfingergaver og galionsfigurer

blev givet af nålegudinden

svaner klynget i neg

kommer charmerende tilstede

grusgange vugger 

som nåle under korkproppens tråd

hvide sten

og snot forvirrede ålegæster 

glider ind i femfingersøvnens sump 

sådan kysser lanser flodens hovedskaller

jeg giver dem æslet og velholdte gaver

jeg er selv et æsel 

i en tønde med et lille kighul til solen

fra en teske fosser femfingertællende ånder

de hvide sten 

er zoodiaksvaner snevølven gnubber

en teske dyppet i vølvemave

i alvorens muldbløde mos

faner, faner og alvor

og femtedags stemmer kælver -

gnider kloden med en klud

gnider kloden med en klud

jeg lå kysset og var æsel født af lys og følfingre

roligt tøffer dæmringer ud af billedets ramme 

affarves seneste glød

afsøger søens skimrende luft

og vipper ud over kanten.