Mange kristne går rundt i den tro, at kristendommen alene er Det Nye Testamente og at dette skrift er et opgør med Det Gamle Testamente. At dette ikke er sandt, fremgår klart af Det Nye Testamente, men at det har et grand af sandhed fremgår ligeledes i samme skrift. De kristnes grundlag er Bibelen (på arabisk kaldetKitub kitub). Bibelen er Det Gamle Testamente & Det Nye Testamente. Den danske folkekirkes hjørnesten er Bibelen. Så Det Gamle og Det Nye Testamente er altså de kristne protestanters fundament.
Jesus sagde, at han ikke er kommet for at nedbryde eller ophæve loven men for at opfylde den.
Hvad var da det for en lov, han sigter til? Det, der var loven på daværende tidspunkt, var først og fremmest som det vigtigste De Ti Bud, de ti bud som Moses gav til sit folk. Der til kommer Jesus Kristus for at opfylde denne lov ved at fremhæve grundlaget for disse ti bud. Axiomet: Du skal elske din næste som dig selv.
Matthæus 5,17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde
loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.
Jesus bruger i det citerede fra Matthæus Evangeliet ental. Loven. Han taler ikke om lovene. Men Loven.
Taler han så om Det Gamle Testamentes "mantra" tand for tand og øje for øje? Nej, det gør han ikke. For det står direkte i modsætning til det bud han med sit væsen selv bringer ind i verden og med hele sit væsen står inde for: Bliver du slået på højre kind, så skal du vende den venstre til. Altså et opgør med de gamle tiders hævnmotiver.
Matthæus 5,18 Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord
forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven,
før alt er sket.
Kristus kommer nemlig på dommens dag for at dømme levende og døde. Og hvilken målestok er det så, at han dømmer efter? Hvilken vægtskala bliver jeg vejet på?
Som minimum må det gælde, at jeg har overholdt De Ti Bud. Men dertil kommer det grundlæggende: Elsk din næste som dig selv.
De Ti Bud hed egentlig oprindeligt De Ti Ord, Aseret
ha-D'varim på hebræisk og har altså oprindeligt været set mere som råd end som lov. De lyder i dansk oversættelse:
Anden Mosebog 20, 2-17:
1. Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, ud af trællehuset.
2. Du må ikke have andre guder end mig.
3. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede; du må ikke tilbede eller dyrke det.
4. Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig!
5. Ær din fader og din moder...
6. Du må ikke slå ihjel!
7. Du må ikke bedrive hor!
8. Du må ikke stjæle!
9. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste!
10.Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.
Det er altså dette vi bliver vejet på. Er det noget, vi har formået at overholde? Mange kristne går rundt i den tro, at de med Det Nye Testamente i hånden, kan sige, at de har ingen love, som de skal overholde, de kan gøre, hvad de vil, feks spise lige hvad de vil.
Og det er da også rigtig nok, at Kristendommen ikke er en lovreligion. Men siden, at det hedder Kristen-dommen, så er dommen vel ikke uvæsentlig. Vi må gøre, lige hvad vi vil, men vi skal også vide, at hvad end vi gør, så har det en konsekvens.
Med hensyn til den rette føde, så fremgår det af Første Mosebog, at menneskene oprindeligt alene blev givet planter at spise.
Efter Syndfloden (Atlantis' undergang) gav Noa (hos hopi-indianerne og hinduerne kaldet Manu) menneskene tilladelse til at spise kød fra alle levende væsener, men forbød dem at spise blod.
Af Tredie Mosebog kapitel 11 og Femte Mosebog kapitel 14 fastlægges nogle fastere regler. Disse regler opdeler dyr i urene dyr og rene dyr. Det er disse regler som jødedommen især lægger vægt på; de kalder regelsættet for Kosher (Kashrut). Islam lægger også vægt på disse forhold og hos muhammedanere kaldes det urene for haram.
Reglen som da indføres er, at klovbærende drøvtyggere må spises. Fra havet er det kun dyr med både finner og skæl, som må spises. Endvidere må rovfugle og ådselsædere ikke spises.
Der er totalt forbud mod at spise blod.
I jødedommen findes der en viderespinding på disse regler og det er selvsagt ikke noget, der forsåvidt kommer kristendommen ved.
Men i grunden er disse spiseforordninger sære, når man betragter, at der i Anden Mosebog og Femte Mosebog fremsættes De Ti Bud, for af dem fremgår det jo klart af det 6. bud, at du må ikke slå ihjel.
De Ti Bud er indiskutabelt det vigtigste budskab i Det Gamle Testamente. Det andet er leveregler, som kan have haft hygiejnisk, udviklingsmæssigt og socialt sigte.
Du må ikke slå ihjel.
Det må vel så betyde, at du må ikke slå ihjel og derfor heller ikke kan spise noget, som du er nødt til at slå ihjel for at kunne spise det.
Men her træder der rent faktisk en bro ind mellem Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente, så ingen kristen skal gå og slå den anden kristne eller noget andet menneske i hovedet med, at det ikke må spise ditten og datten. Og at det ikke skal være det, der afgøre om man er kristen og ser op til Kristus.
For selvom vi kan læse i Det Nye Testamente:
Matthæus 5,19 Den, der bryder blot ét af de mindste bud og
lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men
den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.
Så kan vi også læse i Apostlenes gerninger, at evangeliet om Jesus Kristus (kristendommen) ikke kun er for jøder men for alle mennesker, man har altså ikke nødig at udvikle specielle kostregler:
Apostlenes Gerninger kapitel 10
I Kæsaren boede der en mand ved navn Kornelius, høvedsmand ved den såkaldte "Italienske hærafdeling"; han var en from mand, som frygtede Gud tillige med hele sit hus og gav folket mange almisser og stadig bad til Gud.
En dag, omtrent ved den niende time, så han tydeligt i et syn en Guds engel, som kom ind til ham og sagde: "Kornelius!"
Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: "Hvad er der, herre?" Engelen sagde til ham: "Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer. Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente en mand, der hedder Simon med tilnavn Peter. Han er gæst hos en garver ved navn Simon, der har sit hus ved havet."
Og da engelen, som talte til ham, var borte, kaldte han på to af sine tjenestefolk og en gudfrygtig soldat af dem, som stadig var om ham; og han fortalte dem det hele og sendte dem så til Joppe.
Den næste dag, da de var undervejs og nærmede sig til byen, gik Peter op på taget for at bede ved den sjette time.
Og han blev meget sulten og ville have noget at spise; og medens de lavede det til, kom der en henrykkelse over ham:
han ser Himmelen åben og noget dale ned; det lignede en stor dug, som ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden;
i den var der alle slags af jordens firføddede dyr og krybdyr og himmelens fugle. Og en røst lød til ham: "Stå op, Peter, slagt og spis!"
Men Peter svarede:"På ingen måde, Herre! jeg har jo aldrig spist noget vanhelligt og urent."
Og røsten lød atter, for anden gang, til ham: "Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt!"
Dette skete tre gange, og straks efter blev dugen taget op til Himmelen igen.
Medens Peter nu ikke vidste, hvad han skulle tænke om det syn, han havde haft, se, da havde de mænd, som var udsendt af Kornelius, spurgt sig frem til Simons hus og stod ved porten.
Og de råbte for at få at vide, om de havde en gæst dér, som hed Simon med tilnavnet Peter.
Og medens Peter grundede over synet, sagde Ånden: "Se, der er to mænd, som søger efter dig; stå op og gå ned og drag uden betænkning med dem; thi det er mig som har sendt dem."
Så gik Peter ned til mændene og sagde: "Se, jeg er den, som I søger; hvad er grunden til, at I er kommet?"
De svarede: "Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig mand, som har godt lov hos hele det jødiske folk, har af en hellig engel fået en åbenbaring om, at han skal lade dig hente hjem til sig og høre, hvad du har at sige."
Så bød han dem indenfor som sine gæster.
Dagen efter brød han op og drog bort med dem, og nogle af brødrene fra Joppe fulgte med ham.
Den næste dag kom de til Kæsaren. Og Kornelius ventede på dem og havde sammenkaldt sine slægtninge og nærmeste venner. Og just som Peter skulle til at gå ind, gik Kornelius ham i møde og faldt ned for hans fødder og tilbad ham. Men Peter rejste ham op og sagde: "Stå op" jeg er selv kun et menneske."
Og under samtale med ham gik han ind og finder mange forsamlede. Han sagde da til dem: "I ved, at det er utilbørligt for en jøde at omgås eller besøge nogen, som hører til et fremmed folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulle kalde noget menneske vanhelligt eller urent. Derfor kom jeg også uden indvending, da jeg fik bud derom; og nu vil jeg gerne vide: hvorfor har I sendt bud efter mig?"
Da svarede Kornelius: "For fire dage siden, just i denne stund, ved den niende time, bad jeg herhjemme i mit hus; og se, en mand stod for mig i en strålende klædning, og han siger: 'Kornelius! din bøn er hørt, og dine almisser er ihukommet hos Gud. Send derfor bud til Joppe og lad Simon med tilnavnet Peter kalde til dig; han bor som gæst i Simon garvers hus ved havet.' Jeg sendte så straks bud til dig, og du har gjort vel i at komme. Og nu er vi alle til stede for Guds åsyn for at høre alt, hvad der erbefalet dig af Herren."
Da tog Peter til orde og sagde: "Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personanseelse; men i hvert folk er den som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham; det er det ord, han sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre.
I kender det budskab, som har lydt over hele Jødeland, og som begyndte fra Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede, det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham; og vi er vidner om alt, hvad han har gjort både i Jødeland og i Jerusalem, han, som de slog ihjel ved at hænge ham op på et træ. Ham opvakte Gud på den tredie dag og lod ham blive åbenbaret, ikke for hele folket, men for os, der ofrud af Gud var udvalgt til vidner, og som spiste og dram sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde.
Og han har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestem til dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn."
Endnu mens Peter talte således, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet. Og alle de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, blev ude af sig selv af undren over, at Helligåndens gave var blevet udgydt også over hedningerne; thi de hørte dem tale i tunger og prise Gud.
Da tog Peter til orde: "Skulle nogen kunne hindre disse i at blive døbt med vand, da de jo dog har fået Helligånden lige så vel som vi?"
Og han befalede, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Derefter bad de ham om at blive der nogle dage.
Når dette betones i Apostlenes Gerninger og gennem Jesus ord om, at det ikke er det, der kommer ind i jer, der er urent, men det, der kommer ud af jer, så ser jeg dette som tiltag, der sigter mod at undgå at folk splittes; altså et tiltag for at samle en kristen menighed, at lade dåben være åben for alle.
Dette fjerner imidlertid ikke den grundlæggende lov, som Kristus kom, er og kommer for at opfylde.
Matthæus 5,19 Den, der bryder blot ét af de mindste bud og
lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men
den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.
Matthæus 5,20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed
ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i
Himmeriget.
