Knallert med lys

 

Zeppeliner, der byggede et hus, jeg engang ejede, døde af lungebetændelse, netop som han havde færdiggjort byggeriet. Det var i 1945. Oprindeligt lå huset som en aftægtsbolig ved Alling Mølle lige ned til Alling Å, hvor det var blevet bygget i 1885. Men Zeppeliner købte huset, rev det ned og flyttede det på hestevogn sten for sten og bindingsværk, strå og alt - længere op ad Alling Å - tættere på det sted, hvor strømmen fra Hinge sø og Lemming Å løber sammen i Alling Å.

Da jeg første gang beså huset indvendigt, sad Emma Larsen, der var enke efter en cykelsmed, i et hjørne af stuen og syede. Bag hende hang i hjørnet et dobbelt løbet jagtgevær. Mere wild-west bliver det næsten ikke i Danmark.

Året efter, at jeg havde købt huset, fik jeg arbejde på et rosen gartneri. Jeg cyklede vejen frem og tilbage. Men min bror syntes, at det var synd for mig, at jeg skulle cykle den lange vej, hver dag, så han forærede mig en knallert, selvom jeg bedyrede, at jeg meget hellere ville cykle.

Det skete nogle gange, at vi arbejdede længere end den dagligt fastsatte tid. Det var sæson bestemt. Afhængigt af de perioder, hvor der skulle læsses roser eller juletræer på de store lastbiler, der skulle fragte roser og juletræer ud i verden.

Jeg bestemte mig for, at give knallerten en chance i netop sådan en periode. Det var med tanke på, at jeg så kunne være hurtigere hjemme. Klokken elve om aftenen var det trods alt rart at kunne komme hjem og få noget aften te, så den tid, der trods alt var brug for at sove - før næste dags morgen, kunne indfries.

Det gik da også fint nok om morgenen. Men om aftenen da jeg lige var kørt fra planteskolen, så gik lyset på knallerten ud. Jeg bestemte mig for at køre en vej, hvor der sjældent kørte biler - og der kom da også kun nogle få stykker. Hver gang holdt jeg ind til siden og ventede på, at de kørte forbi.

Så kom jeg ned ad Stegdalsvej og hen hvor bøgeskoven omkransede vejen. Jeg orkede ikke at trække knallerten igennem den bælragende mørke skov; så jeg holdt tungen lige i munden og forsøgte ud fra min bedste fornemmelse at holde mig lige midt på landevejen. Jeg var kun kommet nogle få meter ind i mørket, så opstod der pludselig en lysende cirkel rundt om det fremdrivende motorkøretøj. Jeg undrede mig og så uværgeligt, der var ingen andre køretøjer i nærheden og skoven lukkede sig til over mig. Men den lysende cirkel fortsatte vedvarende med at være der og gjorde, at det blev muligt for mig at se vejen og holde samme fart. Da jeg kom ud af skoven opløstes den lysende cirkel og jeg kunne atter på vanlig vis skimte vejbanen og nattens landskab og var snart hjemme, hvor jeg kunne strække ud.