: :::: ..:: ::,::;;:

 

Som vaccine- og covid19 systemskritiker er der to vidt forskellige argumentationsformer, man kan blive konfronteret med. Til den ene side kommer modstanden til udtryk i krav om at kun kilder, der er fra eksperter, der har haft flere artikler i anerkendte videnskabelige tidsskrifter, kan tages seriøst som argument. Et menneske, der stiller sådanne fordringer, kan udmærket ses selv bruge kilder hentet fra formiddagspressen. Og dermed udstille og anskueliggøre at vedkommende ser sig berettiget til at kræve mere af sine omgivelser, end vedkommende kræver af sig selv. Videnskabsglasuren viser sig blot at være et dække for en top konservativ egoisme. I virkeligheden er der ingen modtagelighed for modpartens argument, da det ’videnskabelige’ sindelag allerede på forhånd er determineret af en helt bestemt verdensopfattelse.

Til den anden side – eller fra den anden side – kommer en argumentation, der handler om ”åndelige”, ”sjælelige” og ”menneskelige” idéer og idealer. Der plæderes for at vedkommendes holdninger tilhører altruistiske idealer og at man så, når man ikke deler disse holdninger, derfor kan erklæres for værende imod disse tilsyneladende altruistiske idealer. ”For menneskehedens skyld”, ”Vi skal værne om de svageste”, ”Samfundssind”, ”For din sikkerheds skyld”, ”Af hensyn til alle de andre”, ”For alles bedste”, ”Det mindste onde”; der er således indbygget i argumentationsformen en forud bestemt udskamning om ikke at være humanist, ikke at have sympati, ikke at være en seriøs tænker, at være et slet og ret grusomt menneske – endnu mere kynisk end vores ovenstående ”videnskabeligt” orienterede person, såfremt man ikke deler de fremlagte synspunkter. 

Disse to modstandskræfter, der trækker argumentationen i hver sin retning, men i begge tilfælde væk fra individets egen frie personlige fornuft, er i bund og grund i familie og har samme trang til gennem henholdsvis tvang og bedrag at forhindre det enkelte menneske i at lytte til sin egen indre autoritet.