Tourist i Sovjetstaten

 

Der sad en babusjka  ved hvert toilet. Hun udleverede ét stykke lokumspapir til værdigt trængende. Gyldenbrunt papir, glat på den ene side og lettere ru på den anden. Ét stykke.

På gaden stod issælgere med holdere eller papkasser med isvafler. En isvaffel kostede meget lidt. Men du kunne kun købe én.

Folk stod ved siden af mega store automatiske snekastere og håndskovlede sne.

Moskovitter gik Ikke berusede rundt på gaden og i en radius af 25 km kunne du ikke overtale nogen som helst til at købe hverken dollars eller pornoblade. Først helt ude i forstaden, hvor en stor familie delte et og samme rum og hvor det var forbudt at bevæge sig hen, kunne de forbudte varer finde afsætning.

Metro stationer var lige som alle gader i byen klinisk rene. Ikke et eneste skod, tyggegummi eller karamelpapir. Det gjaldt også Leningrad/Skt Petersborg.

I sidst nævnte by var der en hel bydel viet til den sovjetiske kosmonaut historie. I en lukket kapsel sad en udstoppet hund, der lignede Leika og også blev benævnt Leika, men det var ikke Leika. Der var også en rund biograf, hvor man kunne se en film, der gik rundt på væggen 360 grader. Det var til at blive svimmel af at se en racerbil køre i bjergene.

 

I flyvemaskinen mellem Moskva og Leningrad blev der udleveret et stykke tyggegummi og et glas vand. Stewardesserne var alle 50+ var barmfagre og havde grove ansatser til overskæg.

Det tog en evighed for mig at komme ind i landet og igennem ’tjekdet’. Men da jeg skulle ud, var der intet problem, for jeg havde købt et kæmpe indrammet foto af Lenin, som jeg bar over skulderen.