Regnen
rejser sig som svejset stål
marcherende huller
brænder dråbernes kul
applaus
strakt ud i bål af gløder
regnen galoperer
mod støvhorisonter
mere og mere inderlige hvisker metronomer
til de er
havnemolens bølger om bundgarnspæle
de krøllede
ark folder sig ud og bliver hvide på ny
grusets sagte knirken under langsomt
fremdrevne hjul
en lille
smule støv fra duernes vinger
mel falder
på plads i møllens indre
til det
sidste ur møder stilhedens slag
sammen med
dråbernes fald i en vask.
No comments:
Post a Comment