:::

 

 

Vi var skovens skaberlyn

en tynd sorgs valsetakt

en dyb skygges hvide fod.

Vi var sø-vand mellem breve

vores scepter tog

solskins-økser kastet gennem lys.

Verden

er blomstrende ordbjerge

faner svunget med stilladsets hænder.

Grene blev ark og vink

glasruller kronet stopfyldte blikke.

Slagene samler

dunkende hver skravering

bader sig i kuglepen.

Floder kranset paradis

bygger en drømme-regent

mens hestekastanjen binder  digtet.

Mærkeligt skarpe stjernetårer

lever oktober hundredesårssåret

brødregjorte senge falder salte ud.

Fra brøndene fosser

regnsorg snejubel skadefortvivlelse

stumfilmens juvelbesatte ø

fremslår

halve slag -

Bølger støvbagbundet

solen hun bærer

i et bæger saft:

 

'