Hvordan det hele vejer
i sit stille lave øjeblik
let og adstadigt som
dit åndedrag der lever
sin anden odes ben til jorden
i knæ den kløft
jeg ret vil i mig besjæle som
den genstand der her blir ven
selvom hver en knogle jo befæster
det emne testet hjertets lyst
et stjernebælte gennem tindingsskoven
bortgiftet til en egen brise
hver afstand stødt til døde
for en blid og nænsom bolig
som her har sin ånde for et du.
No comments:
Post a Comment