Med hørertelefoner som redningskrans
glider jeg rundt i strømmen
jeg har intet sprog
og forstår ikke
hvad de som forsøger at redde mig
skriger
strømmen er min søvnapnø
måger har fulgt mig hele vejen
gældssatte færger ligger sunkne her
brisen hilser alle farver og taler
skyggegyldent og søfiltret
til den indsnævrende flod.
Den hængtes vinge
vil fejre her
sit eget svale svøb
for hele kloden er blevet
en Strindbergmetafor.
Det meste af det jeg ser
glide forbi
er skyer
kloden har taget sin burkha på
tynde striber kemi
foran dit smukke ansigt.
En svane er en ren vase
men en gås er sig selv som alle gæs
alle gæs er en sags særlige grænse
alle grænser står for skud og skælver derved
ingen andre kan være sig selv.
En svane er en ren vase hele dagen
en svane er en ren vase
en svane er en vase fyldt med tårer
en svane er en ren vase hele dagen.
Hver vækst er i sig selv et aftenland
kastet ud over afgrunden
den nære verdens søle
er gnistfangets anker
det personliggjorte åndedrag.
Hvert digt er i sig selv et afladsbrev
komprimeret af skæbne
det klare vands enge
er den nye verdens lim
en drøm kommet til sin egen fornuft.
Lys vælder som har alt der ånder
taget for sig af det cool fald
rugglæden løber ind i sit skjul bagerst i haven
hvor spætterne dypper deres lange tunger
i myrertuernes vrimmel
og slæber noget ud og samler det under sine fjer
noget sætter sin dødvægt
oven på alle de mange forskellige farver
nærværet kopierer de sorte faners fravær
alle kan høre den snævre gydes sang
dåbsonkler der udtømmes og vådlægges
kirkefejl projicerer kirkefejl
farver gentager farver
ølteltet fanger fugle med tangentgymnastik
genfødte syner kysser hvert køn
åndsgaven kalder dig og
pumper lige ind til du ser
røntgensolens gæstesvaner så langt fra fortvivlede
flyve gennem ålegræs
dér leder alvoren forgæves efter sin veksel
dér kommer puklen famlende
efter mennesker ophængt i tøjklemmer
og alle skæbnepytter står affotograferede
græstørv ønsker overvældende tillykke.
Dér hapser mantraet og noget tårndødt og fjernt
forsøger at favne og forsøger
at eje natten af ålegræs og ålegræs
bøjer sit hoved kopieret af færgerne
kølløftede gaver og togsæt
glider bagud ad rampen
røntgensynet synger parat
til bølgerne er vældige kopier af færgelejets pæle
løg skrælles lag for lag
og krusninger begynder
at samle regnen til klangdigte
imens papirsnapper med ægløsning
kryber ud af døgnet
og vender ruderne så de
fanger farverne og hæse
giver saftpile de kølhalede og solen
gisper i sin kokon;
se svaner bevæger loftet over oceanerne
skyggerne drypper ud og vokser -
døvt fungerer sølvhættemånen
du husker at strække tæerne
ud af et hagl og filer løs
på firmamentet.
Gavlene rejser sig rigtig nok
som svaneflokke mod himlen
der hvor gryderne begynder at titte frem
under kyklopens behårede hånd
vel lukker egeløvet næsten himlen ude
hvor du ligger på grænsen forsvundet
det bliver så affablet
og ånder sine kager ud som skyer
amorfe høstnåle mættet af skyld og tyngdekraft
loftet har fuglenes kroner
loftet har tyve sønners sorte kinder
loftet er togplan for Otto
galæblerne hvori det sker
er ikke æbler
er altings puf
og først går kildevæld hele vejen og snuser
mælk påhældes i kubikmål
i så og så stort et antal
og gyvelerne vil æde sig ind i din pin-kode
rækker parate før det rigtig bryder løs
mellem andre rækværker
er farverne nålestribede skud
i den grædende stilheds have.
Du siger at fuglene er blevet tavse
at der ingen insekter klasker mod din rude
at vi lever i en kz-lejr døgnet rundt
at samfærdslen er hugget over
at du véd hvor parate de er
at den uvelkomne kærlighed
for alvor får nyseanfald
og du har ret
vi kommer lige med det samme
og opløser alle jeg'er
vi skyder svaner med undulater
vi er parate hvad end der sker
vi ser svaner flyve op over kyklopen
vi udpeger anføreren
for i tårnværelse efter tårnværelse
hænger mindernes Adolf
månemilepæle blodrøde
hele verden som besat
af gåder der siger Natten er et voltmeter
kloden krænger over og forlader
sin gamle cyklus
flyder november gennem rugmarken
farverne går i kredsløb og gumler mågernes skrig
sér hvad drøvtyggerne måtte tåle af gaslighting
sér ranunkelsøjlen stige i en hvirvel
vi har spættehakkede krykker af sortsyn
og næppe alt hvad menneskeheden
gennem tiden har spredt
over kyklopens pukkelryggede landskab
gør svanernes hjemve mindre
aborterne sidder i rundkreds
og messer om de sidste tændte kerter.
Vejer mit selv -
svaner får skyggeposer til at sove
for grå er alle tings skygge
højt oppe snurrer gulve
højt oppe giver gulve efter
i en vældig verdens hersen
og det kan vel føles
- uanset parathed
det flimrer tusinde sovendes prik
du er alle tusinde
du er alle hurtigt faldne
det er næppe sønnernes grave
sig det
det er kister parate
du er kirkefløjl som vibrerer
når det udtømt
stiger gennem sovende lofter
kysk kan du bjæffe
farverne kan du kysse
du kan bjæffe solen farver
hvorfor går ældrebyrdens svaner ellers
op over svaneflokken
op over svaneflokken og trækker
op over svaneflokken
hvorfor glider oldinge sidelæns ud af porte
imens såler fosser som lys
og kaster vaser ud over og tigger
hvem omfavner vel
de lavt flyvende såler
mere end vi kan bjæffe
så parate vi er
til at følge
de tømte manuskripter overbord.
Jeg kan godt holde til det
jeg skal bare lige strække ud
for hvilepulsen har gaver med til alle fingre
og ud af en sidegade accelererer
sønner fræsende galger som fanzoner
børn automattømte
deler gulerødder deler gulerødder deler gulerødder
pytter og kældermørke entrerer
pytter og kældermørke glider forbi gavlene
med tomahavker i springvandsfarver
så mange gaver parate
til at give af fælles alvor
fællespotten kører
mågegælden op hvor egeskoven ender
og tonerne
af sønnelykke ud af hovedet
giver solen egeløv og fugle
for sådan parat og så parat
vokser løvhanget
ud over skrænten.
Du giver mig mine druer tilbage
de ligger i bakken endnu
helt uden vrede
det er næppe det
det er næppe lysets alvor
det er næppe lyset
der er næppe det
vi befinder os på en skrånende flade
lyset forudsætter vores alvor, vores nerver
det kunne være et skib
men er det næppe
vi er milepæle, næsten
løftet mellem kloder
men næppe dirigeret
vi findes, vi tyngdemåler svaner
vi rykker det tålelige
tårnværelsets svane-ålegræs
som passer så godt ind i høsten
poserne er kønsbestemte fejllæsninger
vi er velnærrede
vi er rykket op af vores riller
og filmet i hasselforkortelsens favn
og vi funkler
og giver gavmildt gaver ud af posen
så mange deponerede svaner
folder sig ud.
Ladens gulv dækker det hele til
ladens gab dækker rugkerner ind
i støvets lange strimlede spind
som en fråde
du bliver ved at have i mundvigene
og næsten ikke kan gnubbe af.
Den gustne sol titter frem
i porten;
urgusten banker den på;
ånderne sluger alle årstider
og bliver svaner på træk.
Seerfløjl fortæller græstørvene om kampen
de kommer kun lige akkurat op
over kanten
køernes kroppe gumler
på fermenterede markers kløver.
Suset giver at svanerne bliver
dagens højeste gave
udsigten er et udsnit
af det hele.
Høsten løfter marken
og sålerne tager sine spor med sig
der dukker døvt skrigende lyde
ud af næste fase
og tydeligt jordisk
at det bliver ved
at farve
selvom det næsten
ikke eksisterer
som andet end rimtåge
men det findes
og det ypper tydeligt
disse gode gavle
til at hælde sidelæns
og spænde
haserne fast
til skægvæksten
som et andet hasselkrat
der løfter lyset
til såler
der løfter lyset
ud af sit vælde
og næppe er
andet end genkendelige
farvers dryp.
Hver gang du på fører dig dit rastløse røntgensyn
og hører mågernes gennemtrængende skrig
bliv ved at ånde, siger jeg
ånd altid
du ændrer alt, du ændrer
åndehvæset selv når du fryser
og kan se hvordan
det render ud af dig
dit strubehoved
hænger ud af dig og du er
en efeuranke
ud af dig og du er
en æblegren fuld af æbler
og lyset ånder gennem dig
tårerdøve følelser møver sig vej
guppyfødte fravristelser falder
fra dine ankler
hvorfor er jeg våd, spørger du
hvorfor er jeg våd
og søger med fingrene ned af denne våde hud
rene strøg hen over landskabet
ånder målløs og håndfri
søger ækvator og tyngde-
kraften som næppe
kører kroppen op af gryden
alle de kiks som
tænder havet og ud-
ånder faner af tømte manuskripter
alt dette, når du trækker vejret.
