Stjernekigger

Det skete en aften, at en bestemt stjerne talte særlig kraftigt til mig; først troede jeg, at den med rasende fart var i færd med at styrte; det var sådan, jeg blev opmærksom på den. Men snart indså jeg, at hverken den eller jeg faldt nogen som helst steder hen, at det var et spørgsmål om orientering og perspektiv, og at et hvert perspektiv var noget, jeg bildte mig ind. En rum tid der efter fortonede stråleglansen sig, og den intensitet, jeg før havde oplevet som en særlig dialogisk henvendelse, forvandlede sig gradvist til samme grå himmel, samme grå madras, hvor mit jeg endnu engang lå for anker i den foranstående søvn.