Hun døde med sneens farve
efter at have tegnet verdens stærkeste pige
jeg tog vores ånde med i min kuffert
en rød farve bød op til dans med alle farver
en vrimmel af sværme
ristede jeg over kul
forlæggerens tårn fyldte næste kuffert ud
syg af alle forsvundne ord
kom hun og sagde ja sådan cirka
mellem rækker af tal og sønnefarver
treklang med det ene ben i graven
løb over med forklaring
i et brøl af farver
alt det der fyldte mig
råbte ohøj fra masten
jeg tog vores ånde med i min kuffert
vil huske ind i min sidste mimren
hvert et vingeslag
hvordan hun stod som sting i hvert ar
bøj jer oh mure
vippende over sveller
hver sans peger
selv på sin sjette
fra klodens kernesunde centrum
rækker gennem mulden
fumlende frosne
udfoldede ører
fra kaninernes kranier
dækker djævlen til i sne
helt inde ved muren
ligger jeg og falder
ind i sansen
og fester med fuglenes sang
bøj jer kys mod øret jeg fremstammer
disse kødfulde læber
der tog vores ånde med i sin kuffert
al den sne farvet af din hud
omfavner jeg blindt.
No comments:
Post a Comment