Jeg nægtes kun ned
i rækker af tænder
i rædderlige egne
røb ikke de døde
et talløst
bladmaveunder
en eksakt allé
vokser sig stor
træernes rødder
til vished et net
som en hjerne i jorden
en grundakse mellem
tågerekyler og eneladt nat
ræk ud mod de grove linjer
seersken får mod i sin sorg
en dråbe reddet af duvlette slør
for sammensunkne og nøgne
har ingen af os hjemme
i råkalket knogle
med sirlige snørkler
løsnes lidt pus
sælges et skind
vi aldrig fik svøbt
om dit alt for skrøbelige jeg.
No comments:
Post a Comment